Kære pige på 12 år,
Hold da op! Jeg kan sagtens høre, at der foregår mange ting i dit liv lige nu. Med dine klassekammerater, måske en diagnose og med din mor. Det må være virkelig hårdt, at tænke på så mange svære ting, alene. Hvor er det bare godt at du har skrevet herind, så du kan få noget hjælp. Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig. For det er slet ikke meningen, at du skal gå med så mange ting selv.
Du skriver at du måske tror at du har ADHD, Autisme og stress, fordi din mor har det. Det er sådan med ADHD og autisme, at man godt kan arve det fra sine forældre. Men jeg syne da, at du skal have svar på dine spørgsmål.
BørneTelefonen, kan ikke give diagnoser. Det må de kun gøre på hospitalet. Men jeg tænker på, om du mon har fortalt nogen om din mistanke? Er der mon nogen du kan fortælle om dine tanker?
Du fortæller at du går i en gruppe på skolen, hvor man kan snakke om sine problemer. Jeg tænker på, om du mon kan tage fat i en af dine lærere og fortælle om din tanker? Måske kan de også give dig nogle svar på, hvordan de opfatter dig, fordi de kender dig. På den måde kan de måske give dig nogle svar omkring dig selv? Og hvis de ikke kan give dig nogle svar, kan de hjælpe dig videre til de rigtige, som kan give dig nogle svar.
Du skriver ikke hvordan dit forhold ellers er med dine forældre, når de ikke skændes. Måske kunne du også snakke med din mor og din far om din mistanke? Hvis din mor selv har ADHD og autisme, vil hun måske netop, bedst kunne forstå dine tanker omkring dig selv. Hun vil måske også bedst kunne hjælpe dig videre i systemet, hvis hun tænker, at der er brug for det.
Og hvis dine forældre ikke har overskud til at lytte til dine tanker, tænker jeg at dine lærere vil kunne hjælpe dig. Måske har du en klasselærer eller pædagog som du stoler på, og som du kan spørge, om i lige kan snakke sammen, alene?
Du skriver også, at du ryster meget i klassen, og at de andre kalder dig en “pick me girl”. Det lyder godt nok ikke rart, at du både skal sidde og ryste, og at andre kalder dig ting.
Jeg kan ikke helt læse i dit brev, om de kalder dig en pick me, fordi du går i støttegruppen på skolen, eller fordi du opfører dig på en bestemt måde? Men uanset hvad, så har du ret til at blive behandlet ordentligt, og få den hjælp som du har brug for. Lige nu lyder det ikke som om, at du helt bliver lyttet til, eller får den hjælp du skal bruge. At du ryster i klassen, og at andre kalder dig en pick me, kan aldrig være din skyld. Men tit, så kan følelser og tanker som er svære at fortælle, sætte sig i kroppen, og komme ud som en rysten, eller som en bestemt måde at være på. Det kan ske, fordi følelserne er for store for kroppen at holde på. Og følelser skal ikke ties ihjel, de skal tales ihjel!
Jeg ser din reaktion som et signal fra kroppen, der fortæller at du ikke har det godt, og at du har brug for hjælp af en voksen. Så er det den voksnes ansvar at finde ud af om du måske har en diagnose, og derfor måske har brug for noget andet hjælp, end den du får nu.
Du fortæller også at dine forældre råber meget af jer. Når du skriver “jer”, så tænker jeg, at det er fordi, at du måske har søskende. Er det mon rigtig gættet? Hvor må det være svært, at blive råbt af, og høre på dine forældres skænderier. Du fortæller også at dine forældre har ADHD, autisme og stress, og jeg bliver derfor ret bekymret for dig, når du fortæller om at de skændes, råber af dig og “sådan noget”. Jeg ved ikke rigtig hvad “sådan noget” kan være. Men det lyder ikke som om, at du ikke har det godt.
