Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg har brug for hjælp

Hej

Jeg har brug for jeres hjælp.

En dag i sidste uge, da jeg vær i skole, var jeg midt i en time og jeg begyndte at få det rigtig dårligt.

Først fik jeg hovedpine og kvalme. Så havde jeg problemer med min vejrtrækning. Jeg kunne ikke trække vejret helt ind i kroppen, så det blev til mange hurtige vejrtrækninger, og jeg følte at jeg var tæt på at hyperventilere. Lidt efter begyndte min krop at ryste absurd meget. Det hele skete på kort tid og det var virkelig ubehageligt.

Jeg har presset mig meget selv her på det sidste til at få lavet alt det man skal lave af lektier i gymnasiet, da jeg går i gymnasiet. Jeg har også været stresset.

Jeg tror lidt at min krop er mere stresset end jeg selv ved og at jeg så har ignoreret det. Jeg tror at det er derfor jeg fik det dårligt. 

Jeg har været inde på internettet og søge lidt på de symptomer jeg havde haft, og det tætteste jeg kan komme på, det er angstanfald.

Jeg har aldrig haft et angstanfald, så jeg ved ikke om jeg fik et angstanfald. Jeg håber virkelig i kan hjælpe mig.

Hilsen mig

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej 18 årige pige

Hvor er det bare super godt, at du skrev ind for at få hjælp. Det må have været en ubehagelig oplevelse, du har været igennem.
Jeg håber, at der var nogle i din klasse der var der og hjalp dig? 

Det lyder til, at der er mange tanker, der kører rundt i dit hoved. Ja, der er rigtig meget at lavet i gymnasiet. Og nogle gange kan det virke uoverskueligt og stressende. Det lyder som om, at din krop har sagt fra. 

Jeg er desværre ikke læge og derfor, kan jeg ikke præcis sige, om det var et angstanfald. Men det lyder til, at det er nogle voldsomme ting der sker, som ikke virker til at være sundt for din krop. Derfor tænker jeg, at det vil være en rigtig god ide at få snakket med din egen læge omkring det. Hos lægen kan du få noget afklaring med det der skete og hjælp til, at arbejde med at det ikke sker igen.

Du skriver, at du har været presset og stresset. Det er vigtigt, at der er nogen der ved, at du har det sådan. Nogen der måske også, kan hjælpe med at du får sagt fra.
Jeg ser det lidt som en ballon. Hvis man bliver ved med at puste luft ind, så begynder det at sprække, og til sidst sprænger den. På nær hvis man lader noget luft ud.

Så en rigtig god idé ville være at få snakket med dine forældre, eller en veninde om det. Det kan være med til, at strukturerer ens tanker og følelser, så man få overblik. Hvad er det, der presser og stresser dig? Hvornår har du det skidt og hvornår går det bedre? Din veninde eller dine forældre, vil også kunne hjælpe dig med at gå til lægen og måske en lærer eller vejleder på gymnasiet?

Jeg har snakket med en del andre unge på din alder, som oplever det samme i gymnasiet. Stress og uoverskueligheden vokser, med alle lektierne og opgaverne. Nu er det snart sommerferie, og der kommer måske en eksamen eller to. Måske kan det hjælpe, at lave et ugeskema af en slags. Lav et fysisk papir, hvor du kan nedskrive alle lektierne for en uge. Og så kan du fordele lektierne, ud på ugen. Måske når du ikke det hele - hvad er så vigtigst at nå?

I skemaet sætter man også fester, tømmermænd, venner og familie tid ind. På den måde, kan det måske blive mere overskueligt.

Jeg kan læse, at du er en moden pige, som virker klar til, at lytte til sin krop, så der kan ske en ændring. Så jeg tror på, at du kan få det bedre og ikke får den samme ubehagelige oplevelse igen.

Kærligste tanker
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat