Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Angst eller depression?

Hej jeg er pige på 14 år.
Her for tiden har jeg det ikke godt. Jeg føler mig trist og nede hele tiden.

Jeg tror jeg er angst men er ikke sikker. Nogen gange får jeg panikanfald hvor jeg begynder at ryste og får svært ved at trække vejret. Jeg føler mig tit meget stresset over lektier da jeg går i ottende klasse.

Her i sidste uge var jeg “syg” eller jeg havde det bare alt for dårligt mentalt til at tage i skole. Jeg har mange gode venner som bekymrer sig om mig, men alligevel føler jeg mig alene.

Her forleden dag sad jeg bare i min sofa og græd. Da min mor kom jeg ville jeg fortælle hende alt. Hun spurgte hvad der var galt og jeg sagde “Jeg ved det ikke”. Jeg rystede på hele kroppen. Hun sagde du må godt nok være syg og hun tog min temperatur. Jeg havde selfølgelig ikke feber. Det var bare så svært at fortælle hende det og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Har også virkelig svært ved at sove om natten og har hjertebanken og tankemylder hver nat.

Her til foråret skal jeg konfirmeres og jeg føler bare at der ligger et kæmpe pres på mig. Jeg skal tage alle mulige beslutninger. Selvom nogen af tingene er så små kan jeg bare ikke overskue dem. Hver gang nogen snakker om konfirmation får jeg det bare dårligt.

Undskyld det blev så langt ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere… Håber virkelig i kan hjælpe.

Kh. Pige der ikke ved hvad hun skal gøre.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Der er desværre rigtig mange unge, der har det som dig i 8.-9. klasse. Det er ikke unormalt, at det simpelthen bliver for meget med alle de valg, man skal træffe, de ting man skal tage stilling til.
Mit indtryk er, at mange føler, at det hele pludselig er et kapløb med tiden og en konkurrence, hvor man hele tiden skal overgå sig selv. Det er som om, man aldrig bare kan læne sig tilbage og slappe af og føle sig god nok, for der er hele tiden noget mere, man skal lave og have styr på. Er det sådan, du har det?

Hvis man føler sig oversvømmet af tanker og bekymringer og ikke mindst tankemylder om natten, så man ikke kan sove, så bliver ens overskud gradvist minimeret, så små ting vokser sig større og større.
Hvis man ikke får talt om det; lukket lidt luft ud af den overfyldte ballon, så ender den med at sprænge til sidst. Er det mon sådan, det føles, når du får rysteture?

Jeg er usikker på, om du faktisk fik fortalt din mor, hvordan du har det. Eller fik du ikke helt sagt det,  fordi du blev usikker på, hvordan du skulle sige det… Så kan jeg anbefale dig, at du skriver dine tanker ned og deler dem med din mor. Det kan nogle gange være en rigtig fin måde at gøre det. Så har du nemlig god tid til at få formuleret dig, så du får det hele med. Du kunne måske vise din mor dit brev herind, samt mit svar til dig. Du beskriver faktisk rigtig fint i dette brev, hvordan du har det. Det kan du sagtens vise din mor, hvis du har mod på det?

Det kan også generelt være en god måde at få luftet ud på. Når tankerne farer rundt i hovedet på én, kan de være svære at fange og holde fast. Derved bliver det nemt til ét stort virvar, som man bliver helt forstyrret af.
Men hvis man skriver ned, hvad man tænker og føler, får man tankerne ned på papir, som man kan holde i hånden. Derved er de ikke kun inde i hovedet længere. Det kan på den måde blive nemmere at finde hoved og hale i tingene.

Jeg tænker også, at det kan være en god idé at få talt med din læge om det, du beskriver som panikanfald, angst, stress og tristhed. Det er super vigtigt, at sådanne følelser og oplevelser bliver taget alvorligt, så det ikke udvikler sig til at blive noget normalt. For sådan skal man altså ikke rende rundt og have det.

Du kan nemlig få hjælp til at få ro på, så du får det bedre. Tingene hænger ofte sammen, så derfor kan en ting hjælp på de andre ting. Fx fordi stress kan medvirke til usikkerhed og angst, når hjerne og krop stresses. En form for hjælp kan være; hjælp til at få styr på tankerne, øvelser som giver ro, vejrtrækning, holde fokus på en ting ad gangen og passe på sig selv. Og andre ting, som hjælper til at få det godt igen. Vi har også lavet nogle forslag til at få ro på: https://bornetelefonen.dk/stress/

Det kan også vore en idé at fortælle din klasselærer, at du føler dig stresset over skolen mv. Så kan din lærer måske hjælpe dig med at finde ud af, om det ville være en god idé at få talt lidt med skolepsykologen om det. Skolepsykologen er nok vant til at snakke om de ting, som du føler dig plaget af for tiden.
Det er vigtigt, at skolen sætter ind med hjælp, når nogen har det, som du har det lige nu. Det har de faktisk pligt til. Så der burde være god hjælp at hente, hvis du får fortalt, hvordan du har det.

Du er også altid velkommen til at kontakte os på 116 111, hvis du har brug for at tale med en voksen. Det er gratis, og du er anonym.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat