Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Spiseforstyret?

Hej Brevkassen

Jeg er en pige på 16, som har et forstyrret forhold til mad.

Det hele startede et halvt års tid før jeg tog på efterskole, hvor jeg gerne (trods min normale vægt) ville tabe mig lidt inden. Dette skyldes at jeg havde hørt man tog meget på..

Jeg er omkring 1,80 høj, og vejede 48 kilo da jeg startede på efterskole. Da jeg stoppede et år efter var vægten på 65 – en vægt jeg egentlig var tilfreds med.

Nu da jeg er kommet hjem skifter jeg mellem at spise lidt og sundt, og så overspise. Jeg vejer nu 70, og selvom det er normalt, vil jeg gerne ned på 65 igen.

Jeg vil gerne gøre det på en sund måde, men føler kun at jeg har et “enten/eller-forhold” til mad. Jeg ved ikke om jeg burde søge hjælp, selvom det ikke er noget der påvirker min hverdag som sådan.

Jeg ville bare ønske at jeg kunne slippe kontrollen lidt, og have et normalt forhold til mad…

Mvh S.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

 

Kære S.

Det er flot, at du allerede nu er i stand til at bremse op og tænke over, hvad der egentlig sker med dig og dit forhold til mad. Det er tydeligt, at du gerne vil have hjælp til at få et mere afslappet forhold til det. Og det vil jeg støtte dig i. For selvom det lige nu ikke påvirker dig alt for meget, så kan jeg høre, at det alligevel er problematisk. Og det er vigtigt at få styr på, så det ikke udvikler sig til en svær spiseforstyrrelse med alvorlige konsekvenser for din krop og dit liv.
 
I din alder er det enormt vigtigt, at man få en varieret, sund og regelmæssig kost. Din krop har brug for brændstof til at vokse og udvikle sig. Og det er derfor ikke godt for kroppen at få for lidt eller for meget mad. 

Mange mennesker synes, det er svært at spise 100 % sundt hver dag. De fleste sørger for at spise sundt med masser af frugt, grøntsager, brød og protein i løbet af dagen, fordi det er et rigtig godt brændstof for kroppen. Samtidig spiser de også sommetider usunde ting, fx. når de får popkorn i biografen eller er til fødselsdag hos deres tante. På den måde kan man give sig selv lov til at spise lidt usundt og nyde det, når der sker noget særligt, eller når man hygger sig med vennerne – med god samvittighed. Det er en balancegang, og den kan være svær at holde for nogle. Men det er en vigtig balancegang – man skal ikke blive alt for kontrolleret i forhold til mad. For så forsvinder rigtig meget nydelse .

 
Jeg bliver nysgerrig på, om nogen i din familie eller dine venner har lagt mærke til din skiftende vægt eller dit forhold til mad? Måske er de bekymrede for dig? Jeg tænker nemlig, at det vil være rigtig godt, hvis du kunne tale med en voksen omkring det, fx. dine forældre. På den måde kan de bedre støtte dig i at få et afslappet forhold til mad. Hvad tænker du mon om det?

 
Jeg vil også foreslå, at du ringer til din egen læge og taler med hende om dine tanker omkring vægttab og dit forhold til mad. Din læge er vant til at have den slags samtaler. Det er vigtigt, at du får fortalt om dit enten-eller-forhold til mad, hvor du skiftevis spiser sundt og lidt, og overspiser. Her vil din læge kunne vurdere, om du skal tale med en psykolog eller en diætist – eller om lægen selv kan rådgive dig tilstrækkeligt. Det er vigtigt, at du søger hjælpen nu, selvom du ikke oplever, at det påvirker din dag særlig meget. På den måde tager du hånd om problemet, inden det vokser sig for stort og uhåndgribeligt.

Du kan også læse mere på denne side: http://lmsos.dk. De kan nemlig rådgive dig omkring dét at have et svært forhold til mad. 

Du er mere end velkommen til at ringe eller skrive herind igen, hvis du får brug for det.

Jeg ønsker dig det allerbedste.

Mange hilsner

BørneTelefonen

 

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat