Kære pige 17 år,
Mange tak for dit brev, og for din store tillid.
Du fortæller om mange utroligt svære ting, som du i løbet af dit liv er blevet udsat for.
Og det er meget let at forstå, hvorfor du har reageret med selvskadende adfærd og har været plaget af minder og stemmer om det, du har været igennem.
Det første jeg tænker er, at du må virkelig være en utrolig stærk pige!
For selvom du har lidt meget, og har været indlagt pga. de svære ting du har været igennem, så har du overskud til at skrive så klart et brev, som det du har skrevet til os. Du har også styrken til at insistere på at tage en uddannelse, selvom du har meget at slås med.
I dit brev kan jeg se en styrke og en vilje, som ikke mange på 17 år har. Og dén styrke og vilje, er rigtig gode følgesvende at have i livet.
Jeg vil gøre mit bedste, når jeg svarer dig. Hvis du synes, det er lidt langt, så kik efter overskrifterne. Så er det lidt lettere at finde rundt i det, jeg har skrevet.
Din mor har fortalt dig, at du har asperger. Er det mon en læge, psykolog eller psykiater, der har talt med dig, som har fortalt hende det?
Hvis det er det, så har du og din mor ret til forskellige former for hjælp og støtte i forbindelse med din diagnose. Det vil din læge eller en sagsbehandler i kommunen kunne fortælle dig/jer meget mere om.
Hvis din mor eller andre har fundet frem til, at du skulle have asperger ved f.eks. at læse bøger eller på nettet om det, så kan de desværre let komme til at tage fejl. Det er nemlig svært at stille den slags diagnoser. Det er svært for læger, psykologer og psykiatere. Og endnu sværere for andre.
Du kan genkende symptomerne på asperger fra dig selv. Uanset om det er en officiel diagnose, du har fået eller ej, så kan du genkende flere af symptomerne fra dig selv og dit liv.
Når man får en diagnose, så er det MEGET almindeligt at reagere ligesom dig. At man både bliver glad og meget lettet: ”For så er der endelig en forklaring på, hvorfor man har det, som man har det”. Og at man samtidig bliver bange og usikker: ”For hvad betyder det for mig at have den diagnose? Hvad kan der ske? Og hvad skal jeg gøre?”
Så din reaktion er helt normal.
Derfor tænker jeg også, at det er rigtig vigtigt, at du og din mor får talt med din læge, psykolog eller psykiater, der (måske) har givet dig diagnosen. Og får ham/hende til at fortælle mere om, hvad det betyder for dig at have asperger.
Alle der får en diagnose, har ret til information og hjælp til at lære at leve med diagnosen på en god måde.
Din læge vil også kunne oplyse dig og din mor om patientforeninger i nærheden af, hvor du bor. Der kan I bl.a. komme til at tale med andre, der lider af asperger. Mange oplever, at det er en utrolig god støtte og hjælp at tale med andre, der har det ligesom en selv. Din læge kan også fortælle om andre støtte- og oplysningsmuligheder. Hvis det ikke er en officiel diagnose, du har fået, så vil jeg foreslå dig og din mor at gå til din læge med mistanken.
For selvom dine symptomer kan være tegn på asperger, så kan de også skyldes andre ting. De kan f.eks. være en naturlig reaktion på alle de belastninger, du har været udsat for. Og så er det en anden slags hjælp og støtte, du har brug for. Og ret til at få.
Hvis du har en god læge, som du har tillid til, så har du måske lyst til at tage dit brev og svaret med og vise ham/hende det? Det kan være en god måde at begynde på en svær samtale.
Du er blevet udsat for voldsomme ting. At blive udsat for bl.a. mobning, seksuelle overgreb, vold, trusler og drabsforsøg er meget voldsomme ting. Og det er noget som let kan skabe f.eks.:
• Forskellige angstsygdomme og frygt • Problemer med at have relationer til andre • Problemer med at have tillid til andre • En trækken sig væk fra andre • Modstand mod smalltalk og andre ligegyldigheder • En vagtsomhed og iagttagelse af verden og andre mennesker • Manglende lyst til sex • Manglende evne til at sige fra og mærke egne grænser – også ens seksuelle grænser • En oplevelse af at være anderledes • Ufrivillige og negative tanker om fortiden og det der er sket
Så de ting du spørger om ift. at have manglende sexlyst, at have sex for at gøre andre glade, og at være plaget og optaget af fortiden; Det er alle HELT normale reaktioner på voldsomme og angstfyldte oplevelser.
Og som du også kan se, så ligner de også de symptomer, du genkender ift. asperger. Det er derfor, det er så svært at stille diagnoser. Både for fagfolk og alle andre.
Du kan få god støtte og hjælp. Mange der har oplevet ting, som dem du har oplevet, fortæller hvor svært det er at forstå symptomerne, og hvor bange og forvirrede det har gjort dem. Og de fortæller også, at det har været en utrolig lettelse, når de har opdaget, at de ikke er alene om at have det på den måde. At det er normale reaktioner.
Og heldigvis er det reaktioner, som man kan få hjælp til at bearbejde. Så de enten forsvinder, bliver mindre eller man finder en måde at håndtere dem på, så de ikke kommer til at styre ens liv fremover. Det tager selvfølgelig tid, og man har brug for hjælp. Også selvom man er en stærk og klog pige som dig.
Du kan også få hjælp, til at finde frem til den rette støtte og hjælp. Din læge kan hjælpe dig, med at finde frem til den rette hjælp. Han/hun ved hvilken hjælp f.eks. den psykologiske rådgivning tilbyder i din kommune. Eller om det er bedre med en henvisning til en psykiater eller psykolog.
Det kan også være, at du har mere lyst til, at vi på BørneTelefonen skal hjælpe dig med at finde den rette hjælp? Hvis du har lyst til det, så vil vi rigtig gerne hjælpe dig.
Hvis du ringer eller chatter med os, så kan du evt. oplyse dit brevs id-nummer. Du er stadig anonym, men du behøver ikke fortælle helt forfra.
Så kan vi fortælle dig mere om vores bisidderordning (en voksen herfra der kender dine rettigheder, og som kan hjælpe dig med møder på kommunen), og om nogle af de forskellige foreninger der måske kan være noget for dig at få råd og støtte fra. F.eks. rådgivning ift. følger efter seksuelle overgreb, vold, selvskade mm. De er rigtig dygtige indenfor hver deres felt.
Det er lidt lettere at tale om i telefonen eller på chatten, for der er flere forskellige problematikker, og du ved bedst selv, hvad der måske fylder mest lige nu.
Jeg håber, du har kunnet bruge mit svar til noget? Ellers husk at du altid kan ringe, chatte eller sms’se til os. Måske er det lettere, når man kan stille hinanden spørgsmål undervejs?
De allervarmeste tanker og håb til dig fra BørneTelefonen