Jeg er ikke god nok vis jeg ikke vejer det…

Kære pige på 14 år

Hvor har du altså skrevet et stærkt brev. Jeg forstår virkelig godt, at du ikke orker, at blive set på som hende med anoreksi. 

At kæmpe sig ud af anoreksi er en stor bedrift. Det kræver mange kræfter. Men det lyder til, at du er nået langt. Derfor har du virkelig noget at være stolt af.

Samtidig kan jeg læse, at det stadig føles hårdt og tungt, at andre omkring dig holder fast i sygdommen gennem deres blik på dig. Jeg forstår godt, at det er svært for dig at slippe sygdommen helt, når andre ikke gør det.

Anoreksi er en alvorlig sygdom. Og jeg tror, man kan sige, at den rammer både den syge og dem, der holder af den syge. Derfor forstår jeg også godt, at din mor kan have svært ved at slippe kontrollen. Hun er sikkert blevet rigtig forskrækket over, at du har været så syg. Og hun vil gerne passe på dig, så du ikke ender syg igen.

Alligevel mærker du nu, at du har brug for, at hun fokuserer mere på dig end på sygdommen. Du har forsøgt at tale med hende om det – men du føler ikke, at det hjælper.

Jeg kan ikke læse ud af dit brev, om du stadig er i behandling. Men kan det være, at din mor faktisk blot følger behandlingen ved at veje dig ofte?

Og spiller det også ind, at du skal veje mindst 50 kg for at komme på efterskole? Din mor vil måske hjælpe dig, så du kommer afsted og ikke går glip af den store oplevelse, det er at være på efterskole? En oplevelse som også kan være med til, at sygdommen kommer mere på afstand.

Uanset, så tror jeg dog, det kunne være rart for dig at forsøge at tale med din mor igen. Måske er det faktisk vigtigt, at I får talt rigtig godt sammen det næste stykke tid. Sådan at hun bliver beroliget. Og sådan at du får forklaret, hvorfor hun reagerer, som hun gør.

Du beskriver meget fint i dit brev, hvordan du har brug for at slippe fokus på fortiden. Du skriver nemlig, at alt handler om det før og ikke nu. Jeg synes, det er en stærk formulering – mon hun ville kunne forstå, hvis du siger det sådan? Det kunne være en god indledning til en god snak.

Nu ved jeg jo ikke, hvordan din behandling er. Måske går du stadig i et forløb hos en psykolog? Hvis du gør, kunne det måske være en ide, at tale med ham eller hende om, at du føler, at sygdommen fylder for meget i den måde, andre ser dig på.

Jeg ved, at mange forældre også får hjælp, når deres barn bliver alvorlig syg. Måske kan du foreslå din mor, at hun taler med nogen om, hvordan hun bedst hjælper dig. Hvis ikke hun altså allerede gør det.

Det lyder til, at du har en virkelig sød og klog kæreste. At have nogen, der støtter en i, at leve i nuet og nyde livet er virkelig guld værd. Særligt når man forsøger at slippe noget svært fra fortiden. Derfor er det også skønt at læse, at han holder af dig for den, du er.

Det lyder til, at du er godt på vej – jeg håber, at du får talt med din mor igen. Og at både du og hun får anoreksien skubbet langt tilbage ind i fortiden. Sådan at du i fremtiden kan se dig selv og blive set som den, du er nu; en pige med lyst til at leve i nuet og en stærk pige, der klarede at kæmpe sig fri af anoreksi.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen