Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg hader mig selv

Hej

jeg er en pige på 14.

Jeg har en spiseforstyrrelse og jeg kaster op min tre gange om dagen. Jeg spiser mindre end 400 kalorier om dagen og dyrker motion.

Hver dag efter skole binger jeg, og bagefter purger jeg. Jeg HADER binging, og jeg vil virkelig gerne holde op, men det er som om at når jeg gør det, er jeg en anden person og jeg mister helt kontrollen.

Jeg kan slet ikke falde til ro før jeg VED at ALLE kalorierne er ude af systemet. For at få dem væk, vil jeg enten kaste op, forbrænde dem, tage afføringspiller eller sulte mig selv i dage.

Jeg spiser nok 400-800 kalorier, når jeg binger og det har næsten stået på i et år.

Mine forældre ved det ikke og det må de heller ikke vide. De ville blive så skuffet, hvis de vidste det.

Engang var der en pige i tv’et, der fortalte og hendes bulimi og min mor udbrød bare: ‘sikke en mærkelig sygdom!’ hvorefter min far gav hende ret.

Min familie har også en holdning til LGBT+ personer, hvor de fx siger at de bare gør det for opmærksomhed. Når de prædker om det sidder jeg bare og bidder mig selv i tungen, for ikke at skrige, selv om jeg ikke er LGBT.

Hvis man ser bort fra at de har nogle åndssvage holdninger, er de fantastiske forældre, der elsker mig. Dog er jeg bange for at de ikke ville elske mig, hvis de kendte til min spiseforstyrrelse.

Jeg har drømme hvor mine forældre råber at de hader mig, fordi de har fundet ud af det. Når de fortæller mig at de elsker mig kommer der en ond stemme op i mit hoved, der siger ‘nej du gør ikke’ og jeg kan simpelhen ikke tro på dem.

Hvem ville elske mig? De elsker mig kun fordi de er mine forældre, de ville være så meget mere bedre stillet, hvis de havde en smuk, klog og sød datter.

En anden ting er at jeg ikke aner hvorfor jeg har udviklet en spiseforstyrrelse.

Jeg føler mig helt tom indeni hvis jeg ikke har tvangsovetspist en dag, selv om alt jeg vil er at stoppe. Nogle gange kan jeg begynde at græde fordi lysten til at stoppe er så stor (og skylden) men min ‘urge’ er SÅ stor.

Jeg har haft en god barndom, ingen dødsfald, ingen mobning, gode venner osv. Det er først nu, alt er lort, så jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig skulle leve i det her helvede.

Hvordan stopper jeg? Jeg føler ikke at der er en vej ud, og jeg frygter at mine forældre finder ud af det på en måde, som jeg ikke ønsker…(Besvimer, selvmordsforsøg, finder ud af at jeg purger osv)

Måske ventet jeg også bare til at jeg bliver 18, så jeg kan få hjælp til at stoppe med at binge ( jeg vil ikke holde op med at sulte mig selv)

Eller måske bliver jeg aldrig rask?

Jeg ser i hvertfald ingen udvej.

Venlig hilsen en fed, klam, opmærksomhedskrævende, uduelig pige.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år. 

Der kan være 1000 årsager til, hvorfor man udvikler en spiseforstyrrelse. Det hænger ikke altid sammen med, at man er blevet mobbet, føler sig ensom, har det svært derhjemme osv. Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor du har udviklet en spiseforstyrrelse.  Det vigtige er, at du har det godt og du passer på dig selv og din krop. Det gør du desværre ikke lige nu.

En spiseforstyrrelse bliver nemt en ond cirkel. Det bliver en måde at have kontrol på. Det er også en måde at få afledt sine tanker på. Det kan derfor være rigtig svært at komme ud af spiseforstyrrelsen. Det kan lade sig gøre. Der er rigtig mange unge, der har haft en spiseforstyrrelse, som er kommet ud af den og har fået det rigtig godt med selv efterfølgende. Så med hårdt arbejde, så kan det lade sig gøre! 

Det virker ikke til, at dine forældre ved særlig meget om LGBT eller om spiseforstyrrelser. Hvis dine forældre aldrig har kendt nogen med en spiseforstyrrelse eller en homoseksuel, så kan man nemt komme til at tage afstand fra det. Det gør man simpelthen fordi man ikke ved nok om det. Når man ikke ved ret meget om spiseforstyrrelser, så kan det være rigtig svært at forstå, hvorfor nogen udvikler en spiseforstyrrelse. 

Du skriver, at du har et godt forhold til dine forældre og de elsker dig. Det er rigtig vigtigt, at du holder fast i det og ikke tvivler på deres kærlighed til dig. Jeg er sikker på, at hvis du fortæller dem om spiseforstyrrelsen, så vil de elske dig lige så meget som de gør nu. 

Hvis de ikke aner, at du overspiser og kaster op, så kan det være, at de bliver overrasket. Det tænker jeg også er helt ok, hvis de gør det. Efter lidt tid, så vil de helt sikkert hjælpe og støtte dig. Hvis du vælger ikke at fortælle dem det, så tror jeg de vil blive rigtig kede af det, hvis du en dag besvimede pga. spiseforstyrrelsen. Dine forældre ville nok blive kede af, at du ikke har fortalt dem, hvordan du har det. De vil nok også føle, at de burde have set det og gjort noget. 

Jeg synes, derfor at du skal fortælle dine forældre om, hvordan du har det. Jeg tænker, at de bliver mere skuffede over, hvis du ikke fortæller det end, hvis du fortæller, at du har en spiseforstyrrelse.  

Der er mange måder at komme ud af sin spiseforstyrrelse på. Den vigtigste skridt i processen er dig selv. Du skal selv ville ud af spiseforstyrrelsen. Og nogen gange er det ligesom spiseforstyrrelsen, der tager over og spænder ben for dig. Men, bliv ved med at kæmpe. Det første skridt er, at du bliver klar til at få hjælp. 

LMS er en Landsforening Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. De er uddannet i at rådgive unge mennesker omkring spiseforstyrrelser. De ville kunne hjælpe dig. og dine forældre kan også få rådgivning. LMS rådgiver nemlig også pårørende til én med en spiseforstyrrelse. Dine forældre ville altså også kunne få rådgivning gennem LMS. Det kunne måske være en rigtig god ide, hvis dine forældre ikke ved særlig meget om spiseforstyrrelser. Du kan kontakte LMS via dette link, https://hjaelp.lmsos.dk/
Du kan også få hjælp gennem din egen læge. Hvis du fortæller din læge, hvordan du har det, så vil din læge kunne anbefale den hjælp, han synes passer til dig. 

Jeg synes som sagt, at du skal få snakket med dine forældre. Hvis du synes det er svært at få sagt det til dem, så kunne du jo  vise dem dit brev og det her svar. Svære ting kan ofte være lettere at få sagt på skrift. Hvis dine forældre læser dette svar, så vil de få noget rådgivnig om, hvordan de kan hjælpe dig. 

 

Kærlig hilsen

BørneTelefonen. 

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat