Verdens værste liv

Kære 12 årig pige

Tak for dit brev. Det lyder til, at du har rigtig meget, som fylder indeni. Derfor vil jeg rigtig gerne prøve at hjælpe dig godt videre.

Jeg kan sagtens forstå, at det kan gøre ondt at føle, at ens bedsteveninde vælger at være sammen med de andre i stedet for dig. Du skriver i dit brev, at din bedste veninde fortæller, hun også savner dig, og at hun skriver til dig.

Det får mig til at tænke, at din veninde gerne vil dig. At din veninde ser andre venner, behøver ikke betyde, at hun ikke vil være sammen med dig. Kunne det være at din veninde også tvivler på om du vil hende? Jeg synes det vil være rigtig godt, hvis du kan fortælle din veninde, hvordan du har det med jeres venskab. Ligesom når du skriver til hende, at du savner hende. Måske der faktisk er en eller anden forklaring på, hvorfor hun poster ting på Tik Tok med alle mulige andre end dig. Mon du ville have mod til at tale med hende?

Du skriver du tænker på, om du måske kan komme til at fremstå hjælpeløs. Jeg tænker at det er helt okay, at fremstå som en pige der har brug for venner. Alle har brug for venner. Og at du faktisk aktivt handler på det behov, beviser i hvert fald, at du ikke er hjælpeløs! Men det er selvfølgelig en god idé at overveje, hvem du vil være sammen med.

Du beskriver, at du oplever din veninde opfører sig forskelligt, når hun er sammen med dig eller de andre. Det får mig til at tænke på, hvordan du oplever at hun er anderledes?

Mon din veninde godt har kunne fornemme, du ikke har det så godt for tiden? Det at du har mistet din farfar, og din morfar er meget syg, kan jeg høre påvirker dig meget. Jeg synes det er godt, at du tænker du gerne vil fortælle til nogen, hvordan du har det. Måske din veninde gerne vil være der for dig, men hun ikke helt ved hvordan?

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med dine forældre eller andre voksne om det, at du har mistet din farfar? Får du snakket med nogle voksne om din morfars situation, og hvilke tanke og følelser det giver dig?

Det er meget naturligt, at det at have mistet din farfar og at din morfar er syg, gør dig rigtig ked af det. Men det bekymrer mig, at du siger, du lader vær med at spise. Som du selv så klogt siger, så har din krop brug for næring for at fungere. Så selvom mange bekymringer godt kan give en nedsat appetit, er det så vigtigt at spise lidt alligevel. Ellers påvirker det din sult også dit humør negativt.

Når man har det skidt, og man føler sig tom indeni, så kan det virke som om det kan give lidt kontrol, ikke at spise. Det er bare ikke en løsning, der er sund for dig.

Det virker til, at du er alt for hård ved dig selv. Det er vigtigt, at du ikke går med alt det der gør ondt alene. Derfor er det også rigtig stærkt, at du skriver herind. Det er nemlig første skridt på vejen, hen i mod at åbne op.

Du skal have det bedre, så du kan se alle de gode ting der er i dit liv igen. Nogle gange når man har det skidt, kan det føles som om man er faldet ned i et sort hul. Så er det svært at få øje på alle de gode ting, der er omkring en.

Vejen op af det hul, er ved at fortælle hvordan du har det.  Ligesom du har gjort rigtig flot i dit brev. Du kan fortælle din veninde de ting du har lyst til, at hun skal vide. Det er dog vigtigt, du også involverer nogle voksne. Hvis det er svært at snakke om, kan du også vise dem brevet her til at starte samtalen.

Dine forældre og din folkeskolelærer har ansvar for, at du trives og har det godt. Det er deres ansvar at hjælpe dig i det her, så du ikke er alene. Du har vist styrke ved at skrive herind. Jeg håber, du kan bruge den styrke til at række ud til en voksen, og sig du har brug for at fortælle dem, hvordan du har det. Eller starte med at få talt ud med din veninde, for at finde helt ud af, hvad det egentlig er, der gør at hun pludselig er anderledes end før.

Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du altid velkommen til at skrive igen, eller ringe på Børnetelefonen på 116111.

De kærligste hilsner fra BørneTelefonen