Kære pige på 19
Hvor er det godt, at du har skrevet ind til brevkassen, for det lyder som om, du har det rigtigt svært. Det er så flot, at du har skrevet selv om du har svært ved at tale og åbne dig op omkring mad og, at ville være tynd. Du har skrevet et fint brev (mon det er nemmere at skrive end at tale om?) som sætter mig rigtigt godt ind i, hvordan du har det. Det kan du godt være stolt af! Jeg håber mit brev kan give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre.
Du skriver I dit brev, at du bruger det meste af dagen på at tænke på mad og på, hvordan du kan undgå at spise. Det fortæller mig, at det fylder rigtigt meget for dig. Du skriver, at du bare gerne vil være tynd, men på en måde vil du gerne have hjælp og på en måde vil du ikke. Det du oplever er, at have ambivalente følelser. Ambivalente følelser opstår når man har to modstridende følelser. Jeg kunne forstille mig, at du oplever at have nogle diskussioner i dit hoved, hvor en stemme vil have hjælp og mad, mens en anden stemme vil være tynd og undgå mad. Mon det er en forestilling du kan kende?
Jeg har talt med andre børn og unge som kæmper med det samme som dig, de kalder den ene stemme for anoreksien og den anden stemme er den stemme som er en selv, den som også var der før anoreksi stemmen kom og begyndte at diskutere. De fortæller også, at anoreksi stemmen overtager mere og mere af den stemme som er ens egen stemme jo mindre mad man spiser og jo tyndere man bliver. Måske den stemme, der gerne vil have hjælp er en stemme som råber og skriger til dig, at du skal åbne dig, have mad og hjælp. Hvad tænker du om det? Hvis du kan kende den måde at opleve det på kunne du overveje, hvad der får den ene eller anden stemme til at fylde? Fx kunne det, at ens venner holder fest eller komsammen, hvor der oftest er mad, få den stemme som vil have hjælp til at råbe højt om, at du gerne vil være rask så du kan komme med, mens anoreksi stemmen styrer en til at blive hjemme for at undgå mad situationer. Er det mon noget du kan kende? Hvis du kan genkende det, hvordan har du det så med, at anoreksi stemmen kan styre dig fra ting som du ellers gerne vil? Og har du overvejet hvad der ville være vigtigt for dig og dit liv, hvis det ikke handlede om mad og, at ville være tynd.
Du skriver i dit brev, at du har snakket lidt med din kontakt person på skolen om det. Det er så flot og godt af dig, at du taler med nogle om det også selv om det er svært at tale om. Du er god til skriftligt at beskrive dine tanker og følelser, måske det kan være dig en hjælp at vise din kontaktperson dit brev til os og mit svar, det kan være et godt udgangspunkt for denne vigtige samtale. Jeg tænker på om det også kunne være en idé for dig og din kontaktperson, at I sammen kigger på denne hjemmeside http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk. Jeg håber din kontaktperson og dig kan tale om, hvad der skal til for, at du har mod på at tage til lægen og opsøge noget hjælp.
En sidste ting jeg gerne vil skrive til dig inden jeg afslutter brevet er, at dem, som ved rigtigt meget om at have det sådan med mad på den måde som du har det, de ved fra forskning, at ens problem faktisk ikke handler om mad og om at ville være tynd. Tit handler det om noget andet. Det kan være man er ked af noget i skolen, i sin familie eller noget helt andet. Mon det også handler om noget helt andet for dig? Hvad mon det kan være? Er der noget som gemmer sig bag tankerne om mad? Det er vigtigt at få talt om alle de tanker og følelser der fylder med en professionel, som kan hjælpe en til at få det bedre.
Jeg håber mit svar har givet dig nogle ting at tænke over, at du har mod på at tale rigtigt meget til den stemme som råber om hjælp og lytte godt til den. Det kan lade sig gøre, at få anoreksi stemmen til at forsvinde, men det kræver en hård kamp, hjælp, tid og tålmodighed. Jeg håber du har kunnet genkende nogle af de ting jeg har skrevet og det giver mening for dig? Hvis ikke er du velkommen til at skrive ind igen, sms´e, chatte eller ringe til børnetelefonen på 116111, her sidder rådgivere klar, der rigtig gerne vil lytte og hjælpe.
Mange hilsner og tanker fra Børnetelefonen
