Brev

Jeg har bulimi.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Tusind tak for dit brev – hvor er det godt, du skriver. Jeg kan forestille mig, at det kan føles meget tungt og ensomt at gå rundt med det hele alene.

Det er så hårdt at gå rundt og kigge på andre kroppe og tænke, at de er meget mere trænede, pænere eller tyndere end ens egen. Man kan virkelig blive ked af sin egen krop – og til sidst er dét, man ser i spejlet, måske slet ikke det samme, som alle andre mennesker ser.

Man kan komme til at få et bestemt billede af, hvordan ens krop ser ud, som faktisk slet ikke stemmer overens med virkeligheden. Og så kan man blive ved med at gå og kæmpe for at se ud på en bestemt måde – men lige lidt hjælper det. For man synes ikke selv, at man nogensinde kan komme til at ligne de andre. Kan du genkende det?

Du skriver, at du ikke vil tale med dine forældre om det, fordi du ikke har det godt med dem. Men er der en anden voksen tæt på, du kan snakke med?

Måske kan du slet ikke overskue at skulle snakke med en voksen? Måske tænker du, at en voksen ikke vil kunne forstå dig og se tingene fra dit synspunkt? Og måske er du bange for, at hvis du taler med en voksen, så er der nogen, der begynder at holde øje med dig og forhindrer dig i at kaste op – og så frygter du måske at tage på?

Der kan i hvert fald være rigtig mange grunde til, at man i nogle situationer slet ikke har lyst til at tale med en voksen. Men det er alligevel vigtigt, at man åbner op og taler med en.

At tale om, hvordan du egentlig har det, vil kunne hjælpe dig med at få det bedre. Det betyder som nævnt ikke, at du nødvendigvis kommer til at tage på.

En hindring for at tale om bulimien, kan også være en følelse af, at du burde kunne klare problemet selv Men det er vigtigt at få talt om bulimien med nogen, der kan hjælpe dig med tanker, inspiration eller direkte forslag til, hvordan du kommer videre. Måske er det netop også derfor, at du har skrevet herind?

Hvordan man har det med mad, krop, selvkontrol og selvværd, har meget med ens omgivelser og nære relationer at gøre. Det har stor betydning, hvordan man har det med dem, der er tæt på en. Hvis du har lyst til at tale mere om, hvorfor du egentlig ikke har det godt med dine forældre, så ring til os på tlf. 116 111. Det kan være, at der skal ske nogle små ændringer i din hverdag – i skolen, hjemme eller med din sport – før du får det bedre med din krop og mad?

Hvis du slet ikke føler, at du kan tale med en af dine forældre, er der så en lærer på skolen, du kan åbne op til? Eller måske en veninde? En veninde kan måske genkende lidt af dine tanker – og måske også hjælpe dig med at tale med en voksen?

Hvis du har lyst, kan du også kigge lidt på Landsforeningen mod spiseforstyrelser og selvskades hjemmeside: https://hjaelp.lmsos.dk/
De har også en rådgivning, hvor man kan få hjælp.

Det kan virke så enormt skræmmende at skulle fortælle nogen om det, men det er bare så vigtigt at få det gjort, så du kan få det godt.

Du er også meget velkommen til at SMS’e eller ringe herind til os på 116 111 eller skrive til os på Chatten. Hvis du ikke synes, du kan tale med nogen tæt på dig, vil vi som nævnt meget gerne snakke med dig og hjælpe dig med at finde ud af, hvad du så kan gøre.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud til dig med psykiatrisk diagnose eller er pårørende
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat