Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Frygt og sygdom

Hej jeg er 17 år gammel og pige.

Jeg har et problem jeg har i det sidste år blevet indskrevet på børne unge psykiatriske hospital.

Jeg blev først indskrevet pågrund a stemmer i hovedet der fortalte mig onde ting fra min fortid og at jeg var selvskader.

Min mor fandt mig en aften i november sidste år så ned brudt at jeg var ved at skære mine håndled op. Hun var nød til at gå omkring 20 minutter og kom så tilbage. Jeg tror hun gik fordi hun så mig der hvor hun var for 12 år siden. Men det er ikke min pointe.

Min pointe er at jeg fandt ud af da jeg begyndte til psykolog at jeg lider a panikangst og Agorafobi men oveni det er jeg desværre osse paranoid fordi jeg har været udsat for mobning og skesuelleoverbreb i en periode.

Jeg er blevet truet meget på livet og er forsøgt dræbt to gange.

Det er ting jeg kan leve med men jeg har nu fået a vide a min mor at jeg måske har asperger syndrom

jeg ved ikke hvordan jeg skal takle det da det er en ting mere til at gøre mig anderledes. Men jeg har endelig forstået hvorfor jeg har svært ved at skabe kontakt med andre, og hvorfor jeg hader smalltalk og grunden til at jeg altid planlægger mine dage forinden.

Det har altid kommet naturligt at gøre og iaktage verden og menneskerne omkring mig jeg har aldrig følt en gund til at få venner.

Jo det er ensomt men hvad er meningen.
 
Og endelig har jeg forstået min manglende lyst til sex.
 
Jeg ved jeg er panseksuel men jeg tænker ikke på sex jeg har haft det før men det var ikke noget jeg havde lyst til men noget jeg gjorde fordi andre gjorde det og for at gøre min da værende kærste glad. Er det normalt?

Og er det normalt endelig at have fået svar men at man stadig er bange for at få diagnosen?

Er det normalt at man gennem lever de dårlige ting fra ens fortid?

Hjælp mig venligst!

Hilsen en meget fortvivlet pige (som måtte gentage hendes 1.år på en ny uddannelse efter en sådanne tur!)

