Angst?
Hej, jeg er en pige på 16 og er meget i tvivl om mine tanker og humørsvingninger er normale.
Jeg har gået til et forløb der skulle hjælpe mig med min angst. Jeg var sammen med omkring 4 andre unge som også har det, men allerede 2. Gang jeg var der, kunne jeg godt mærke at jeg slet ikke havde det ligeså slemt som dem. Nu er jeg færdig med forløbet, men min mor er begyndt at sige jeg ikke har angst (altså at jeg ikke har nogen rigtig diagnose).
Jeg har taget et sygt stort spring her forleden – for jeg har været til min første jobsamtale, og jeg har nu været på arbejde 3 gange (indtil videre).
Min mor siger hele tiden at jeg ikke har nogen diagnose, men alligevel på vej til arbejde har jeg lyst til at græde og vende om, fordi jeg bare ikke kan overskue det.
Min mor nævner også at det bare er fordi jeg har været i et hårdt miljø (Jeg har ikke haft de bedste veninder, men er heldigvis kommet ud af det nu) og at det bare er derfor jeg har følt mig presset.
Min angst har været så hård at jeg ikke har turde gå i et supermarked alene. – Forløbet jeg har været til har hjulpet mig så jeg nu er endt med at arbejde der.
Jeg har dage hvor jeg kun ligger i min seng og har lyst til at græde, bare fordi jeg ikke kan overskue at se hverdagen i øjnene.Jeg har ikke kunnet overskue at kommunikere med nogen, eller bare gå ud fra mit værelse.
Jeg ligger og overtænker alverdens ting. Jeg har været igennem virkelig virkelig meget i en ung alder, men det er en meget længere historie. – Jeg har aldrig rigtig gidet snakke med nogen om mine tanker og følelser. Bl.a. fordi jeg havde en veninde der sagde at hun ikke gad være sammen med mig længere, fordi jeg snakkede for meget om min far, som havde kræft.
Jeg er blevet en del hurtigere moden end mine andre veninder, og af den grund er jeg vokset fra dem. Det har virkelig ikke behandlet mig godt. – Selvom jeg blev ramt af en depression som 13-årig, så var de der aldrig.
Da jeg var til min første psykolog, havde jeg ikke meget mod på at sige noget de første par gange, og hun endte med at sige “Jamen så er det jo også håbløst at hjælpe dig, hvis du ikke siger noget”.
Så jeg har efterhånden bare stoppet med at snakke om det der går mig på.
Så for at komme til en konklusion:
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af hensyn til min angst. Har min mor ret i det med at jeg ikke har angst, eller skal jeg lytte til de to psykologer som siger at jeg har? – og hvad skal jeg gøre ved det?
Jeg har lyst til at snakke med en om mine tanker, følelser og problemer, men alligevel vil jeg slet ikke snakke med nogen.
Jeg er bange for det har en ændring på min fremtid.
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Hør andre børns Historier
På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
