Kære pige på 11 år
Tak for dit brev. Det er sådan, at man ikke ud fra et brev kan se, om nogen har autisme (eller andre diagnoser), så derfor kan jeg ikke svare dig så klart, som du sikkert ville ønske dig det...
Alligevel håber jeg, mit svar kan være dig til hjælp, for jeg fornemmer, du har brug for at finde ud af, om du har ret i din teori om, at du har autisme.
Det lyder som om, at du og din mor på en eller anden måde har snakket om det? I hvert fald har du fået en fornemmelse af, at din mor mener, du er bagud i forhold til andre børn på din alder? Men det er lidt uklart for mig, om du synes, din mor er god at snakke med om de her ting..?
Hvis hun er det, så vil jeg foreslå dig, at du enten viser hende dit brev (evt. sammen med svaret fra BørneBrevkassen) eller fortæller hende, at du går og tænker på, om du mon har autisme... Hvis din mor kender til din bekymring, kan hun måske også bedre forstå, hvorfor du nogle gange bliver vred, og så kan hun hjælpe med at finde ud af, om I skal gå til lægen sammen. Det er nemlig sådan, at det er lægerne, der kan stille diagnoser, (din almindelige læge vil nok heller ikke kunne afgøre, om du har autisme, men han/ hun vil vide, hvem der kan finde ud af det.)
Hvis ikke du synes, du kan snakke med mor om det, så overvej om der kunne være en anden voksen, du kan betro dig til... Nu er det jo sommerferie, og derfor kan du nok ikke få fat i lærerne eller andre voksne på skolen i et godt stykke tid. Men måske er der en anden fra familien, eller måske kunne du bruge BørneTelefonen (tel:116 111) hvis du har brug for at tale med en voksen om dine tanker? (Det er gratis, og du er helt anonym.)
Til sidst har jeg lyst til at sige til dig, at autisme dækker over mange forskellige ting, og at personer med autisme er lige så forskellige som alle andre mennesker er det. Nu ved vi jo ikke, om du har ret i din teori eller ej, men uanset hvad, så er du jo stadig dig - med alle de tanker og følelser, som du altid har haft.
Jeg håber, du kunne bruge svaret, selvom jeg ikke var i stand til at svare dig direkte på det, du spurgte om.
Mange kærlige hilsner fra BørneBrevkassen