Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Høje forventninger

Hej med dig. Jeg skal nok gøre det kort, fordi jeg ved mit “problem” ikke er så stort som så mange andre, men alligevel vokser tankerne i mit hovede og jeg blev altså simpelthen nødt til at skrive med en voksen om det.

Min To Do List er ALT for lang.

Jeg føler mig virkelig stresset og presset.
Jeg føler at der er et tikkende ur i mit hovede. Det minder mig om de ting jeg skal nå, de ting jeg ikke har gjort, de ting jeg er dårlige til, de ting jeg ikke kan gøre noget ved, det jeg gerne vil gøre noget ved, uddannelse, klimakrise, kærester, sex, fester, popularitet, den perfekte krop, Instagram, Snap, Facebook, jeg skal være opdateret, hvad går jeg glip af lige nu, lektier, skole, arbejde, motion, spise sundt, sygdomme og meget meget mere. Jeg vågner tit om natten og ryster og har det som om at jeg skal skynde mig op selvom kl. måske kun er 4 om morgenen. Når jeg endelig slapper af kan jeg ikke slappe af fordi jeg ved at der er 1000 andre ting jeg burde lave.
Det får mig til at tænke på om jeg fx er god nok, er jeg klog nok, får jeg en kæreste der kan elske mig, om jeg træner nok, om jeg ser okay nok ud, om andre kan lide mig, hvordan jeg kan gøre så andre kan lide mig, kan jeg overhovedet blive til noget når jeg bare sidder her på min flade røv og ikke laver en skid. Jeg føler ikke jeg gør det godt nok. Jeg føler at jeg bliver målt og vejet konstant.

I skolen gør jeg mig meget umage. Jeg er ikke typen der får 12 for alt og det kan være rigtig svært. I min klasse er alle pigerne meget perfektionistiske. Alt skal være perfekt. Vi tæller kalorier på alt. Man fortæller ikke hvor meget man har trænet fordi så træner de andre måske også ligeså meget og så skal man træne endnu mere. Vi lyver allesammen også om hvad vi spiser. Vi siger at vi spiser usundt men det gør vi aldrig.

Alle frie opgaver handler om “det sunde liv” og alt sådan noget. I 2018-19 har der været 4 piger fra bare min egen klasse der har været indlagt for spiseforstyrrelse. Det er rigtig svært at omgås i sådan et miljø. Jeg vil gerne gøre det perfekt men jeg kan bare ikke. Jeg føler at jeg hele tiden skal præstere. Jeg skal hele tiden se godt ud. Jeg skal hele tiden være god i skolen.

Jeg arbejder lige pt som træner i en gymnastik forening. Det er super hårdt. Sure forældre der siger jeg ikke gør det godt nok. Sure beskeder fra forældre der siger jeg ikke ved nok om at være træner. (Jeg har været på 3 træner kursuser hvor jeg netop lærer at være en god træner og jeg har også lært en masse fra selv at være gymnast de sidste godt 12 år snart så jeg synes jeg ved mere end rigeligt og jeg prøver HVER gang at gøre mit allerbedste) Sure forældre der kommer efter træningen og påpeger alle mine fejl og mangler. Sure unger der ikke vil dyrke gymnastik men bliver tvunget af deres forældre. Sure børn der ikke hører efter. Sure med-trænere der snakker bag rykken. Og her er jeg.

Mig der prøver at få det hele til at køre. Mig der har brugt timer på at lave pæne sedler og reklamere for mit hold og hængt op på flere skoler i området. Mig der har brugt tid på kostumer og dragter til mine gymnaster. Mig der har brugt weekender og ferier på ugers lange træner kursuser og E-learnings moduler. Mig der skal finde på fede serier og danse til når de til foråret skal opvise foran forældre og andre mennesker. Mig der bruger flere timer af min fritid på at finde på fede temaer til opvisningen. Mig der bruger endnu flere timer på at finde og klippe noget godt musik sammen.
Jeg synes simpelthen jeg gør så meget for dem og de ser det fandme aldrig.

Undskyld for alt det forvirring og alt det negative. Lige nu skriver jeg virkelig bare det der kører inde i mit hovede og det er faktisk sindssygt rart at komme af med på en eller anden måde.

Nå men kort sagt så er jeg virkelig træt af at skulle præstere hele tiden.

Jeg sammenligner og måler mig med andre konstant, der er langt smukkere end mig, langt rigere end mig og bare overhovedet ikke kan blive mig på noget tidspunkt. Håbet om at se godt ud. At være tilfreds med den man er. Jeg drømmer tit om at jeg kan ændre ting ved mig selv og ender altid med at vågne op til mig. Mig der ikke har store bryster. Mig der ikke får 12 i alt. Mig der ikke er tynd og flot. Det er virkelig hårdt.

Jeg prøver hele tiden at leve op til de høje forventninger alle har. Nok mest de høje forventninger jeg selv har men ja.

Jeg savner også min bror. Han er på efterskole er aldrig hjemme. Og mine søstre er flyttet hjemmefra så dem ser jeg heller ikke så tit. Jeg savner også mine forældre men de arbejder hele tiden. Jeg føler mig bare aldrig god nok.

Jeg roder, jeg er tit trist, jeg er tit bare derhjemme, jeg tænker for meget, jeg laver mine ting i sidste øjeblik, jeg er tit syg, jeg har altid hovedpine, jeg er altid sulten, jeg glemmer hurtigt, jeg er træt, ufokuseret og sådan. Jeg prøver at være rigtig glad og sådan med mine venner og i skolen så de ved ikke rigtig at jeg har det sådan. Jeg har sagt det til mine forældre oh nogle af mine veninder men altså. Det er det. De kan jo heller ikke rigtig gøre noget ved det.

Her slut august var jeg model. Jeg er stoppet som model da det har været rigtig svært og kan være meget hårdt men jeg savnede det alligevel så jeg gjorde det.

Det har på en måde gjort mig stærkere men også svagere. Det at få at vide “sug maven ind!” “ikke gør sådan det ser grimt ud” “du gør det forkert” “du er for stor til den her kjole” og alt muligt. Det er hårdt. Rigtig hårdt. Som model skaber det tit også et billede af at hvis du er model og blond er man åbenbart dum og blank. Jeg bliver tit kaldet blondine og hvis jeg siger noget forkert griner folk af mig og siger at det ikke undrer dem da jeg er blondine og at det er godt at jeg ser godt ud for ellers ville det se helt sort ud for mig og alt sådan noget.

Ikke at jeg bliver mobbet som sådan men jeg tror at der er flere der er jaloux. Jeg har også haft to hade profiler på Instagram og det var ren jalousi.

Og når man så er stolt over de billeder der blev taget og man viser dem så er folk pisse ligeglade. De skider på om man er stolt. Hvis det var mig havde jeg været mega stolt og været helt høje på deres vegne men når det så er mig får jeg altid lort tilbage. Mine forældre siger jeg har nogle lorte veninder men jeg ved fandme ikke hvad jeg skal gøre fordi jeg kan ikke bare skifte skole sådan der og alligevel vil jeg jo gerne være sammen med dem fordi er jo er mine veninder. Det er virkelig bare svært.

Nå men jeg slutter den her fordi jeg kan mærke at jeg kunne blive ved og ved.
Håber du kan give mig nogle råd til hvordan jeg kan få det bedre eller noget. Jeg ved det ikke selv.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år.

Tak for dit brev. Jeg skriver tak, fordi du på fineste vis har beskrevet præcis, hvad der en af de største udfordringer i samfundet i dag. Det du beskriver handler jo om dig og din situation. Men alligevel kan jeg fortælle dig, at jeg efterhånden har læst rigtig mange breve fra unge, der beskriver stress og præstationsangst på præcis samme måde, som du gør her.

Det er som om at følelsen af “ikke at være god nok” den klæber sig til en, selvom man gang på gange prøver at få den væk. Du beskriver så ærligt, hvordan det kan føles som om, at uanset hvad man gør – eller ikke gør – så er det ikke godt nok. Uanset hvor meget du træner, hvor mange kalorier du tæller, hvor meget du forbereder dig – så kan det føles utilstrækkeligt.

At gøre sig så umage, fx ved trænerjobbet eller model-tjansen, og samtidig ikke føle at det bliver anerkendt, er opslidende. Og som du beskriver det her, synes jeg faktisk det lyder som om, at det er nogle ret urimelige forældre, du har på dit hold. Måske der er en formand, du burde tale lidt med? Det var i hvert fald min første tanke.

Jeg vil rigtig gerne prøve at se på, hvad du kan gøre, for at du kan blive ved med at være så opmærksom på dig selv og på ikke at blive “revet med”. For det er faktisk sådan jeg umiddelbart tænker, når jeg læser dit brev: At du er enormt god til at se det hele lidt oppefra og til at fornemme, at det her faktisk ikke er sundt, og at du har brug for at kunne slappe mere af. Det er en stor styrke.

Jeg får fornemmelsen af, at du har et godt forhold til din familie. Selvom dine søskende og forældre ikke er meget tilstede mere, så tolker jeg dit savn til dem, som at I har et stærkt familiebånd ellers. Er det mon rigtigt forstået? Jeg spekulerer også lidt på, om du mon har delt nogle af de her tanker med en af dine søskende? Måske de har oplevet det samme, uden at du ved af det?

Jeg er faktisk også enig i dine forældres tanker om, at de venskaber du beskriver her virker ret usunde. Det mønster, du beskriver omkring “sund livsstil” og de diagnoser der har været i din omgangskreds, er jo alt sammen tegn på, at der er flere end dig, der går rundt og har svært ved at være tilfreds med sig selv. Er det noget, som jeres underviser på noget tidspunkt at taget op? Altså det med stress, præstationsangst, trivsel eller “den falske virkelighed” – som mange af de sociale medier jo egentlig er? Det kunne i høj grad være relevant at få bragt på banen i jeres klassefællesskab.

Du siger, at du har talt med nogle af dine veninder og dine forældre om dine tanker her. Nogle gange er desværre sådan, at forældre skal have ting at vide flere gange, for rigtig at forstå alvoren i beskeden. Det, tror jeg, måske er tilfældet her.

Det er jo ikke fordi dine forældre automatisk kan eller skal vide, hvad der præcis vil være bedst for dig lige nu, men de har pligt til at hjælpe og støtte dig i processen hen mod at finde ud af det. Det kan fx være ved hjælp at noget psykologhjælp eller støtte fra en vejleder på skolen.

De tanker og følelser du beskriver her, kan desværre nok ikke løses nemt og ved en enkelt handling. For som jeg skrev tidligere, så ved jeg, at det er et helt samfundsproblem, som rigtig mange – unge især – beskriver. Men det jeg til gengæld ved er, at mange finder rigtig god hjælp ved netop noget professionel støtte i en periode af deres liv, fx ved en psykolog. En psykolog kan nemlig hjælpe dig med at fastholde det gode perspektiv, du allerede har nu, hvor du meget klart fornemmer, hvad der er årsagen til den stress, du føler.

Hvis du har mod på at tale med din læge om dine tanker, kan han/hun helt sikkert henvise dig til noget professionel hjælp.
Tror du, du vil have mod på tage det skridt? Det vil måske være grænseoverskridende lige først, men jeg kan næsten garantere dig, at det vil føles lettende, når først du får delt det der også. Du skal huske dig selv på, at læger ikke kun er til perioder med fysiske smerter, men også når det er psyken, der skal have støtte.

Jeg vil gerne runde af med endnu engang at rose din måde at beskrive følelsen af pres på. Det viser tydeligt, at når man presses for meget udefra (socialt, digitalt og fagligt), så begynder kroppen at sige fra – og derfor får du fysiske symptomer. Derfor er det så godt, at du har reageret og skrevet herind. Det er første skridt på vej til at få det bedre.

Hvis det er svært at tale med dine forældre, din læge eller din lærer om det her – så vis dem endelig brevet her og mit svar. Så vil de få et meget ærligt billede af, hvad der foregår i dig lig nu.

Håber du har mod på at få talt med din læge – og dine forældre igen.

Har du brug for at tale mere om det, inden du gør noget mere, så ring eller skriv endelig til 116 111.
Du er ikke alene med dine tanker og følelser omkring stress på den måde, og det skal du heller ikke være.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat