Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Deprimeret mor

Kære BørneBrevkassen,
Min mor er altid sur, og når hun så ikke er sur, er hun trist og ligger sig i sengen hele dagen. Hun har været til lægen flere gange, men hun siger bare at alt er fint, og derfor tror lægen på hende. Hun har været på lykkepiller, men det stoppede hun med igen.

Jeg bliver enormt ked af det, når jeg skal høre på hvordan hun skælder min far ud over at der ikke er rent. Det er mest manglen på rengøring og at det roder, der gør hende sur. Vi kan ikke snakke sammen ordentligt, fordi vi altid kommer op og skændes. Jeg savner at have en glad mor .. Min far bliver nemlig samtidig stresset over alt det min mor kræver, og render derfor rundt og gør rent.

Jeg prøver virkelig at hjælpe, men det er ikke særlig opmuntrende, når jeg alligevel får skældt ud af min mor. Min far er i forvejen syg, og derfor har jeg enorm skyldfølelse. Mine søstre på 19 og 23 synes også det er et problem. På grund af min mor kommer min ældste søster næsten aldrig hjem, så jeg ser hende ikke så tit.

Jeg føler ikke jeg har nogen at snakke med det her om, da kommunikation altid har været noget vi har været dårlig til i vores familie. Jeg kan bare heller ikke snakke med mine veninder om det, da de ikke ved noget om hvad man skal gøre.. Jeg gider ikke være trist længere ..

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14
Tak for dit brev. Hvor er det godt, du har fundet på at skrive til os, for jeg kan godt forstå, at det ikke altid er så nemt med en mor, som er ked af det og ligger i sengen det meste af tiden. Jeg kan også godt forstå, at du ville ønske, hun blev glad igen, og at hun og din far ikke skulle skændes om rengøringen.

Du fortæller, at du får skyldfølelse over det, og så får jeg lyst til at sige til dig, at det bestemt ikke er din skyld. Det er altid de voksnes eget ansvar, hvordan de har det, og det er jo faktisk deres opgave at skabe en god stemning i hjemmet. Men når de begge er ramt af sygdom, er det bare ikke så let for dem.
Det er helt forståeligt, at du trænger til at snakke med nogen om din situation derhjemme; og jeg tænker det vil være rigtig godt, hvis du kan få gjort det! Det er ikke så nemt, når I ikke snakker så godt sammen i familien. Jeg tænker på, om du mon heller ikke kan snakke med dine søstre om det..? De kender jo også til, hvordan det er at være barn i din familie og da de begge er voksne, kan de måske også sørge for at hjælpe dig med at få noget hjælp udefra til hele familien..?
Jeg tænker nemlig også på, at det nok kunne være godt for dig og din familie, hvis I fik hjælp til at få det bedre alle sammen. Måske vil en socialrådgiver fra kommunen kunne hjælpe jer med det. Jeg tror, det vil være godt, hvis nogen kunne hjælpe dig med at komme til at snakke med en socialrådgiver. Alle mennesker har en sagsbehandler i kommunen.

Hvis du har et godt forhold til din lærer, kunne du måske også snakke med hende eller ham om, at du har brug for hjælp..? Du kan også gå til skolens sundhedsplejerske. Hvis du ikke har mod på eller lyst til nogen af delene, må du også gerne ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en rådgiver. Rådgiveren kan hjælpe dig med at få en bisidder, som er en voksen der arbejder for Børns Vilkår. En bisisser kan bl.a. tage med dig på kommunen og snakke med din sagsbehandler, hvis du har brug for det.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat