Brev

Har jeg en spiseforstyrrelse?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige,

Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp, for jeg kan læse, at du tumler med en masse tanker omkring dig selv og din krop. Du spørger meget konkret, om du kunne lide af en spiseforstyrrelse. Det er jo egentlig kun lægen, der vil kunne stille en endelig diagnose, men ud fra din rigtig fine beskrivelse af din situation, kan jeg sagtens forstå, at du er kommet til at tænke sådan.

Det er meget individuelt, hvad den ideelle vægt for den enkelte af os er. Man kan desværre ikke opsætte helt generelle regler, men en rettesnor kan være at udregne det, der kaldes ens BMI – altså ens body mass index. For at blive betegnet som normalvægtig ifølge den, så skal det ligger over 18,5-20. Regner man dit BMI ud udfra din nuværende højde og vægt, så har du faktisk et BMI på kun 14,8. Og hvis du, som du skriver, at du gerne vil, taber dig yderligere til 30 kg, så vil dit BMI falde til blot 12. Det vil altså sige, at dit nuværende BMI allerede fortæller dig, at du er undervægtig, og selv om man tager hensyn til, at der er variationer i, hvordan vi er bygget osv., så tænker jeg ikke, at det vil være spor godt for dig at tabe dig yderligere.

Du skriver også, at alle fortæller dig, at du er tynd, selvom du selv føler dig tyk. Det er sådan med ens hjerne, at hvis man sulter sig, som du gør med et indtag på kun 200-500 kalorier per dag, så kan den ikke tænke helt klart – den oplever simpelthen ikke virkeligheden, som den er. Derfor kan det også være rigtig svært selv at se, at man rent faktisk er tynd og måske endda for tynd. Men hvis man fik noget hjælp og begyndte at spise svarende til ens reelle behov, så ville hjernen gradvis klare mere op og kunne se, at det er det rigtige. Det er selvfølgelig ikke sjovt i den fase, indtil man når dertil, men det er også derfor, at det er vigtigt, at man får professionel hjælp og støtte til det. Når du så oveni dyrker motion op til flere gange daglig, så forbrænder du jo dit meget sparsomme kalorieindtag enormt hurtigt, og det hjælper heller ikke til at gøre det lettere for dig at se den rigtige dig.

Når jeg læser dit brev, får jeg egentlig et indtryk af, at du er en ret fornuftig pige. Du har gjort dig nogle meget velovervejede tanker omkring din situation, men også tanker omkring en evt. årsag. Der er ingen tvivl om, at det kan være hårdt at være skilsmissebarn, og det er ikke helt unormalt, at det efterlader en med et øget behov for kontrol. Og som du selv meget fint beskriver det, så er fødeindtag, motion og vægt et af de steder, hvor mange søger den, for det er ligesom muligt at kontrollere. Grænsen for, hvornår man vil kalde det en spiseforstyrrelse, vil jeg lade være op til de professionelle, men jeg vil klart anbefale dig at overveje at tale med din læge omkring alle de her tanker. Det behøver ikke at betyde, at der skal ske mere – men jeg tror, at det vil være godt for dig at få en professionel vurdering samt evt. høre nærmere om, hvad man kan tilbyde dig, hvis man nu vurderer, at der er behov for det. Jeg tror også, at det vil give dig mere magt over Ana og fremadrettet gøre det lettere for dig at vælge at høre kun det, som du gerne vil og har brug for fra hende.
Hvad tænker du mon om det – kunne det være en mulighed for dig?

Udover, at du nævner Ana, så skriver du ikke, om der er andre, der kender til de her tanker. Du skriver, at du ikke vil gøre dine forældre bekymrede eller urolige og derfor har du også i perioder spist mere end du egentlig havde lyst til. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det mon ikke kunne være rart for dig at have en anden end Ana ved din side. Jeg får et indtryk af, at hun lige nu ikke altid giver dig den rigtige støtte, men måske din mor, far, en bedsteforælder eller anden kunne gøre det – og måske også hjælpe dig videre med kontakten til lægen osv. Jeg ved godt, at det kan være svært at tale med andre omkring noget, som man synes er svært. Men du har simpelthen beskrevet det hele så fint her i brevet til os, så du kunne overveje at indlede med at vise dit brev og måske mit svar. Hvad tænker du mon om det – kunne du have mod på det?

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker til at komme til at videre. Jeg vil i hvert fald ønske dig rigtig meget held og lykke i kampen. Du skal vide, at hvis du har brug for at tale mere omkring det hele eller få flere råd, så er du altid velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen på 116 111 eller kontakte os via chat eller SMS.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat