Kære pige på 14 år.
Tak for dit fine brev, hvor det lyder som om, at du beskriver en indre samtale i dit hoved.
Jeg forestiller mig, at du står på en bro som forbinder to øer. På den ene ø kan man spise sundt og have en sund livsstil, og på den anden ø kan man tabe sig ved ikke at spise noget. Og dér står du! - på midten af broen og bliver mere og mere forvirret og udmattet, ved at tænke på hvilken vej du skal gå.
Jeg ved ikke, om du overhovedet har brug for at tabe dig. Men jeg tror, at jo mere du lader stemmerne få plads til at skændtes, jo værre vil det blive.
Mit vigtigste råd er derfor, at du kan prøve at fjerne fokus fra stemmerne der skændes om, hvilken vej du skal gå. Jeg forestiller mig, at du ser, at der er en stige ned fra broen. For enden af stigen er der veje til små fine øer, hvor man kan gå i biografen, være sammen med sine venner osv. Pludselig kan du høre en masse andre gode stemmer. Måske kan du øve dig i, at sige "hej hej, I to der skændes! Jeg går lige ned af stigen."? Det er i hvert fald vigtigt, at de to stemmer ikke fylder alt.
Derudover skal du vide, at det kan være svært at leve en sund livsstil hele tiden. Det er der ingen mennesker der kan - alle ugens dage, døgnet rundt. Det er vigtigt, at du finder en god balance og giver din krop det, den har brug for. Uden at bebrejde dig selv, når det går galt.
Hvis mad, sundhed og vægt fylder for meget, så er det vigtigt at man får talt med nogen om det. Sådan skal det nemlig ikke være. Det kan være svært at gå alene med, både det at tabe sig, men også med den indre dialog. Hvis der er brug for, at man har en sundere livsstil, så er det vigtigt at få hjælp og støtte fra familien. Måske kan du tale med dine forældre eller nogen veninder om, hvad der sker indeni dig? Jeg er sikker på, at dem omkring dig, kan sætte sig ind i, at have tanker og følelser der går i hver sin retning!
Jeg ønsker dig det bedste fremover.
Alt det bedste fra BørneTelefonen