Alene
Hej.
Jeg har problemer med at stille alt for høje krav til mig selv. Jeg føler mig aldrig god nok.
Jeg bor ikke med min mor og min far er ofte væk og sover ofte alene. For det meste er jeg glad for at være alene med for tiden er jeg begyndt at føle mig svigtet.
Jeg har gode veninder og er okay på gymnasiet, men føler intet hænger sammen i min hverdag.
Jeg er utrolig træt af min far og vil bare gerne være sammen med ham en gang i mellem, men jeg er træt af at bo med ham.
Det var dejligt at jeg havde et år på efterskole uden ham. Vi vil ikke have gjort ting på samme måde og vi kan ikke acceptere hinanden.
Jeg er omringet af veninder der har kernefamilien og jeg er ofte misundelig over at jeg ingen samlet familie har.
Jeg har ingen søskende, men jeg har 3 bonussøstre. De er perfekte til alt i skolen og mestrer både instrumenter og kan synge.
Selvom jeg har kendt dem i mange år, så er jeg ikke en del af flokken. Jeg har ingen af de samme interesser og jeg får intet ud af at snakke med dem. De laver ofte ting sammen og kalder sig “pigefamilien” med min fares kæreste (moren) i også.
Jeg har et talent for at tegne, men jeg får næsten aldrig gjort det mere og har ikke lysten. Jeg skriver ofte ting ned som jeg skal have klaret men får aldrig klaret dem.
Jeg er enormt træt hele tiden, selvom jeg får nok søvn. Jeg får ondt i hovedet i skolen efter få timer, fryser tit og har ofte hjertebanken.
Nogle gange ville det være meget nemmere bare at bo alene. Så kunne jeg gøre ting på min egen måde. Ligesom da jeg gik på efterskole, der fik jeg klaret det jeg skulle fordi jeg kun var mig.
Jeg savner min bedste veninde som er i England for at studere.
Jeg savner min mor der bor langt væk, men jeg vil ikke bo hos hende, da jeg selv bliver lukket ind i hendes ensomme liv.
