Kære 13-årige dig
Hvor er det godt, at du skriver ind til BørneTelefonen med dine tanker om at skulle være social. Når jeg læser dit brev, så kan jeg sagtens læse, at det er noget, som fylder rigtig meget hos dig. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig videre med dine tanker.
Det er rigtig hårdt at være barn/ung, når det hele er lukket ned. Vi kan få mange blandede følelser under nedlukningen. Måske at du både synes, at det kan være rart men samtidig også ret svært?
Jeg spørger nemlig, fordi jeg ved fra min erfaring fra BørneTelefonen at mange unge både kan føle, det kan være rart med fred og ro, men at det også pludselig kan virke klaustrofobisk og ensomt.
De følelser du beskriver; usikkerhed, pres, ked af det hed er nogle meget naturlige følelser at få, når vi på den her måde er blevet tvunget til at isolere os fra hinanden. Vi kan også blive ramt af træthed og en lyst til bare at putte os under dynen og aldrig rejse os igen. Mon du også kan have det sådan?
Jeg fortæller dig det, fordi det kan være rart at vide, at den måde du har det på, er helt almindeligt. Det er noget, som mange oplever lige nu. Nedlukningen har også varet længe efterhånden, så vi kan særligt begynde at mærke det nu.
Hvordan mon du har lavet aftaler under den lange nedlukning? Det er nemlig, fordi det kan være rigtig rart at have nogle små sociale aftaler indimellem. Hvis vi ikke får set så mange mennesker over længere tid, så kan det pludselig føles helt uoverskueligt at skulle ses med nogen igen overhovedet. Giver det mening?
Hvis du prøver at øve dig på at se fx to veninder om ugen, så kommer du langsomt i gang igen, og det bliver ikke for overvældende at komme tilbage til din klasse igen. Det kan fx være små aftaler såsom gåaftaler eller FaceTime. Det kan være, at I kan se en film sammen over FaceTime eller lign.
Det kan være rigtig hårdt, hvis man føler at ens forældre presser en. Især når det måske sker de dage, hvor man virkelig bare ikke har lyst.
Nu ved jeg ikke, hvordan dit forhold er til dine forældre. Men nogle gange kan man øve sig på at sætte ord på de lidt tungere følelser. Man kan starte med fx at sige; “Jeg synes faktisk, at det er lidt svært det hele med venner.”
På den måde kan det være, dine forældre vil spørge lidt nærmere ind til dine tanker om det. Kunne du mon have mod på det?
Jeg tænker i hvert fald, det kan være en god ting, hvis du er helt ærlig overfor dine forældre. Forklar dem, hvorfor du simpelthen ikke har energi til at se så mange, men at du virkelig prøver. Sig fx.; “Jeg kan mærke, at nedlukningen har gjort mig ked af det, og jeg har fået svært ved at overskue at se venner. Jeg gør, hvad jeg kan. Det må I stole på.”
Har du mon nogle gode venner eller veninder, som du har holdt fast i under nedlukningen? Mon I har snakket om, at det hele er lidt underligt? Måske at du vil opleve at, hvis I snakker om det, så har de andre piger det på nøjagtig samme måde.
De synes måske også, det er svært at finde balancen imellem at være social og være sig selv.
Hvis du har mod på det, kan du også foreslå din lærer, at der bliver snakket om Corona og isolation i en klassens time online, eller når I kommer tilbage til skolen – for det har været mærkeligt for alle på mange måder.
Jeg ved godt, at det hele lige nu føles underligt unormalt. Men jeg håber og tror, at du nok skal finde roen i det hele igen.
Det første skridt er, at du har skrevet til os. Nu står du foran andet skridt, som kan være at åbne op overfor dine forældre og snakke med dine veninder.
Du er evigt velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen med stort og småt. Vi vil altid gerne lytte og hjælpe videre.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
