Depression?

Hej
jeg er en pige på 15, november 16. Det her stået på i det par år nu, to måske tre. (jeg håber vikelig mit brev bliver besvaret) Jeg ved ikke helt hvordan eller hvorfor jeg startede på det, men jeg startede med at gøre mig selv ondt. Min mor og hendes ex gik fra hinanden, ikke at der var noget galt i det. Jeg brød mig ikke så meget om ham. God knows why.

Jeg selv har været skilsmissebarn siden jeg var to, og det rør mig ikke. Men jeg har utrolig dårlig selvtillid, jeg er aldrig blevet mobbet (ikke mere end hvad “normalt” er). Jeg er for fed. 165 og 54 kg. Hader hvordan jeg ser ud, min intelligens, ALT. Og det bliver jo kun bekræftet når man lige får kasted den i hoved “Du er dum.” Om det er ironi eller ej.

Min (halv) lillebror blev diagnoseret med epilepsi i sommers, min højt elskede farmor døde i oktober, dagen for min mors fødselsdag. Men jeg statede på at gøre mig selv ondt pga. det ligsom løsnede op. Jeg glemte jeg var dum og grim. Og så kun smerten.

Jeg havde været vild med denne her helt ualmindlig dejlige dreng i et par måneder, og ligså var min bedste veninde, og jeg besluttede mig for at hun kunne får ham (by the way hun havde en kæreste -langdistance forhold) hun holde i hånden med ham fyren vi begge kunne lide og jeg var knust. Og skuffet. Og overlod ham derfor til hende. Men jeg tænker stadig på ham efter 3 år! Jeg gjorde mig selv ond ved at nive, bide, brande, skære, piske, og slå mig selv. Så hvor lang tid jeg kunne holde min arm på det brændene amatur på badeværelset.

Talte sekunderne. Men det min veninde gjorde skabte et kæmpe brud i min tillid til hende. Men jeg fortalte hende hvad jeg gjorde mod mig selv, og hun overbeviste mig om at gå til en psykolog. Ok. Hende fortalte jeg ALT til, og hun syntes åbenbart at mine forældre også skulle vide det, efter ET fucking besøg! Jeg svor jeg aldrig ville gå der hen igen, for så ville min mor måske få det at vide. Alt det der bare ikke måtte ske. Ikke nok med at jeg gjorde mig selv ondt, men nu gjorde jeg sku også min mor ondt.

Jeg er så dum! Jeg tog en “kold tyrker” som man siger, og stoppede med at gøre det jeg nu gjorde.Og et begyndte faktisk at gå bedre, langsom men bedre. Og nogle gange var jeg i tvivl. For jeg kunne ikke mærke ulykken længere, men jeg kunne bestemt heller ikke mærke noget der ligner lykke.

Men efter det med min lillebrors sygdom og min farmors død, er det bare gået ned af bakke. Jeg kan ikke fortælle det til nogen, for man kan sku ikke stole på en skid af hva’ folk siger. Og alt er bare gråt. Mine karktere ligger på omkrig 4.5…Jeg har taget mere på. Og alt er bare røv og nøgler.

Jeg har aldrig kysset en dreng. Og jeg tror min far er alkoholiker. Jeg kan ikke lide at være hos ham. Der er uhygiegnisk. Men han siger at alt snart skal laves om. Nye møbler og sådan. Så okay. Men jeg har det som om jeg er igen ting. Jeg kan hverken grine eller græde. Jeg er bare kold. Og så her i aftes, sad jeg med en elastik om håndledet, og jeg slog lidt imod. Og igen og igen og igen. Og det føltes bare SÅ godt!
 
Men hvad skal jeg gøre?? Gå til psykolog? Fandenedme nej! Har jeg en deprission? Skal jeg søge læge?