Er det angst og depression eller overreagerer jeg???
Hej bb.
Jeg har haft det rigtig godt den sidste måned. Ja. Det lyder underligt i mit hoved… Men det stoppede for en uge siden. Sådan helt pludseligt. Okay, lad mig forklare:
Jeg går i 9’ene klasse og skal snart til skriftlig eksamen. Jeg er meget god skriftlig så de prøver er intet problem, men dem i juni når vi skal have mundtlige eksamener gør mig utroligt bange. (jeg stinker også til fremlæggelser, falder nemlig hele tiden over ordene, går kold og glemmer hvad jeg var i gang med at sige osv.)
Jeg har gennem hele mit liv fået fortalt at jeg skulle tage mig sammen og sige noget mere i timerne, og jeg var i praktik sidste år i en boghandel hvor de sagde: “Hvis du skal ud i arbejdsmarkedet bliver du nødt til at snakke noget mere”.
Jeg har aldrig hørt en sætning værre end den. For andre er det måske ingenting, men du har ingen idé om hvor mange gange jeg har hørt den sætning.
Jeg er ikke dum, selvfølgelig ved jeg at man skal kommunikere med folk, men det gør det jo ikke nemmere bare fordi jeg ved det, vel?!?! Jeg kan blive så sur når folk siger sådan noget!
Det er ligesom at sige til en baby, at nu skal den se at komme igang med at løbe en tur, for ellers kommer den ikke i god form. Hvad kan babyen bruge det til? Ikke en dyt.
Istedet kan man lære den hvordan den skal gøre, lige så stille, men det virker ikke som om der er nogen voksne der ved at man først skal lære babyen det, før den kan gøre det. Undskyld, det gør mig bare rasende…
Men de eksamener gør mig i hvert fald mega nervøs og bange.
I skolen flyttede alle mine venner skole da jeg begyndte i 7’ene og siden da har jeg været uden venner. Det er fint nok, men det bliver lidt ensomt i skolen. Selv når jeg får venner, ender jeg altid med at skubbe dem væk, så jeg gider egentlig ikke engang at prøve mere…
I gymnastik er jeg endelig begyndt at tage mit gym tøj med og være med i timerne, men mine lærer virker som om de er blinde! Når jeg prøver, siger de at jeg ikke gør det godt nok og så mister jeg bare modet med det samme. Så giver det da sig selv at jeg ikke gider at være med hvis jeg alligevel ikke får credit for det!
Ja. Hvorfor skriver jeg al det her? Når ja, fordi jeg har fået nok. Skolen gør mig mega bange, for det er kun babylivet af det liv der ligger foran mig og hvis jeg ikke engang kan klare den, så er jeg på spanden. Jeg er bange for fremtiden hele tiden.
Jeg ser meget YouTube for at få mine tanker andre steder hen, men i mit baghoved tænker jeg: åh nej. Hvordan skal jeg kunne komme igennem dagen i morgen? Hvordan skal jeg kunne finde ud af hvad jeg vil være? Hvordan klarer jeg mig nogensinde når jeg får et arbejde? Møder jeg nogensinde en person som jeg kan være fuldstændig mig selv i nærheden af? Osv.
Jeg er tit trist, stresset selvom jeg ingen lektier har, bange for fremtiden, for mennesker, for at skulle få ansvar, osv.
Jeg har haft det sådan i et par år nu og har tænkt på at sige det til mine forældre. At spørge dem om jeg kan blive tjekket for angst og depression, for hver dag oplever jeg at jeg føler jeg ikke kan overskue dagen. At jeg ikke kommer levende igennem den.
(Jeg tror også at jeg har haft et angst anfald, men jeg vil ikke tage for hastede konklusioner. Jeg oplever nemlig tit, at når en situation som jeg er bange for, rent faktisk sker, så begynder jeg at få ekstrem kvalme, ryster vildt meget, får hjertebanken, fryser som en gal og bliver svimmel så det føles gulvet er over alt. Er det et angst anfald?)
For et par måneder siden opdagede jeg det her band der hedder BTS (Det er et K-pop band) og er nu en ARMY (deres fans hedder army). De har kampagnen Love Yourself og deres sange er virkelig gode til at gøre mig glad, men det virker ikke rigtig på længere sigt. I en måned har jeg været okay, men selv der har jeg inderst inde ikke rigtig haft det godt.
Når, men jeg har tænkt mig at spørge mine forældre om jeg kan blive tjekket for angst og depression, men jeg er bare SÅ BANGE for at det er falsk alarm. Det vil være mega pinligt hvis jeg finder ud af at det bare er teenage hormoner eller et eller andet. At jeg overreagerer. Derfor har jeg ikke sagt det endnu…
Det er meget kladde agtigt skrevet, undskyld for det. Jeg ved ikke om det jeg har skrevet er til at finde hoved og hale i, men jeg håber det giver mening. Normalt skriver jeg ikke sådan, men jeg er så frustreret at jeg ikke kan holde mine tanker på plads.
Hvis du ikke har gættet det, så vil jeg lige sige at jeg er en meget genert, stille, bogelskende og tegne glad pige, men jeg har mistet interessen for alt for tiden. Der er meget jeg ikke har skrevet i brevet, men jeg startede faktisk brevet med tanken om at skrive, om jeg overreagerer?
Jeg synes brevet er skrevet meget dårligt, men det handler mest om at jeg føler jeg har brug for hjælp. Hjælp til at få det godt.
Jeg har det virkelig forfærdeligt med andre mennesker, og jeg bliver ved med at få de her ture hvor jeg føler mig fuldstændig død inden i.
Jeg kan ikke græde, selvom jeg kan mærke en hel storm inden i. Åhh jeg bliver bare ved med at skrive, var? Jeg føler overhovedet ikke at jeg har skrevet det her særlig godt…
(PS. Jeg glemte at skrive at mine forældre er skilte. Min papmor er i hvert fald også en af grundene til mit meget lave selvværd. Hun pointerer hele tiden mine fejl. HELE TIDEN. Ha. Undskyld, nu skal jeg nok ende brevet…)
Hilsen en frustreret pige.
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Hør andre børns Historier
På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.