Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Stress?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Du

Først og fremmest: Tak fordi du skriver til BørneTelefonen. Det kan godt være svært at åbne op og fortælle om svære ting, men du har taget det første skridt, og det er rigtig godt gået af dig!

Du skriver at du er meget nervøs, har sommerfugle i maven og svært ved at koncentrere dig. Det lyder ikke rart. Og det er heller ikke noget man skal ignorere, når det har stået på i flere måneder, sådan som du fortæller det. Stress kan vise sig på mange måder, og det behøver ikke nødvendigvis have noget at gøre med, at have travlt (men det kan godt have det).

Stress er når vi igennem en længere periode bliver udsat for mere og mere pres. Det kan være i skolen, på arbejdet eller derhjemme. At være stresset i en kortere periode er ikke farligt, men står det på igennem længere tid, vil der begynde at komme syptomer, som du også beskriver det: Dårlig søvn, glemsomhed, kort lunte og flere andre ting.

Jeg kan ikke give dig et præcist svar på om du har stress eller ej, men måske kan det være en hjælp at skrive en stress-dagbog igennem nogle uger. Hvornår er det værst, hvornår er det bedst? Er der nogle særlige situationer, der “tricker” dig? Glemmer du det helt nogen gange?

Måske kan du så efter noget tid se, om der er et mønster i det? Det kan også være du opdager, at der er nogle bestemte ting, der kan få følelsen af stress til at lette? At lytte til musik, gå en tur, bage en kage eller noget helt andet.

Du nævner også angst og PTSD, og at du har været udsat for noget meget traumatisk. Det er svært for mig at sige, om du har nogen af de diagnoser, men jeg ved, at har vi været udsat for noget traumatisk, kan det let dukke op til overfladen flere år efter. Særligt hvis vi ikke har fået snakket om det og bearbejdet det. Det ved jeg ikke om du har?

Dine lærere har foreslået dig, at I tager en snak, og selvom det måske godt kan føles akavet, tænker jeg det vil være godt for dig, at tage imod tilbuddet. Så kan de forhåbentlig hjælpe dig videre. Og ellers håber jeg du har andre gode voksne omkring dig, som du kan tale med; Dine forældre, sundhedsplejersken på skolen, eller måske din læge? Har du mod på det, kan du jo vise dem dit brev og mit svar.

Her er ideer til, hvordan du kan starte en samtale om noget, der føles rigtigt svært:https://bornetelefonen.dk/fortael-noget-svaert/

Jeg håber du kan bruge mit svar og ellers er du altid velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat