min mor tænker ikke på mine behov

(brevet er redigeret af hensyn til barnets anonymitet)

hej brevkassen

jeg er en pige på 16 år, som har fået konstateret stress og angst. Jeg har derfor ikke været i stand til, at komme i skole de sidste to måneder. Dog begyndte jeg her efter juleferien, hvor jeg kun var der fra 8-10:30, bare de få timer, presser mig allerede langt over min grænse, det forstår min mor bare ikke, selvom jeg har prøvet at forklare hende det.

Lige her for tiden har min mor det ret svært, hun mistede et famliiemedlem for et halvt år siden, og det har selvfølgelig ramt hende utrolig hårdt, selvom de dog ikke havde det bedste forhold, så elskede hun jo ham højere, end noget andet.

Men det er ikke pointen.
Jeg skallave oso-opgave i næste uge, hvor jeg har aftalt med mine lærere, at jeg er der så meget jeg nu kan. Hvilket min mor er enig med os i, men så aftalte jeg med lærerne, at ugen efter oso, så vil jeg komme fra 8-13, hvilket jeg synes er et stort skridt, i forhold til at jeg allerede har det svært med de 2,5 time.
Men det synes min mor tilsyneladende ikke, hun synes jeg burde starte helt op, fordi hun mener at det er vigtigt, at jeg skal tænke på eksamen, og huske at den er lige omkring hjørnet. Hvilket jeg skam også gør, hvilket nok presser mig 3 gange mere i forvejen.

Min mor er også begyndt og drikke igen (hun har været alkoholiker, da jeg var mindre, men har holdt sig fra det i en lang periode, men nu er hun vendttilbage til det igen, og det bekymrer mig), og det er der jo heller ikke noget og sige til, at hun lige drikker nogle øl en gang imellem, men nu er det så ofte, at jeg er bange for at hun er faldt i igen. Jeg har hevet min moster med ind i det, da det var hende der fik min mor på antabus sidste gang. Så derfor vil hun med glæde hjælpe. Både så min mor kan komme på rette spor igen, men også så jeg muligvis kan få det bedre, da det nok også gør, at jeg får det rigtig dårligt psykisk.

Lige pt. snakker jeg med en psykolog, som dsv tror at det ikke er så godt for mig at bo derhjemme. Hvilket jeg muligvis er enig i, men jeg vil bare heller ikke forlade min mor. Så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre.

Min psykolog har forslået at kommunen hjælper med at jeg kan flytte hjemmefra, men jeg ved bare ikke om jeg vil kunne bære, at efterlade min mor derhjemme helt alene. (hun er vant til børn derhjemme, nu er mine søskende flyttet hjemmefra, så nu er det kun mig og hende)

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg flytte?
skal jeg blive boende og se om jeg kan hjælpe min mor? skal jeg gøre som min mor siger og starte i skole på fuldtid? 

Please hjælp, jeg har det utrolig dårligt, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre…