Brev

stress, depression og angst

Jeg er en pige på 14 år og har i noget tid haft det ret svært. Jeg har stress, angst og en depression hvilket er ret meget nedtur, nogen gange om morgen har jeg ret svært med at tage i skole og ved ikke hvordan jeg kommer ud af døren inden jeg begynder at græde og nogen gange har jeg ikke lyst at gå ind på skolen. hvad skal jeg gør ?

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig!

Hvor er det godt, du skriver herind og fortæller hvordan du har det. Jeg vil gøre alt for at hjælpe dig.

Jeg kan høre, at du har haft det svært i et stykke tid. Du fortæller du har stress, angst og depression, det lyder ikke rart.

Du fortæller også du græder og du ikke har lyst til at gå ind på skolen. Sådan skal du selvfølgelig ikke have det. Godt du skriver.

De ting som du beskriver, kan du ikke løse selv – og derfor forstår jeg også godt, at du somme tider ikke kan komme ud ad døren og over i skolen, hvis du står alene med det.

Jeg forestiller mig, at du nogle gange rammes af en følelse af uoverskuelighed. Er det mon sådan du har det?

Måske du føler, at du har mange ting at se til. Meget du skal nå, som er svært fordi du bærer på tunge tanker oveni. Er det mon rigtigt? Der er mange ting, som jeg gerne ville spørge dig om. Fx Hvor oplever du angst henne? Er der noget du tænker specielt på? Men også, hvordan det går i skolen og din veninder?

Alle de spørgsmål kan jeg ikke stille dig. Men jeg tror det er vigtigt, at du får talt med nogen om flere af disse ting.

Jeg bliver nysgerrig på de diagnoser, du beskriver. Mon du selv har søgt og fundet ud af, at det måske er sådan du har det? Eller har en professionel – fx en læge eller psykolog mon fortalt dig, at du havde disse diagnoser?

Jeg spørger fordi, at det er vigtigt at få professionel hjælp, hvis man oplever symptomer på både stress, angst og depression. Derfor er det også rigtig vigtigt, at du får talt med en læge eller psykolog, hvis du ikke gør det i forvejen.

Tror du, at du kunne fortælle dine forældre, hvordan du har det? Så kunne I måske sammen besøge din læge og tale om, hvordan du kan få det bedre?

Måske det føles rarere at tale med en lærer eller pædagog, du føler dig tryg ved? Nogle gange oplever unge mennesker, at de har svært ved at komme i skole. Det har dine lærere helt sikkert prøvet før. Dine lærere kan hjælpe dig, hvis de ved, hvordan du har det.

Du kan også tage et kig på denne side, hvis det er svært at få sagt. Her har vi samlet nogle gode råd til, hvordan man fortælle svære ting til andre.

Somme tider skriver børn og unge til os, fordi de føler de ikke har andre at tale med om det. Så kan det være rart at vide, at der også er andre, der kan hjælpe.

Din kommune skal hjælpe børn, der ikke har det godt og som har svært ved at komme i skole. Jeg kan ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og lyttet til, så du kan få det godt.

Hvis du ønsker at få hjælp af den vej, kan du også få en bisidder fra BørneTelefonen. En bisidder fra BørneTelefonen er en voksen, som kan gå med dig til møder i kommunen, når du skal fortælle om, hvordan du har det.

Bisidderen kan gå med dig for at støtte dig og hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige. En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har.

Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært, med at få den hjælp de har brug for. Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116111.

Hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe til direkte Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning.

Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen

Jeg håber du kunne bruge mit svar. Det er så vigtigt, at du får hjælp og støtte til de svære ting i dit liv. Forhåbentlig har mit svar hjulpet dig med at se, at du gerne må bede om hjælp. Du har nemlig ret til at få hjælp, når tingene er svære.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kærlig hilsen BørneTelefonen.

 

 

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat