Stress
Hej
Jeg er en pige på 17år.
De sidste to år har jeg været meget stresset og trist. Jeg føler ikke længere nogen glæde ved noget. Jeg kan faktisk ikke nævne en eneste ting der gør mig rigtigt glad. Jeg har venner og familie omkring mig, men jeg bruger alt tid på at tænke og er derfor aldrig tilstede i øjeblikket.
Jeg er en introvert pige, men jeg vælger at kompensere for det, og jeg tager stort set altid ud alle dage i weekenden og laver noget med vennerne, selvom, jeg ikke har lyst.
Jeg føler mig tit overvældet, når jeg er i skole, fordi der er mange mennesker at tage stilling til, og jeg ofte formår at overtænke alle situationer og eventuelle tanker, de kunne have om mig. Desuden er den veninde jeg var tættest med i skolen ved at skifte, så jeg føler mig usikker på fremtiden.
Jeg tænker i virkeligheden det sundt for mig at hun skifter, fordi jeg også længe har overtænkt alt, hvad hun bar sagt og gjort, og det har gjort mig usikker på, hvor jeg havde hende. Hun har haft en længere periode, hvor hun også har været meget trist, og det har kun gjort min usikkerhed på hende større.
Jeg har gået rundt med denne overtænkning og konstante stress i 2 år, og det har resulteret i en følelse af total ligegyldighed. Jeg føler mig ligegyldig overfor andre mennesker altid.
Jeg har i en lang periode brugt medlidenhed som redskab til at føle mig set. Så jeg har eksempelvis givet til udtryk, hvor trist/stresset jeg var, for at få opmærksomhed og opnå en følelse af at blive værdsat og elsket. Dette har specielt været overfor mine venner.
Jeg er dog meget hurtigt kommet tik den konklusion, at det ikke er særlig smart, fordi der er begyndt at blive et personlighedstræk for andre folk omkring mig. Altså jeg er blevet “hende den triste”. Jeg har prøvet at omvende dette, ved at snakke mindre om mine følelser og stress, men det er virkelig svært at vende, da jeg stadig har følelsen af ligegyldighed.
Jeg føler at tingene er ved at blive for mange, og jeg er meget i tvivl om, hvad jeg kan gøre ved min stress og (formentlig) depression.
Jeg har gået til psykolog i nogle måneder, og det virker en smule, men jeg kan ikke undgå at føle livet er ret håbløst, når intet rigtig gør mig glad.
