Jeg hader mig selv
Hej
jeg er en pige på 14.
Jeg har en spiseforstyrrelse og jeg kaster op min tre gange om dagen. Jeg spiser mindre end 400 kalorier om dagen og dyrker motion.
Hver dag efter skole binger jeg, og bagefter purger jeg. Jeg HADER binging, og jeg vil virkelig gerne holde op, men det er som om at når jeg gør det, er jeg en anden person og jeg mister helt kontrollen.
Jeg kan slet ikke falde til ro før jeg VED at ALLE kalorierne er ude af systemet. For at få dem væk, vil jeg enten kaste op, forbrænde dem, tage afføringspiller eller sulte mig selv i dage.
Jeg spiser nok 400-800 kalorier, når jeg binger og det har næsten stået på i et år.
Mine forældre ved det ikke og det må de heller ikke vide. De ville blive så skuffet, hvis de vidste det.
Engang var der en pige i tv’et, der fortalte og hendes bulimi og min mor udbrød bare: ‘sikke en mærkelig sygdom!’ hvorefter min far gav hende ret.
Min familie har også en holdning til LGBT+ personer, hvor de fx siger at de bare gør det for opmærksomhed. Når de prædker om det sidder jeg bare og bidder mig selv i tungen, for ikke at skrige, selv om jeg ikke er LGBT.
Hvis man ser bort fra at de har nogle åndssvage holdninger, er de fantastiske forældre, der elsker mig. Dog er jeg bange for at de ikke ville elske mig, hvis de kendte til min spiseforstyrrelse.
Jeg har drømme hvor mine forældre råber at de hader mig, fordi de har fundet ud af det. Når de fortæller mig at de elsker mig kommer der en ond stemme op i mit hoved, der siger ‘nej du gør ikke’ og jeg kan simpelhen ikke tro på dem.
Hvem ville elske mig? De elsker mig kun fordi de er mine forældre, de ville være så meget mere bedre stillet, hvis de havde en smuk, klog og sød datter.
En anden ting er at jeg ikke aner hvorfor jeg har udviklet en spiseforstyrrelse.
Jeg føler mig helt tom indeni hvis jeg ikke har tvangsovetspist en dag, selv om alt jeg vil er at stoppe. Nogle gange kan jeg begynde at græde fordi lysten til at stoppe er så stor (og skylden) men min ‘urge’ er SÅ stor.
Jeg har haft en god barndom, ingen dødsfald, ingen mobning, gode venner osv. Det er først nu, alt er lort, så jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig skulle leve i det her helvede.
Hvordan stopper jeg? Jeg føler ikke at der er en vej ud, og jeg frygter at mine forældre finder ud af det på en måde, som jeg ikke ønsker…(Besvimer, selvmordsforsøg, finder ud af at jeg purger osv)
Måske ventet jeg også bare til at jeg bliver 18, så jeg kan få hjælp til at stoppe med at binge ( jeg vil ikke holde op med at sulte mig selv)
Eller måske bliver jeg aldrig rask?
Jeg ser i hvertfald ingen udvej.
Venlig hilsen en fed, klam, opmærksomhedskrævende, uduelig pige.