Brev

Jeg er ikke god nok vis jeg ikke vejer det…

[Stednavnene i brevet er fjernet af redaktøren for at sikre pigens anonymitet]

Hej jeg er en pige på 14 år. Det sidste halve år har jeg kæmpede mod Anoraksien. Og nok også længere før det nok mere eller mindre hele mit liv for siden jeg var helt helt lille har jeg kunne finde ting der var forkert ved mig selv.

I november 2020 begynd jeg og tabe mig og det gjorde heller ikke noget fordi jeg var lige på grænsen til overvægt. I mit hovede har det vært meget tabobelagt og være overvægtig. Og jeg ikke er god nok til værken venner eller kæreste.

Jeg tabet mig HURTIGT den gang var jeg 158 høj og vejet 56-57 kilo og jeg kom ned på de 53 til nytår. Efter det gik det stærkt jeg tabte mig og tabte mig og havde et spisestop i en hel uge hvor jeg ikke fik indtaget så meget som en kalorie.

Jeg blev indlagt med drop eftersom jeg heller ikke drak noget… så blev jeg indlagte på sygiatrien på BU1 det var hårer tider efter nogle uger kom jeg hjem igen.. siden de 53 gik jeg for det til 40 på undre en måned… og jeg kæmpede mig op igen nu er jeg 162 høj og jeg skal veje mindst 50 kg og jeg ligger kun lige på de 50 kg

jeg er kommer så langt jeg har lige for først gang i et år spist silk og pizza. Og jeg er glad for hvordan jeg ser ud men nu til problemet jeg bliver ved med og få proppede ind i hovedet af mig at jeg er syg at vis jeg ikke vejer de 50 må jeg ikke være på efterskole efter sommerferien.

Lige nu har jeg en super sød Kæreste på 15 der holder af mig for den jeg er vi har vært sammen i snart 4 måneder og der handler det ikke om syge mig men rent faktisk mig… alle andre steder er jeg kendt som hende med anoraksi.

Jeg er kun syg på papir nu men ikke virkligt jeg er glad og normal. Men min mor især ville ikke giv slip på den kontrol. Hun vejer mig tit og jeg føler at vis jeg ikke vejer de 50 så jeg ikke god nok lige meget om der er hundreder gram under så er jeg meget syg igen… alt skal handel om det før og ikke nu.

Jeg har lært og leve i nuet begrund af min kæreste han siger altid men ved aldrig hvornår ens dag bliver den sidste så nyd nu livet man for det ikke igen… lev vær dag som den sidste. Men jeg prøver og snakke med min mor om det men det hjælper ikke rigtigt. Har i noget godt råd for hvad jeg kan fortælle at jeg er mig og ikke den syge mere Undskyld for den lange besked.

Hilsen pigen på 14

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Hvor har du altså skrevet et stærkt brev. Jeg forstår virkelig godt, at du ikke orker, at blive set på som hende med anoreksi. 

At kæmpe sig ud af anoreksi er en stor bedrift. Det kræver mange kræfter. Men det lyder til, at du er nået langt. Derfor har du virkelig noget at være stolt af.

Samtidig kan jeg læse, at det stadig føles hårdt og tungt, at andre omkring dig holder fast i sygdommen gennem deres blik på dig. Jeg forstår godt, at det er svært for dig at slippe sygdommen helt, når andre ikke gør det.

Anoreksi er en alvorlig sygdom. Og jeg tror, man kan sige, at den rammer både den syge og dem, der holder af den syge. Derfor forstår jeg også godt, at din mor kan have svært ved at slippe kontrollen. Hun er sikkert blevet rigtig forskrækket over, at du har været så syg. Og hun vil gerne passe på dig, så du ikke ender syg igen.

Alligevel mærker du nu, at du har brug for, at hun fokuserer mere på dig end på sygdommen. Du har forsøgt at tale med hende om det – men du føler ikke, at det hjælper.

Jeg kan ikke læse ud af dit brev, om du stadig er i behandling. Men kan det være, at din mor faktisk blot følger behandlingen ved at veje dig ofte?

Og spiller det også ind, at du skal veje mindst 50 kg for at komme på efterskole? Din mor vil måske hjælpe dig, så du kommer afsted og ikke går glip af den store oplevelse, det er at være på efterskole? En oplevelse som også kan være med til, at sygdommen kommer mere på afstand.

Uanset, så tror jeg dog, det kunne være rart for dig at forsøge at tale med din mor igen. Måske er det faktisk vigtigt, at I får talt rigtig godt sammen det næste stykke tid. Sådan at hun bliver beroliget. Og sådan at du får forklaret, hvorfor hun reagerer, som hun gør.

Du beskriver meget fint i dit brev, hvordan du har brug for at slippe fokus på fortiden. Du skriver nemlig, at alt handler om det før og ikke nu. Jeg synes, det er en stærk formulering – mon hun ville kunne forstå, hvis du siger det sådan? Det kunne være en god indledning til en god snak.

Nu ved jeg jo ikke, hvordan din behandling er. Måske går du stadig i et forløb hos en psykolog? Hvis du gør, kunne det måske være en ide, at tale med ham eller hende om, at du føler, at sygdommen fylder for meget i den måde, andre ser dig på.

Jeg ved, at mange forældre også får hjælp, når deres barn bliver alvorlig syg. Måske kan du foreslå din mor, at hun taler med nogen om, hvordan hun bedst hjælper dig. Hvis ikke hun altså allerede gør det.

Det lyder til, at du har en virkelig sød og klog kæreste. At have nogen, der støtter en i, at leve i nuet og nyde livet er virkelig guld værd. Særligt når man forsøger at slippe noget svært fra fortiden. Derfor er det også skønt at læse, at han holder af dig for den, du er.

Det lyder til, at du er godt på vej – jeg håber, at du får talt med din mor igen. Og at både du og hun får anoreksien skubbet langt tilbage ind i fortiden. Sådan at du i fremtiden kan se dig selv og blive set som den, du er nu; en pige med lyst til at leve i nuet og en stærk pige, der klarede at kæmpe sig fri af anoreksi.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud til dig med psykiatrisk diagnose eller er pårørende
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat