Bekymret for veninde med anoreksi

Hejsa.

Jeg er en pige på tretten, men en bedste veninde lige et par måneder ældre end mig. Hun har altid været tynd. Hendes mor er også slank, og hendes brødre er også spinkle. Men, det er meget slemt med hende. Hun spiser ikke meget, nærmest kun aftensmad. I de seneste par måneder har en af vores fælles venner, snakket, nærmest for sjov, om at hun måske havde anoreksi, da han så hvor tynd hun var. Vi andre gik og lavede lidt sjov med det, hvilket jeg virkelig fortryder nu.

Jeg var selvfølgelig lidt bekymret for hende, og sagde tit “spis noget, anoreksibarn!”, men det var lidt noget vi kunne grine af, og jeg har det rigtig skidt med det nu.

Hun spiser stadig slik osv, men det er ikke meget mad hun får spist. Nærmest kun en lille portion aftensmad, og måske et æble. Det bekymre mig.

Førhen troede jeg at hun også selv synes at hun var for tynd – vi siger det nemlig tit til hende. Vi siger ar hun burde spise mere, og jeg tager da også mad med til hende nogle gange, fordi at hun “glemmer sin frokost”

Idag ramte der mig hvor slemt det er. Hun åbnede nemlig op i vores gruppechat (incl.
drengen der startede det med anoreksi, samt en af vores rigtig gode veninder) hvordan hun rigtig har det. Hun siger at hun føler sig tyk, og at hun føler sig skyldig når hin har spist. At hun nogle gange gerne vil kaste maden op, men ikke altid kan. At alt hun søger på, er hvordan man taber sig, og hvor man kan finde såkaldte oplastingspiller.

Jeg blev virkelig rørt af det, og sad og græd stille for mig selv i lang tid, da jeg ikke vidste hvor slemt det var med hende overhovedet.

Vi siger alle til hende at hun skal snakke med voksne, og hun siger bare at “jeg gør det snart” eller “på et tidspunkt”, selvom vi fortæller hende hvor vigtigt det er at hun gør det hurtigst muligt.

Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er fristet til selv af snakke med vores lære eller hendes mor, men hun vil VIRKELIG ikke have at jeg gør det, og jeg kan mærke hvor irriteret og nærmest sur hun er når jeg fortæller hende, at jeg holder af hende, men måske bliver nødt til at hive fat i en voksen.

Jeg vil kun det bedste for hende, og elsker hende så utroligt højt, men jeg vil ikke krydse en grænse, eller gøre hende mere sur på mig end hun er nu. Vi har aldrig før skændtes i de fire år vi har været bedste venner (andet end meget små dumme ting, som hvor vi skal være osv), og jeg vil bare ikke skubbe hende længere væk end jeg føler hun er nu.

Så, hvad skal jeg gøre?

Tusind mange gange på forhånd tak

– Tretten årig pige