Gider snart ikke kæmpe imod mere..

Kære pige på 16 år,

Når man føler, at alt omkring én bare er kaos, er det rart at føle, at man trods alt kan have kontrol over bare én enkelt ting. Du er slet ikke den eneste, der har det sådan. Og du er ikke den eneste, hvor maden bliver dét, man prøver at kontrollere.

Derfor kan det også være rigtig svært at bede om og få hjælp, selvom man inderst inde godt ved, at det er gået over gevind, præcis som du selv skriver.

Man kan lige netop have en følelse af, at man gerne vil have hjælp, fordi det er så hårdt at gå rundt med en spiseforstyrrelse alene. Og på den anden side ønsker man bare, at ingen ser det – for så har man stadig noget, man kan prøve at have kontrol med. Og så føler man måske, at man selv kan styre, hvor tyk eller tynd, man skal være. Men den kontrol du føler at have modarbejder dig. Jo mere kontrol du tager over mad og din sult, jo sværere bliver det at få “den gode kontrol” over andre ting tilbage. Kan du følge mig?

Der er intet af dét, der er sket for dig, der er din skyld. Og hvis du har fået en spiseforstyrrelse, er det ikke noget, du kan ikke gøre for. Det er ikke fordi, at du ikke er lige så stærk eller god eller klog som andre.

Der er rigtig mange grunde til, at man kan få en spiseforstyrrelse. Og man har brug for hjælp til at komme af med den igen. Hjælp udefra. Og det er også det jeg hører, at du faktisk ser frem til – men synes der er for længe til. Er det mon rigtigt forstået?

Det handler ikke bare om, at man skal begynde at spise anderledes. Det handler også om, at der er nogle ting, man måske har tænkt eller følt eller oplevet, som man har brug for hjælp til at komme over eller få bearbejdet. Det kan en psykolog hjælpe med.

Du skriver, at din gamle psykolog ikke vidste så meget om spiseforstyrrelser. Måske er det derfor, du overvejer en ny psykolog efter sommerferien? Det, synes jeg, i hvert fald lyder som en rigtig god idé.

Jeg kan godt forstå, du har svært ved at åbne op for din mor, når du før har oplevet, at hun har kørt dig på psykiatrisk skadestue/akutafdeling. Det lyder som om, det har været en ubehagelig oplevelse, som du måske ikke har følt dig tryg ved og klar på. Jeg kan i hvert fald godt forstå dig, hvis det var sådan, du havde det.

Du ved det sikkert godt, men der er ingen tvivl om, at din mor kørte dig på akutafdelingen, fordi hun bekymrer sig om dig, og fordi hun prøver at passe på dig. Måske fortæller det også, at din mor lytter til dig og tager dét, du siger, alvorligt? Det er en vigtig ting, også selvom det måske ikke altid føles som en hjælp, lige når du er står i situationen.

Derfor tænker jeg, om du måske alligevel kunne overveje at snakke med din mor om dit forhold til mad og træning? Det er så hårdt at gå rundt og skjule det hele tiden, og at gå rundt med alle de tanker og følelser, der også følger med en spiseforstyrrelse, helt alene.

Hvis du siger til din mor, at du har brug for at tale med hende om noget, og at det er vigtigt, hun lytter til alt det, du siger, før hun gør noget – tror du så, I kunne have en snak om, hvordan du har det og om du måske kan starte hos den nye psykolog allerede nu?

Jeg kan nemlig godt forstå, du synes, der er lang tid til efter sommer, når du går rundt og har det sådan, som du har det, lige nu. Det ville være rigtig godt, hvis du f.eks. kunne starte hos en psykolog her i løbet af sommeren, som ved noget om spiseforstyrrelser.

På den måde vil du måske også være endnu mere klar til at starte på den nye skole efter sommer.

Hvis du ikke synes, du kan sige tingene til din mor, kan det være, du hellere vil skrive et brev til hende? Det kan også være, at du har brug for hjælp til at snakke med din mor?

Hvis du har kontaktinformation på din støtteperson fra den efterskolen, kan det være, at hun har mulighed for at hjælpe dig med at snakke med din mor?

Det kan også være, at du bedre kan snakke med din sagsbehandler på kommunen? Så kan hun hjælpe dig med at tale med din mor – og måske kan hun også hjælpe med at finde ud af, hvordan du kan få det hurtigste og bedste hjælp?

Du kan også kigge på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside. De er nemlig eksperter i at hjælpe folk med spiseforstyrrelser, og de har også en rådgivning, hvor man både kan SMS’e, skrive eller ringe ind. Du finder hjemmesiden lige her.

Jeg kan godt forstå, du har en følelse af, at du snart ikke magter at kæmpe imod tankerne og følelserne omkring mad. Men jeg kan også mærke, at der er styrke i dit brev! Du har taget mod til at tale med din kontaktperson på skolen, og du har også skrevet herind. Det viser en stærk vilje, som helt sikkert vil hjælpe dig i forløbet med psykologen også.

Du har ret til at have det godt. Og du kan få det godt! Det kræver “bare” noget hjælp. Du er godt på vej allerede. Jeg kan læse, at du også førhen har åbnet op og sagt det, der går dig på, højt. Så nu handler det om, at gøre det samme igen.

Selvom det føles som en hård kamp lige nu, er det næste skridt, at du også åbner op omkring dit forhold til mad. Du kan nemlig få hjælp – og det er ikke bare noget hjælp, der handler om, at “nu skal du spise sådan og sådan”. Det vil være en hjælp, der gør, at du får det bedre i det hele taget – med dig selv, din krop, din familie osv.

Hvis du har brug for at snakke mere om det, før du snakket med din mor, din tidligere støtteperson eller din sagsbehandler, er du også meget velkommen til at SMS’e eller ringe til os på BørneTelefonen på nummer 116 111 eller skrive til os på Chatten.

De kærligste hilsner
BørneTelefonen