Det lyder heller ikke som om at dine forældre har det særlig godt lige nu, og derfor lader det gå ud over jer børn. Det er slet ikke i orden! Sådan er der ikke nogen børn der skal behandles! Jeg tænker at du og din familie har brug for noget hjælp af andre voksne. For det er ikke noget du hverken kan, eller skal løse selv.
Som jeg skrev tidligere, hjælper det at tale om problemerne. Også selvom man måske har ADHD, så kan det alligevel godt give noget indre ro, at få sagt det som er rigtig svært, og som går én på. Man kan nemlig godt have både ADHD, og indre uro, fordi der er noget som går én på. Følelser i kroppen er lidt ligesom en gaveæske, hvor andre mennesker, og en selv, hele tiden kommer en masse papir ned i æsken. På de papirer kan der stå “Familie”, “Klassekammerater”, “ADHD”, eller noget helt tredje.
Problemet er bare, at æsken kun har en bestemt størrelse. Nogle gange kan den måske presses lidt mere, fordi der ikke er så meget andet der fylder. Andre gange er der så meget i forvejen (måske ADHD), at der simpelthen ikke kan presses mere ned i æsken. Det lyder lidt som om, at din æske er ved at være fyldt, og du har brug for, at nogle voksne hjælper dig med at tage lidt ud af æsken.
En måde at hjælpe børn i familier som har det svært, er at ringe til kommunen og fortælle at man har problemer derhjemme.
En Kommunen skal hjælpe børn og familier, der ikke har det godt.
Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.
Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt.
Måske er du bange for, at tingene vil blive værre, når kommunen får det at vide. Det kan fx være, at du er bange for, at dine forældre vil blive meget sure. Fortæl den voksne fra kommunen, hvis du er bange. Så skal de finde en måde at passe på dig på. Så der ikke sker dig noget.
Husk, at hver gang du snakker om det, tager du lidt ud af æsken. Problemer skal tales ihjel!
Jeg ved godt, at du har det rigtig svært lige nu. Og alligevel har du været så stærkt, at skrive herind og bede om hjælp. Og jeg vil derfor rigtig gerne give dig den hjælp. Første skridt på vejen til at få det bedre, og den rigtige hjælp, er at du skal bede om hjælpen, én gang til. Jeg ved godt at det kan virke skræmmende, at tale med en kommune, men du har allerede taget første skridt, ved at skrive herind, og jeg tror på at du kan gøre det igen. Du har været så god til at fortælle mig præcist, om dine problemer, og jeg tror på at du kan.
Jeg kan godt forstå, at det er svært at kontakte en kommune, og fortælle om at man har det svært. Derfor har du to muligheder:
Du kan fortælle til en lærer, at du har det rigtig svært. Og så skal en lærer fortælle kommunen, at du har brug for hjælp. En anden mulighed er, at du kan ringe herind til BørneTelefonens bisidderordning.
En bisidder fra BørneTelefonen er en voksen, som kan gå med dig til møder i kommunen, når du skal fortælle om, hvordan du har det.
Bisidderen kan gå med dig for at støtte dig og hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige. Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært, med at få den hjælp de har brug for. Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116111. Her er du anonym. Det betyder at ingen ved hvem du er, og du kan frit fortælle om hvordan du har det, uden at de kontakter nogen, hvis du ikke vil have det.
Men hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe til direkte Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning.
Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen
Jeg ved godt at det er meget at skulle tænke på lige nu. Men hvis det er for svært at ringe til BørneTelefonen alene, kan du måske også spørge en veninde, eller en anden voksen, om i kan gøre det sammen? Måske en af lærerne i din gruppe på skolen, kan hjælpe dig med at ringe herind? Du kan måske vise dem brevet du har skrevet, og det svar du får fra mig, hvis du synes det er svært at forklare hvordan du har det.
Jeg håber at du kan finde det mod som du allerede har vist at du har, til at ringe herind. Jeg ved at du med tiden og den rigtige hjælp, kan få det bedre end du har nu.
De bedste og varmeste hilsner
BørneTelefonen
