Kære pige på 14 år
Mange tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du tænker over, om du har en spiseforstyrrelse. Meget af det du skriver, synes jeg også kan passe med en spiseforstyrrelse. Men det er kun en læge eller psykiater, der kan afgøre det.
En spiseforstyrrelse handler ikke kun om, hvad man spiser, og hvor meget man vejer. Det handler rigtig meget om, hvordan man har det og hvordan man tænker.
Og uanset om man kalder det en spiseforstyrrelse eller noget andet, så kan jeg høre, at du ikke har det så godt.
Jeg synes det lyder som om, du har brug for hjælp, når du fortæller hvordan du har det, hvordan du tænker om dig selv, og at du også har cuttet i dig selv flere gange.
Nogle gange når man går med sådan nogle tanker og følelser alene, kan de vokse sig større og fylde mere og mere. Jeg ved fra andre unge, at det kan hjælpe at fortælle nogen, hvordan man har det.
Der er mange, der synes det er svært at dele sådan nogle tanker med deres forældre. Men måske du kan overveje at gøre det alligevel? Jeg ved nemlig også, at mange får det bedre på den måde.
Dine forældre har ansvar for, at du har det godt. De kan kun hjælpe dig, hvis de ved, hvordan du har det.
Jeg kan godt forstå, at du kan være bange for deres reaktion eller for at gøre dem bekymrede. Mon ikke dine forældre vil synes det er allervigtigst, hvordan du har det? Og mon ikke de gerne vil have muligheden for at hjælpe dig med at blive glad igen, inden du måske kommer længere ud i de negative tanker?
Jeg ved fra andre børn, at de negative tanker og følelser kan vokse sig store indeni, fordi man netop ikke deler dem med nogen og føler, at man skal skjule dem for sin familie. Måske det også er sådan for dig?
Jeg kan høre, at du har brug for at der er nogle voksne, der hjælper dig. Du behøver ikke have en spiseforstyrrelse for at have ret til at få hjælp.
Jeg kan godt forstå, du ikke ønsker at få en spiseforstyrrelse som din kusine. En måde at undgå det kunne netop være at fortælle dine forældre, hvordan du har det? Måske kunne I sammen bestille en tid hos lægen? Mon du kunne overveje den mulighed?
Jeg ved det har hjulpet andre unge at vise deres forældre brevet til brevkassen og vores svar, når de skal sige noget der er svært. Måske det også kunne være en ide for dig? Jeg synes du beskriver så flot her, hvordan du har det.
Jeg håber, du finder modet til at tale med dine forældre snart, ligesom du fandt modet til at skrive til Brevkassen.
Husk du altid kan ringe eller skrive til BørneTelefonen igen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