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 17 år,
Mange tak for dit brev, og for din store tillid.
Du fortæller om mange utroligt svære ting, som du i løbet af dit liv er blevet udsat for. 
Og det er meget let at forstå, hvorfor du har reageret med selvskadende adfærd og har været plaget af minder og stemmer om det, du har været igennem.
Det første jeg tænker er, at du må virkelig være en utrolig stærk pige! 
For selvom du har lidt meget, og har været indlagt pga. de svære ting du har været igennem, så har du overskud til at skrive så klart et brev, som det du har skrevet til os. Du har også styrken til at insistere på at tage en uddannelse, selvom du har meget at slås med. 
I dit brev kan jeg se en styrke og en vilje, som ikke mange på 17 år har. Og dén styrke og vilje, er rigtig gode følgesvende at have i livet.
Jeg vil gøre mit bedste, når jeg svarer dig. Hvis du synes, det er lidt langt, så kik efter overskrifterne. Så er det lidt lettere at finde rundt i det, jeg har skrevet.
Din mor har fortalt dig, at du har asperger. Er det mon en læge, psykolog eller psykiater, der har talt med dig, som har fortalt hende det?
Hvis det er det, så har du og din mor ret til forskellige former for hjælp og støtte i forbindelse med din diagnose. Det vil din læge eller en sagsbehandler i kommunen kunne fortælle dig/jer meget mere om.
Hvis din mor eller andre har fundet frem til, at du skulle have asperger ved f.eks. at læse bøger eller på nettet om det, så kan de desværre let komme til at tage fejl. Det er nemlig svært at stille den slags diagnoser. Det er svært for læger, psykologer og psykiatere. Og endnu sværere for andre.
Du kan genkende symptomerne på asperger fra dig selv. Uanset om det er en officiel diagnose, du har fået eller ej, så kan du genkende flere af symptomerne fra dig selv og dit liv.
Når man får en diagnose, så er det MEGET almindeligt at reagere ligesom dig. At man både bliver glad og meget lettet: ”For så er der endelig en forklaring på, hvorfor man har det, som man har det”. Og at man samtidig bliver bange og usikker: ”For hvad betyder det for mig at have den diagnose? Hvad kan der ske? Og hvad skal jeg gøre?”
Så din reaktion er helt normal.
Derfor tænker jeg også, at det er rigtig vigtigt, at du og din mor får talt med din læge, psykolog eller psykiater, der (måske) har givet dig diagnosen. Og får ham/hende til at fortælle mere om, hvad det betyder for dig at have asperger.
Alle der får en diagnose, har ret til information og hjælp til at lære at leve med diagnosen på en god måde.
Din læge vil også kunne oplyse dig og din mor om patientforeninger i nærheden af, hvor du bor. Der kan I bl.a. komme til at tale med andre, der lider af asperger. Mange oplever, at det er en utrolig god støtte og hjælp at tale med andre, der har det ligesom en selv. Din læge kan også fortælle om andre støtte- og oplysningsmuligheder. Hvis det ikke er en officiel diagnose, du har fået, så vil jeg foreslå dig og din mor at gå til din læge med mistanken. 
For selvom dine symptomer kan være tegn på asperger, så kan de også skyldes andre ting. De kan f.eks. være en naturlig reaktion på alle de belastninger, du har været udsat for. Og så er det en anden slags hjælp og støtte, du har brug for. Og ret til at få.
Hvis du har en god læge, som du har tillid til, så har du måske lyst til at tage dit brev og svaret med og vise ham/hende det? Det kan være en god måde at begynde på en svær samtale.
Du er blevet udsat for voldsomme ting. At blive udsat for bl.a. mobning, seksuelle overgreb, vold, trusler og drabsforsøg er meget voldsomme ting. Og det er noget som let kan skabe f.eks.:
• Forskellige angstsygdomme og frygt • Problemer med at have relationer til andre • Problemer med at have tillid til andre • En trækken sig væk fra andre • Modstand mod smalltalk og andre ligegyldigheder • En vagtsomhed og iagttagelse af verden og andre mennesker • Manglende lyst til sex • Manglende evne til at sige fra og mærke egne grænser – også ens seksuelle grænser • En oplevelse af at være anderledes • Ufrivillige og negative tanker om fortiden og det der er sket
Så de ting du spørger om ift. at have manglende sexlyst, at have sex for at gøre andre glade, og at være plaget og optaget af fortiden; Det er alle HELT normale reaktioner på voldsomme og angstfyldte oplevelser.
Og som du også kan se, så ligner de også de symptomer, du genkender ift. asperger. Det er derfor, det er så svært at stille diagnoser. Både for fagfolk og alle andre.
Du kan få god støtte og hjælp. Mange der har oplevet ting, som dem du har oplevet, fortæller hvor svært det er at forstå symptomerne, og hvor bange og forvirrede det har gjort dem. Og de fortæller også, at det har været en utrolig lettelse, når de har opdaget, at de ikke er alene om at have det på den måde. At det er normale reaktioner.
Og heldigvis er det reaktioner, som man kan få hjælp til at bearbejde. Så de enten forsvinder, bliver mindre eller man finder en måde at håndtere dem på, så de ikke kommer til at styre ens liv fremover. Det tager selvfølgelig tid, og man har brug for hjælp. Også selvom man er en stærk og klog pige som dig.
Du kan også få hjælp, til at finde frem til den rette støtte og hjælp. Din læge kan hjælpe dig, med at finde frem til den rette hjælp. Han/hun ved hvilken hjælp f.eks. den psykologiske rådgivning tilbyder i din kommune. Eller om det er bedre med en henvisning til en psykiater eller psykolog.
Det kan også være, at du har mere lyst til, at vi på BørneTelefonen skal hjælpe dig med at finde den rette hjælp? Hvis du har lyst til det, så vil vi rigtig gerne hjælpe dig.
Hvis du ringer eller chatter med os, så kan du evt. oplyse dit brevs id-nummer. Du er stadig anonym, men du behøver ikke fortælle helt forfra.
Så kan vi fortælle dig mere om vores bisidderordning (en voksen herfra der kender dine rettigheder, og som kan hjælpe dig med møder på kommunen), og om nogle af de forskellige foreninger der måske kan være noget for dig at få råd og støtte fra. F.eks. rådgivning ift. følger efter seksuelle overgreb, vold, selvskade mm. De er rigtig dygtige indenfor hver deres felt.
Det er lidt lettere at tale om i telefonen eller på chatten, for der er flere forskellige problematikker, og du ved bedst selv, hvad der måske fylder mest lige nu.
Jeg håber, du har kunnet bruge mit svar til noget? Ellers husk at du altid kan ringe, chatte eller sms’se til os. Måske er det lettere, når man kan stille hinanden spørgsmål undervejs?
De allervarmeste tanker og håb til dig fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat