Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Spiseforstyrrelse

Hej, jeg er en pige på 13 år jeg er 166 cm høj og vejer 72 kg

jeg kan ikke stoppe med og spise jeg tager ca 1-2 kg på om ugen men det er ikke fordi jeg som sådan ser tyk ud jeg bliver bare forpustet meget hurtigt og jeg er ved og besvime hver gang jeg dyrker motion

altså det er sådan noget med jeg bruger næsten alle mine penge på og købe søde sager som fx, chips, sodavand, coocies med flere tusinde kcal i og jeg frygter jeg har en spiseforstyrrelse og jeg tør ikke snakke med nogen om det fordi jeg er bange for de siger at jeg overdriver eller siger der ikke findes en anden spiseforstyrrelse end den hvor man ikke kan spise altså anoreks

jeg vil bare gerne have hjælp fordi jeg græder så tit over hvor meget jeg spiser og hvordan jeg ser ud og jeg har prøvet ALT motion altså jeg har prøvet og træne en time hver dag i en m måned det hjalp ikke fordi jeg jo spiste så meget og jeg vil gerne have hjælp altså en der hjalp mig med og styre mig fordi det er gået alt for hvidt jeg har taget 14 kg på, på et år

jeg håber i har nogle gode råd fordi intet kan få mig til og spise mindre andet end hvis jeg bliver overvået

hilsen Anonym

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år,

Hvor er det flot at du skriver herind til BørneTelefonen med dine tanker omkring dine madvaner. Du fortæller, at du er bange for at fortælle det til nogen, men alligevel fortæller du om dine tanker til os. Det synes jeg er rigtig godt, og viser at du har modet til at gøre noget ved det. Det tænker jeg kan være første skridt til at få det bedre.

Du fortæller, at du ikke kan stoppe med at spise. Og at denne vane gør dig meget ked af det. Derfor søger du nogle råd til, hvad du kan gøre og det vil jeg forsøge at hjælpe dig med.

Først og fremmest kan det være rigtig svært at ændre sine madvaner. Både fordi der kan være meget tryghed i at gøre de samme ting (fx som at spise hvis man keder sig), men også fordi ens krop vænner sig til den mængde mad, den får givet, og derfor forventer kroppen også at du indtager samme mængde som du plejer.

Du skriver, at du køber mange søde sager med mange kalorier i. Derfor tænker jeg, om det måske kunne være en start at forsøge at spise nogle ting, der har gode kalorier og derfor er mere sunde og fylder mere i din mave. Måske frugt?

På den måde kan du måske vænne din krop til, at den ikke får usunde ting hele tiden. Hvad tænker du mon om den idé?

Herudover tænker jeg på, hvornår du plejer at spise det her mad? Er det når du er alene? Eller sammen med folk? Når du er glad? Eller måske ked af det? Grunden til, at jeg spørger, er fordi man sommetider kan bruge mad, som en form for trøst, når man enten keder sig, er trist eller andet. Kan du mon genkende det?

Det kan derfor være en god idé at blive opmærksom på, hvornår man spiser. Er det fx når du keder dig, kan det måske være, at du kan finde nogle andre ting, som kan ‘erstatte’ kedsomheden i stedet for mad.

Det kan være at du kan lave noget med hænderne, som at tegne, strikke eller spille på noget (hvis du har interesse indenfor det). På den måde kan opmærksomheden blive ledt over på noget andet end mad.

Du skriver, at du ikke tør at fortælle det til nogen, men at du samtidig også gerne vil have hjælp. Jeg tænker derfor om du alligevel kunne have mod på at snakke med nogen omkring dig, om hvordan du har det? En som du er tryg ved. Det kan være din mor eller far, en veninde eller måske en af lærerne på din skole.

Hvis du synes det er svært at tale med nogen om det kan du måske skrive et brev, som du har gjort til BørneTelefonen. Nogen gange kan det være lettere at fortælle hvordan man har det i et brev, så kan personen komme og tale med dig om det – efter at have læst brevet.

Hvis du har lyst til at skrive et brev, kan du få hjælp til det på linket her.

Hvis du er bange for, at det er en spiseforstyrrelse, som du har, kan det nemlig være rigtig godt at snakke med nogen om det, som kan hjælpe dig med at komme videre. Måske de kan hjælpe dig med at tage til lægen, som kan vurdere om, der er tale om en spiseforstyrrelse og dermed hvilken behandling, der vil kunne hjælpe. Hvad tænker du om det?

Hvis du måske har brug for at snakke med nogle andre om det først, har du også mulighed for at kontakte LMS, som er landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Gennem deres gratis rådgivning kan man få hjælp til om man fx har en spiseforstyrrelse. Du kan finde dem ved at følge linket her.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd. Hvis du har brug for at få flere eller andre råd, er du velkommen til at skrive til os igen eller ringe herind på 116 111.

De varmeste hilsner

BørneTelefonen

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat