Kære dig
Tusind tak for dit brev, og at du har haft mod til at skrive ind til mig og fortælle hvordan du har det.
Det lyder meget ubehageligt at du er blevet mobbet så meget at det påvirker din dagligdag så meget. Mobning er aldrig sjovt, og jeg kender desværre mange hvor effekterne af mobning varer ved i lang tid. Det er noget man tager med sig videre i livet. Ligesom du beskriver at gøre.
Du skriver at du stadig bliver mobbet og jeg bliver lidt nysgerrig på om den mobning foregår på dit gymnasium? Hvis det er tilfældet er det vigtigt at mindst én af dine undervisere, kender til det. Dine undervisere har pligt til at hjælpe dig og sørge for at du har det godt. Hvis man ikke har det godt og er tilpas, ja – så lærer man ikke lige så godt. Du skriver også at du har svært ved at koncentrere dig i skolen, så meget tyder på at det påvirker dig så meget, at det også går ud over din læring.
Det er vigtigt at sige at mobning aldrig er ens egen skyld. Måske din utilfredshed med din krop stammer fra mobningen, det er meget sandsynligt. Måske tænker du “det er også fordi jeg er så kedelig” eller “jeg går ikke i så smart tøj som de andre”. Men det er ikke dem der ser ud på en bestemt måde eller dem der er mere generte, der bliver mobbet. Man kan blive mobbet med alt muligt. Måske er det netop fordi at man oplever at blive mobbet at man fx bliver mere hidsig eller stille. Det er ikke den der bliver mobbet der er noget i vejen med. Det er det fællesskab man er en del af, der ikke fungerer som det skal. Det håber jeg du vil prøve at huske dig selv på og rent faktisk også tro på.
Det fællesskab er ofte i en klasse eller andet, og det derfor er det vigtigt at underviserne eller andre voksne, der er der hvor mobningen foregår, får tingene at vide. For kun ved at vide at det sker, kan vedkommende hjælpe med at få skabt et bedre fællesskab og en kultur i klassen, hvor man behandler hinanden godt og med respekt.
Du skriver også at du ikke tør fortælle din mor det. Og jeg kan virkelig godt forstå, hvis det kan være en svær snak at tage hul på.
Du skriver, at hun synes alle de diagnoser er lidt overvældende. Det forstår jeg også godt. Men du er jo ikke diagnosticeret med nogle af dem, men har bare tanker og bekymringer om, hvorvidt de kan være dem, der gør situationen svær for dig.
Jeg er ikke hverken læge eller psykolog, men ud fra hvad jeg ved om PTSD og Dysmorfofobi, så er fælles for de to, at de begge kan udløses af svære oplevelser, som har gjort ondt – fysisk eller psykisk. Det vil også sige, at det sagtens kan være mobningen der gør, at du har symptomer, der kan minde om en eller begge af lidelserne. Jeg har talt med rigtig mange unge, der nævner at have det meget svært med deres krop, udseende osv. Mange nævner mobning som dig, mens andre peger på sociale medier som en del af årsagen. Det er derfor vigtigt for mig at minde dig om, at du ikke er alene om at opleve det her, og at der findes måder at få det bedre på!
Du har mange tanker, og det er ikke meningen man skal gå rundt med den slags alene. Hvis ikke modet er der til at tale med din mor først, så nævner du også selv din læge. Og det synes jeg også er et rigtig godt sted at starte.
Lægen er til for at hjælpe både når man har ondt fysisk og psykisk. Hvis du finder dit sygesikringskort frem, skulle der gerne stå et tlf. nr. til din læge. Her kan du så ringe og bestille, eller måske selv gøre det på nettet (sådan er det hos mange læger i dag).
Du behøver ikke forklare så meget inden eller argumentere. Husk at lægen får penge for at være der for dig, så det skal du bare benytte dig af. Lægen kan hurtigt vurdere, hvilken hjælp der ville være bedst for dig at starte med, og det kunne fx være en psykolog i noget tid.
Hvis du alligevel har mod på at se din mor som en partner ift. at komme i kontakt med din læge, vil det helt sikkert være det allerbedste. Hvis du føler at det er svært at sige det til hende direkte er det også muligt at skrive det i et brev, som hun kan læse. Dit brev er rigtig fint formuleret, og jeg fornemmer du er rigtig god til at formulere dig på skrift, så mon det kan være en mulighed? Såfremt du har lyst til det, har vi et link til en guide til at skrive et svært brev: https://bornetelefonen.dk/skriv/. Ellers kan du også bruge brevet her, der har du beskrevet meget fint, hvordan du har det lige nu.
Jeg håber at mit svar kan hjælpe og at du kan finde mod til at kontakte din læge, mor eller underviser. Måske endda flere af dem. Mobning er ganske forfærdeligt og kan give så mange negative bivirkninger, som du beskriver. Jeg håber derfor, at du får taget næste skridt hen imod at få det bedre.
Såfremt du har brug at tale mere med os, er du også meget velkommen til logge på vores chat her på hjemmesiden og chatte med en af vores rådgivere eller ringe til BørneTelefonen på 116 111.
De kærligste hilsner Børnetelefonen
