Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ligheden mellem mig og mine venner

Hej! Mine forældre er flygtninge, og jeg er født i Danmark.

Mine forældre vil have mig til at gå på en arabisk skole om søndagen. Der er eksamener 2 gange om året. Jeg syndtes det er mega stressende, og mine forældre tvinger mig til at rette mine eksamener hver dag, og det er bare ikke fedt.

Alle mine danske venner har det mega fedt med ingen lektier, men mig!

Dreng, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 15 år

Det kan være enorm svært at stå midt imellem to kulturer, fordi man ofte er tvunget til at vedligeholde den ene, mens man er omgivet af den anden.

På den ene side kan du måske godt forstå, hvorfor dine forældre gerne vil have, at du skal lære din medfødte kultur og religion grundigt at kende. På den anden side ønsker du måske ikke at skille dig ud fra dine venner – eller den kultur du har levet i uden for dit hjem hele dit liv.

Der er mange børn og unge, der har det på samme måde som dig. Og når man kommer i din alder, så får man gradvist større og større behov for selv at kunne vælge til eller fra. Det er bare ikke altid, at man får lov til dét for ens forældre.

Der er sikkert mange ting ved begge kulturer, som du godt kan lide. Og så er der de ting, du føler, at dine forældre tvinger ned over hovedet på dig.
I din alder kan man godt blive så træt af sine forældre, at man kun har lyst til at gøre det modsatte af det, de synes. Det er naturligt for alderen.
Derfor kan det også være svært at gå helhjertet ind i det, de tvinger én til.

Det kunne du måske tale med dem om.

Jeg ved ikke, hvordan dit forhold til dine forældre er, når det kommer til at tale om tingene, men hvis du føler, at de normalt lytter til dig, vil jeg råde dig til at tale med dem om det.

Du kan fortælle dem, at du føler det mega stressende at skulle gå til undervisning om søndagen, når du samtidig gerne skulle kunne klare dig godt i din almindelige skole.
Sig til dem, at det er svært at føle dig ordentligt udhvilet, når du ikke har en hel weekend til at slappe af fra skolen – og samtidig har lektier, begge steder i hverdagene.

Du kunne tale med dem om, at det føles som om, du kun bliver halvt god til begge dele, når du skal koncentrere dig om to skoler.
Selvom det “kun” er om søndagen, du går i koranskole, kan jeg høre, at det kræver rigtig megen tid hver dag.

Da du er 15 år, går jeg ud fra, at du går i 9. klasse og skal til eksamen i år. Jeg synes, at du skal fortælle dine forældre, at det bliver for meget for dig, og at du ikke føler, at du kan præstere så godt, som du gerne vil i folkeskolen. Og at det kommer til at gå ud over dine karakterer, at du ikke har ro i hovedet til at fokusere ordentligt på dét. Kunne du gøre dét?

Derudover vil jeg give dig et link, du kan kigge lidt på. Det er en rådgivning for etniske unge. Den tilbyder hjælp, hvis man som ung føler sig udsat for social kontrol.

Man behøver ikke stå i en virkelig alvorlig situation for at kontakte dem og spørge om råd. Man kan også godt kontakte dem, hvis man har det ligesom dig, så det synes jeg, at du skal gøre.

De har mange års erfaring i at arbejde på området, så jeg tænker, at det kunne være godt for dig få talt med en rådgiver hos dem.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat