Høje forventninger
Hej med dig. Jeg skal nok gøre det kort, fordi jeg ved mit “problem” ikke er så stort som så mange andre, men alligevel vokser tankerne i mit hovede og jeg blev altså simpelthen nødt til at skrive med en voksen om det.
Min To Do List er ALT for lang.
Jeg føler mig virkelig stresset og presset.
Jeg føler at der er et tikkende ur i mit hovede. Det minder mig om de ting jeg skal nå, de ting jeg ikke har gjort, de ting jeg er dårlige til, de ting jeg ikke kan gøre noget ved, det jeg gerne vil gøre noget ved, uddannelse, klimakrise, kærester, sex, fester, popularitet, den perfekte krop, Instagram, Snap, Facebook, jeg skal være opdateret, hvad går jeg glip af lige nu, lektier, skole, arbejde, motion, spise sundt, sygdomme og meget meget mere. Jeg vågner tit om natten og ryster og har det som om at jeg skal skynde mig op selvom kl. måske kun er 4 om morgenen. Når jeg endelig slapper af kan jeg ikke slappe af fordi jeg ved at der er 1000 andre ting jeg burde lave.
Det får mig til at tænke på om jeg fx er god nok, er jeg klog nok, får jeg en kæreste der kan elske mig, om jeg træner nok, om jeg ser okay nok ud, om andre kan lide mig, hvordan jeg kan gøre så andre kan lide mig, kan jeg overhovedet blive til noget når jeg bare sidder her på min flade røv og ikke laver en skid. Jeg føler ikke jeg gør det godt nok. Jeg føler at jeg bliver målt og vejet konstant.
I skolen gør jeg mig meget umage. Jeg er ikke typen der får 12 for alt og det kan være rigtig svært. I min klasse er alle pigerne meget perfektionistiske. Alt skal være perfekt. Vi tæller kalorier på alt. Man fortæller ikke hvor meget man har trænet fordi så træner de andre måske også ligeså meget og så skal man træne endnu mere. Vi lyver allesammen også om hvad vi spiser. Vi siger at vi spiser usundt men det gør vi aldrig.
Alle frie opgaver handler om “det sunde liv” og alt sådan noget. I 2018-19 har der været 4 piger fra bare min egen klasse der har været indlagt for spiseforstyrrelse. Det er rigtig svært at omgås i sådan et miljø. Jeg vil gerne gøre det perfekt men jeg kan bare ikke. Jeg føler at jeg hele tiden skal præstere. Jeg skal hele tiden se godt ud. Jeg skal hele tiden være god i skolen.
Jeg arbejder lige pt som træner i en gymnastik forening. Det er super hårdt. Sure forældre der siger jeg ikke gør det godt nok. Sure beskeder fra forældre der siger jeg ikke ved nok om at være træner. (Jeg har været på 3 træner kursuser hvor jeg netop lærer at være en god træner og jeg har også lært en masse fra selv at være gymnast de sidste godt 12 år snart så jeg synes jeg ved mere end rigeligt og jeg prøver HVER gang at gøre mit allerbedste) Sure forældre der kommer efter træningen og påpeger alle mine fejl og mangler. Sure unger der ikke vil dyrke gymnastik men bliver tvunget af deres forældre. Sure børn der ikke hører efter. Sure med-trænere der snakker bag rykken. Og her er jeg.
Mig der prøver at få det hele til at køre. Mig der har brugt timer på at lave pæne sedler og reklamere for mit hold og hængt op på flere skoler i området. Mig der har brugt tid på kostumer og dragter til mine gymnaster. Mig der har brugt weekender og ferier på ugers lange træner kursuser og E-learnings moduler. Mig der skal finde på fede serier og danse til når de til foråret skal opvise foran forældre og andre mennesker. Mig der bruger flere timer af min fritid på at finde på fede temaer til opvisningen. Mig der bruger endnu flere timer på at finde og klippe noget godt musik sammen.
Jeg synes simpelthen jeg gør så meget for dem og de ser det fandme aldrig.
Undskyld for alt det forvirring og alt det negative. Lige nu skriver jeg virkelig bare det der kører inde i mit hovede og det er faktisk sindssygt rart at komme af med på en eller anden måde.
Nå men kort sagt så er jeg virkelig træt af at skulle præstere hele tiden.
Jeg sammenligner og måler mig med andre konstant, der er langt smukkere end mig, langt rigere end mig og bare overhovedet ikke kan blive mig på noget tidspunkt. Håbet om at se godt ud. At være tilfreds med den man er. Jeg drømmer tit om at jeg kan ændre ting ved mig selv og ender altid med at vågne op til mig. Mig der ikke har store bryster. Mig der ikke får 12 i alt. Mig der ikke er tynd og flot. Det er virkelig hårdt.
Jeg prøver hele tiden at leve op til de høje forventninger alle har. Nok mest de høje forventninger jeg selv har men ja.
Jeg savner også min bror. Han er på efterskole er aldrig hjemme. Og mine søstre er flyttet hjemmefra så dem ser jeg heller ikke så tit. Jeg savner også mine forældre men de arbejder hele tiden. Jeg føler mig bare aldrig god nok.
Jeg roder, jeg er tit trist, jeg er tit bare derhjemme, jeg tænker for meget, jeg laver mine ting i sidste øjeblik, jeg er tit syg, jeg har altid hovedpine, jeg er altid sulten, jeg glemmer hurtigt, jeg er træt, ufokuseret og sådan. Jeg prøver at være rigtig glad og sådan med mine venner og i skolen så de ved ikke rigtig at jeg har det sådan. Jeg har sagt det til mine forældre oh nogle af mine veninder men altså. Det er det. De kan jo heller ikke rigtig gøre noget ved det.
Her slut august var jeg model. Jeg er stoppet som model da det har været rigtig svært og kan være meget hårdt men jeg savnede det alligevel så jeg gjorde det.
Det har på en måde gjort mig stærkere men også svagere. Det at få at vide “sug maven ind!” “ikke gør sådan det ser grimt ud” “du gør det forkert” “du er for stor til den her kjole” og alt muligt. Det er hårdt. Rigtig hårdt. Som model skaber det tit også et billede af at hvis du er model og blond er man åbenbart dum og blank. Jeg bliver tit kaldet blondine og hvis jeg siger noget forkert griner folk af mig og siger at det ikke undrer dem da jeg er blondine og at det er godt at jeg ser godt ud for ellers ville det se helt sort ud for mig og alt sådan noget.
Ikke at jeg bliver mobbet som sådan men jeg tror at der er flere der er jaloux. Jeg har også haft to hade profiler på Instagram og det var ren jalousi.
Og når man så er stolt over de billeder der blev taget og man viser dem så er folk pisse ligeglade. De skider på om man er stolt. Hvis det var mig havde jeg været mega stolt og været helt høje på deres vegne men når det så er mig får jeg altid lort tilbage. Mine forældre siger jeg har nogle lorte veninder men jeg ved fandme ikke hvad jeg skal gøre fordi jeg kan ikke bare skifte skole sådan der og alligevel vil jeg jo gerne være sammen med dem fordi er jo er mine veninder. Det er virkelig bare svært.
Nå men jeg slutter den her fordi jeg kan mærke at jeg kunne blive ved og ved.
Håber du kan give mig nogle råd til hvordan jeg kan få det bedre eller noget. Jeg ved det ikke selv.
