mulig intelligent, aspergers og efterskole

Hej

Ja, overskriften syntes jeg altså, skulle have flere overskrifter.

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, og hvor slutningen er, ej heller hvordan jeg får skrevet, hvad jeg ville, uden jeg bagefter føler, at der var noget jeg manglede.

Jeg har egentlig aldrig følt jeg passede ind hos andre, og har heller aldrig haft mange venner. Jeg ender altid ude i siden, og finder altid på – ikke sande- dog troværdige undskyldninger for, at jeg ikke behøves være der.

Så gruppearbejde, projektarbejde (med gruppearbejde), samarbejdsøvelser og store forsamlinger, kan altså få mig til at løbe skrigende væk. Dog klare jeg mig godt på den skriftlige front, hvor jeg arbejder individuelt.

Jeg har dengang jeg var cirka 11 eller 12, sat og taget Mensas for sjov IQ test, en regnende søndag. Jeg endte med at få 130, men jeg troede det var inden for normalen, fordi jeg aldrig så kurven over fordelingen af IQ gennemsnitligt.

nu stoler jeg ikke på resultatet, fordi testen udelukkende er baseret på figurer, og man kan jo godt være dårlig til figurer, men være ekstremt dygtig inden for sprog, matematik eller måske være musisk intelligent, og kunne få hurtige nye og originale ideer.

Da jeg nogle år senere sidder i min dybt kedelige klasse, hvor jeg absolut ikke passede ind, og jeg hørte nogle andre var i gang med, at tage selv samme test, som jeg tog få år tideligere, lytter jeg jo selvfølgelig med.

Alle ni personer fik 100 eller deromkring, hvilket jeg nu ved, er normalområdet. Jeg blev virkelig overrasket, da jeg altid har haft følelsen af at jeg er virkelig dum, og alle er bedre end mig. Især når jeg indser, hvor meget jeg ikke ved.

Jeg har det bare sådan, at dumme mennesker tror de er kloge.(Dunning Kruger effekten)

Men er jeg klog, fordi jeg føler mig dum, eller er jeg dum fordi jeg tror jeg muligvis er klog alligevel?

Nu skal det siges jeg har været væk fra skole i lange perioder, fordi jeg havde det meget skidt med mange mennesker, og endte ude i en depression og stress.

Jeg bekymre mig for meget, og tanker er utroligt svære at styre. Jeg kan tit og ofte have flere tanker på én gang, hvilket er utroligt forstyrrende.

I mange år i træk – kan ikke huske hvor længe – har jeg ALTID haft en sang på hjernen. Faktisk jeg spille den helt igennem i mit hoved, og kan oven i købet selv bestemme, hvad jeg ville “lytte” til, jeg kan altså skifte selve nummeret i hovedet. Oven i musikken svirre en masse tanker konstant, og bliver afløst af den ene tanke efter hinanden.

Det er lidt som at samle et puslespil, men man ved ikke hvad det færdige billede er – altså svaret på mine spørgsmål og tanker – men det endelige billede syntes altid at skifte, inden man får alle brikkerne på plads. Ellers når man kun at samle rammen, men alle brikkerne inden i mangler, og man kan igen ikke se det egentlige billede.

Tankerne kan være lige fra normale bekymringer, som venskaber og sociale sammenhæng, til hvordan tid og rum hænger sammen. Især det sidste optager mig meget, dog er det for komplekst til at jeg kan forstå det.

Jeg læser også meget om det, og tænker ikke det er helt normalt for en 15 årig, imens alle andre sidder og shopper tøj, bagtaler andre med deres veninde, eller høre musik mens de råber til hinanden.

Jeg kan godt lade som om, at jeg er normal, men det er sku svært at holde den i længden, og til sidst fornemmer folk også, at jeg ikke er så normal, som jeg prøver at give mig ud for.

Generelt ville jeg gerne falde ind i mønstret på tapetet, og ikke vække for meget opsigt, da jeg bliver lidt nervøs af det, og det er bare ikke mig at være centrum. Spørg ikke hvorfor jeg har det sådan eller hvad jeg kan gøre ved det, sådan er det bare

Nu har min bror selv en mild form for Aspergers. Slå det op på google, ellers bliver mit brev for langt, hvilket det i forvejen er, og det bliver kun endnu længere. Jeg tror bare ikke diagnosen ville passe på mig, selvom min storebror og jeg egentlig har haft de samme problemer. Alligevel har mig og mine forældre bestilt en tid hos lægen, så vi forhåbentlig kan få en henvisning.

Nu startede jeg på efterskole efter sommerferien, men syntes ikke helt det er mig. Jeg sover generelt dårligt, og ender ofte med kun at sove 2-3 timer pr. nat i en uge. Derfor er jeg også altid hjemme i weekenden, for at kunne lade mig selv op. derhjemme sover jeg fint. der er bare for meget larm til at jeg kan holde det ud. Jeg sover på et 4 mands værelse, og det er bare for meget. Der er for mange mennesker og for mange oplevelser, til hvad jeg kan kapere.

Men enhver ville forhåbentlig også kunne sætte sig ind i, at man ikke kan fungere ordenligt hvis man ikke sover godt, tænker og grubler konstant i højt tempo og der samtidig ikke er ro omkring en.

Vi er stadig i gang med at snakke med skolen omkring mine problemer, men syntes ikke rigtigt der er nogen løsning. Har også snakket med mange lærere, men de kan åbenbart ikke finde ud af at hjælpe mig, eller snakke sammen indbyrdes. Nu har jeg været hjemme fra skolen i en halv uge af gangen, de sidste to uger.

Jeg var til læge med mit søvnbesvær, men fik ikke noget som helst ud af det. Vi fik bare at vide vi skulle snakke med skolen. Jeg fik også at vide jeg havde stress, men det er jeg heller ikke overrasket over.

Mine forældre gør deres yderste for at hjælpe mig, ja, de ved godt det jeg skriver i dette brev, så der er ikke brug for råd om at snakke med nogen om det.

Det virker måske dumt at tage på efterskole, når det indebærer alt hvad jeg har svært ved, men formålet var egentlig at blive bedre til det, ved at tvinge mig selv til at være i det. Beslutningen er taget på eget initiativ.

Hov, glemte at skrive hvad jeg laver om natten.

Om natten tænker jeg jo bare (kværner løs). Jeg skal ikke begynde at læse, for det hjælper ikke. Heller ikke rolig musik eller lydbog, selvom det da er hyggeligt nok, jeg kan bare ikke falde i søvn til noget af det.

Det skal lige siges, at jeg igen har fået den der følelse fra min gamle skole, om at jeg ikke passer ind i tapetet, og jeg snakker heller ikke med særligt mange, selvom jeg virkelig prøver til mit yderste.

På skolen er jeg flere gange blevet stukket til af personer, der virkelig elsker lyden af deres egen stemme. De mener jeg aldrig smiler og er virkelig stille. Faktisk begyndte det at virke lidt mobningsorienteret, hvilket jeg syntes er super ærgerligt. De kan heller ikke lide mig, og har flere gange kaldt mig kælling osv.

Men de der ikke forstår min stilhed, ville heller aldrig forstå mine ord. En fisk der ikke åbner munden, bliver heller ikke fanget, men så bliver jeg altså taget med nettet i stedet. Så de griner altså af mig, fordi jeg er stille, men jeg griner altså af dem, fordi de minder allesammen om hinanden.

Egentlig har jeg ikke så mange spørgsmål, men måske et andet perspektiv på tingene.

Jeg takker på forhånd for din tålmodighed, i gør det godt.

Hilsen pigen med uhyggeligt mange tanker om ALT.

(igen følelsen af ikke at få det hele med, men det kommer jeg nok i tanke om, når jeg har sendt brevet her)