Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp til dpression

Hejsa.

Jeg er en pige på 16. Jeg har depression, og har det også om det i denne uge, i min projektuge.

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan man kan hjælpe sig selv med at komme ud af det, udover medicin. Jeg ved at det er godt med sundt mad og motion, men er der andet som evt kan hjælpe? 🙂

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,Tak for dit brev om depression. Jeg synes det er et rigtig fint emne til en projektuge, især også når det er noget du kender fra dig selv. Jeg synes det er flot,at du skriver ind, og viser mig at du har både kraft og mod. Mit svar til dig handler om nogle meget generelle ting omkring depression, og det er ikke sikkert, at det er lige sådan du har det, eller noget der kan hjælpe dig, for alle mennesker er jo forskellige. Så det er meget vigtigt at du mærker efter, hvordan det er for dig. Depression er en psykisk sygdom, hvor man over længere tid er trist, ked af det, ikke har energi til de ting man normalt har lyst til, og har nedsat interesse for sig selv og sine omgivelser. Man kan også have symptomer som angst, sove dårligt, blive nemmere irriteret, opleve ondt i maven og på anden måde føle, at der er noget galt med ens krop, have svært ved at koncentrere sig og have mindre eller mere lyst til at spise.  Der er forskellige grader af depression alt efter, hvor svære symptomerne er. Man taler om let, middel og svær depression. Ved en svær depression kan man have svært ved at gøre de mest basale ting som at spise, bade og købe ind. Og for nogen er det så slemt ,at de ikke har lyst til at leve mere og begynder at planlægge, hvordan de kan tage deres eget liv. På den måde er en svær depression en meget alvorlig sygdom, og man har da brug for medicin og lægehjælp. Alle kan blive ramt af en depression. Nogle mennesker kan opleve det en gang I deres liv, for andre er det tilbagevendende i perioder. I nogen familier er det arveligt. Det er en læge som stiller diagnosen depression. Det er derfor vigtigt at man går til lægen, hvis man har haft det psykisk dårligt i længere tid.  Som barn er det vigtigt at man får fortalt nogen voksne, som man stoler på, om hvordan man har det. Det kan for eksempel være ens forældre, en onkel eller tante, en lærer, en træner eller en anden man har det godt med. Nogengange er det ikke så let at fortælle andre, hvordan man har det, men det er meget vigtigt at man alligevel finder modet til det, for det er alt for meget at stå med alene. Det er jo dine forældres ansvar at du har det godt, så det vil ofte være dem som får det af vide og kontakter lægen. Men man kan også selv tage kontakt til sin læge, ved at ringe til lægen og få en snak, eller en tid til en snak om det. Sammen med lægen kan man snakke om, hvad der ville kunne hjælpe en bedst. Det kan være medicin, snakke med en psykolog eller begge dele.   Som du skriver er der også andre ting man kan gøre for at få det bedre. Igen afhænger det jo af hvor meget man kan selv. At spise sundt og få motion er en rigtig god idé. Og det at have en fast dagsrytme, så man ikke skal tage så mange valg hver dag er et andet forslag.  Hvis man har overskud til det, kan det være rigtig fint at skrive en liste over de ting man rigtig godt kan lide at lave. Og prøve at øve sig at gøre de ting man holder af. Når man har det dårligt kan man hurtigt, kun se alle de ting der er svære eller problemerne. Derfor er det vigtigt at prøve huske på de gode ting i ens liv. Det kan f.eks være folk, der holder af en og gode oplevelser man tidligere har haft og de ting man drømmer om i livet, der skal ske. Det kan også hjælpe at snakke med, nogen man holder af, om hvordan man har det. Det kan være rart for både en selv og de mennesker omkring dig , hvis man ved hvordan den anden har det. Og hvorfor man i en periode ikke gør de ting man plejer. Jeg håber du har kunnet bruge mine svar til noget. Meget af det vidste du måske i forvejen. Jeg ønsker dig alt det bedste for dig. Og held og lykke med dit projekt i skolen. Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat