Børnegigt

Kære du

Tusind tak for dit brev. Jeg er ked af at læse, at du har børnegigt, og jeg kan godt forstå, at det ikke er rart, når andre ikke forstår, hvor ondt det gør.

Jeg tænker, at det kan være, at både dine klassekammerater og din lærer måske ikke ved så meget om, hvad børnegigt egentlig er. Det virker på dit brev som om, de ikke ved, at det faktisk er svært for dig at cykle langt, at deltage i idræt, at du får og har ondt, og at du bliver nødt til at tage på hospitalet en gang imellem, men at det bestemt ikke er pjæk!

Måske kunne det være en ide, at du og din mor fortalte din lærer og klassen om, hvad det betyder at have børnegigt? Det kan også være, I kan få en fra hospitalet til at komme ud i klassen og fortælle om det? Så ved de lidt mere om, hvad du kan og ikke kan, og hvordan der skal tages hensyn til dig.

Jeg kan i hvert fald godt forstå, at du bliver rigtig ked af det, når du får kommentarer omkring, at du spiller på det og pjækker, og jeg tænker det er vigtigt, at du får hjælp til at stoppe de kommentarer, og måske mere viden til dine kammerater kan være en måde at stoppe det på. Ellers kan din mor måske hjælpe dig med at tale med din lærer om, at du bliver meget ked af de kommentarer, og at det er nødvendigt at tage lidt ekstra hensyn til dig en gang i mellem?

Jeg håber du vil være lige så modig, som du har været, da du skrev det her brev - og søge hjælp hos enten din mor, din klasselærer eller de professionelle på hospitalet... Er det ikke umiddelbart veje, du har lyst til at gå, er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller logge på UngeChatten. Måske du her kan finde andre råd til, hvordan du kan få den hjælp, du har brug for.

Med venlig hilsen
BørneBrevkassen