Kære Pige på 12 år
Tak for dit brev til brevkassen, hvori du fortæller om den store sorg du oplever, efter din kat er gået bort.
Jeg kan godt forstå, at dens død må være kommet som et chok for dig, den var en sund og frisk kat, der ikke var særlig gammel. Når vi mennesker mister nogen vi har elsket og holdt af, og som har haft en stor betydning i vores liv, ligesom din kat havde, er det nogle gange en lang proces at komme igennem. Sorg er noget mærkeligt noget at opleve, men det er en naturlig del af livet, noget alle mennesker kommer til at opleve. Så det er helt okay og helt normalt at sørge!
Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan vi reagerer på sorg, og følelserne kan også svinge næsten fra dag til dag, i forhold til hvordan man har det - for det handler jo om følelser.
For dig er det vigtigt, at besøge din kats grav, og det er helt okay. Når du spørger om, hvordan du kommer videre, ved jeg fra andre børn der har mistet, at det hjælper at tale om det kæledyr de har mistet.
Du oplever, at dine forældre mener det er underligt, at du reagerer som du gør. Jeg tænker de måske er usikre på, hvordan de bedst kan hjælpe dig, måske er de nervøse overfor at tale med dig om dit tab. Nogle mennesker er nemlig bange for at tale om den/eller dem der er døde, måske fordi de ikke kan lide at gøre den der sørger ked af det.
Men uanset om der bliver talt om din kat eller ej, har du stadig de følelser indeni dig. Derfor spekulerer jeg på, om du kan vise dine forældre dit brev herind til?
Måske kan det give dem et tip henimod, at det er helt okay, at du sørger. Ligesom de også vil kunne hjælpe dig gennem sorgen, ved at støtte dig, trøste dig og tale med dig om dit tab. Det er nemlig ikke det at tale om din kat, der kan gøre dig ked af det, for det er du jo indeni i forvejen, mon de har tænkt over det? Måske er dine forældre slet ikke klar over, hvor meget din kat betyder for dig og hvordan din kat har hjulpet dig gennem mobning. Dyr er nemlig altid der for os, og lytter til os også selvom de ikke kan svare os, så er det rart at der en nogen, som man kan snakke med.
Havde din kat nogen særheder, eller var der bestemte ting den altid gjorde? Mon du og dine forældre husker de samme ting omkring den? Det kan også være, at du har nogle bedsteforældre i din familie, har de mon haft kæledyr de har mistet? Det kan ovenikøbet være, at dine bedsteforældre kan huske, hvis dine forældre engang har mistet et kæledyr. Hvordan mon de dengang reagerede?
Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111, derinde kan du tale med en rådgiver om dit tab. Når man ringer til BørneTelefonen er det også helt i orden, hvis man bliver ked af det eller andet, mon det er en ide for dig?
Kærlig hilsen
BørneTelefonen.
