Brev

Højde

Hej bb,

jeg er en dreng på fjorten der dsv kun er 166 cm, det er måske kun lidt under gennemsnittet

problemet er bare at jeg ikke bliver meget højere end det.

Da keg var lille havde jeg en hjernetumor og den f*ckede mine hormoner helt op og jeg gik i puberteten som 9 årig efter et års bremsende medicin (som var frivilligt),

dengang fik jeg bare ikke at vide at jeg ville blive permanent lavere end ellers så nu siger min hormonlignende (som er Danmarks 3 bedste) at jeg ikke bliver mere end 1.70.

Jeg føler mig som en blanding af Lionel Messi og en eller anden virkelig deprimeret person. Jeg er næsten lige så høj som Messi som også har haft rn voksesygdom og jeg er ret deprimeret generelt og højden virker ikke på det.

Jeg kan ikke klare tanken om ikke at vokse mere end 3 cm de næste 4-5 år. Jeg ved ikke hvordan jeg skal lære at leve med den tanke, alle fra min klasse pånær 4 (vi er 28) er højere end mig og mine 4 bedste venner er højere end mig og den ene er endda en pige som vist ikke bliver helt så høje som drenge normalt.

Udover det føler jeg mig i det hele taget bare virkelig grim, min frisure er anderledes end de flestes, ret ujævn og med blandede ikke særlig pæne uromantiske blonde krøller. Jeg får aldrig komplimenter på mit udseende fra nogen, jeg føler mig tyk fordi jeg mit kropsfedt sidder på en eller anden måde sådan at det sidder meget dårligt og tydeligt, jeg vejer hverken mere eller har højere BMI, end mine venner men jeg ser bare større ud. Er heller ikke sådan mega slap men lidt over standard i styrke.

Mit ansigt ser også grimt ud, har nærmest numsehage og mit smil ser virkelig weird ud og jeg ser en lille smule skeløjet ud fordi min sygdom gjorde mig blind på mit højre øje.

Nå men nok om mit grimme udseende, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal gøre, jeg har prøvet en psykolog men det virkede ikke og fik dårlig samvittighed over at min mor brugte penge på noget der ikke hjalp. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og føler mig ret håbløs.

Undskyld for det lange brev og tak på forhånd og tak for,det store arbejde i gør for børn og unge 😉

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år

Mange tak for dit brev. Du er rigtig god til at sætte ord på din situation og jeg kan godt forstå, at du kan føle dig frustreret og håbløs. Der er mange ting, du som ganske ung har måtte gennemgå.

Når man som dig har været igennem et længerevarende sygdomsforløb, så sætter det sine spor; både de synlige men også de usynlige. De synlige fordi du fysisk ikke vokser meget mere i højden, og fordi du er blind på det ene øje - og psykisk fordi du skal arbejde med at acceptere dig selv som den du nu engang er blevet til.

Det at vokse op i et samfund, der som vores har meget fokus på det fysiske udseende, kan samtidig gøre det sværere at acceptere sine egne særlige kendetegn.

Da jeg kan se, at du er godt til at skrive, kan du overveje at lave en slags dagbog eller skrivebog; der skal du skrive tre positive ting, som du har oplevet i løbet af dagen. Tanken med dette er, at få vendt fokus over på de gode oplevelser og det der fungerer i stedet for det som ikke er godt.

Samtidig ligger der et arbejde for dig i at lære at acceptere dine særlige kendetegn og vende det til en fordel frem for en hindring.

Det kan være svært og kræver, at du er villig til at gøre en ekstra indsats. Derfor tænker jeg, at det måske ville være en idé, at give psykologen endnu en chance. Måske har den psykolog som du har snakket med tidligere ikke passet til dig - det er vigtigt at finde en, som man føler en god kemi med.

Hvis du går til din egen læge, kan du få en henvisning til en psykolog og dermed får du (din mor) tilskud til regningen.

Messi fandt ud af, at han var god til fodbold på trods af sin højde - måske er det på tide at du finder ud af, hvad du er god til? 

Til sidst er det vigtigt for mig at sige, at selv om der i vores samfund er stort fokus på det ydre - så er det i sidste ende det indre, som betyder mest når det kommer til et af livets helt store emner; nemlig kærlighed.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!

Kærlige hilsner fra

BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat