Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Sorg, trist & tom inden i

Hej…
Som 7-årig mistede jeg min far til kræft, det har jeg siden da været ked af det over. I januar mistede jeg min morfar også til kræft. Ham var jeg meget tæt med. Det har været en kæmpe kamp. Jeg har for tiden, været meget ked af det, trist og orker ikke rigtig så meget. Jeg gik ind på netdoktor og tog en depression test bare for sjovt. Resultatet var “Svær depression”. Det kom som et chok, og det havde jeg ikke forventet. I den seneste måned har jeg også haft en slem hovedpine, jeg har fået taget en migræne test, den kom også positiv, men jeg har selvfølgelig tænkt mig at tage hos en alm. læge. Jeg føler mig helt tom, og jeg kan ikke rigtig se en fremtid for mig Grunden til at jeg egentligt skrev herind til er fordi: Er det normalt i en så ung alder, at jeg er bange for at ældre, blive syg og dø? Tanken gør mig meget bange. Jeg ved ikke om det er fordi at jeg har set min bedstefar og far ligge på hospitalet meget syg og helt svag…

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 13 år,

Hvor er jeg glad for, at du skriver herind, og på den måde giver dig selv en mulighed for at finde vej hen til noget støtte.

Det er vigtigt, at vi ikke er alene, når vi går igennem sorg.

Jeg er rigtig ked af, at du har mistet både din far og din morfar. Det er aldrig simpelt, når vi mister nogen, vi holder af. Og det bringer ofte endnu mere fortvivlelse, når det er en person, der har hjulpet til at forme den person vi er, og fyldt vores dage, uger, måneder og år.

Og, at du nu skal gå igennem denne sorg, og i en så ung alder, er uretfærdigt.

Når du skriver, at du har været ked af at miste din far siden dengang han døde, så er det slet ikke noget der overrasker mig. At miste en forælder opleves for langt de fleste som en livslang sorg, der former os hen ad vejen.

Og jeg kan sagtens forestille mig, hvor overvældende det må have været, da du også oplevede at miste din morfar. Jeg tænker, at det må have føltes som et stort chok, og måske som om verden lidt svigtede dig. Jeg ved ikke, om det er noget, du kan genkende?

Jeg har hørt fra mange andre børn og unge, der oplever følelser af svigt, ensomhed og tomhed, når de mister nogen, de holder meget af.

Når man som du gør, står midt i sorgen kan det være svært at se, hvordan livet nogensinde kan blive rart igen. Men det er muligt, at livet igen kan blive godt. Også selvom livet på nogen områder vil se anderledes ud.

Når jeg læser dit brev og dit rigtig fint spørgsmål til sidst, får jeg et billede af en stærk dreng, der er fantastisk god til at opleve sin egne følelser, og tænke over sig selv og livet generelt.

Derudover ser jeg en dreng, der er i stand til at mærke kærlighed.

Og det er i mine øjne rigtig smukt, selvom jeg godt ved, at din kærlighed til de to vigtige mennesker, du har mistet, også gør, at din sorg nok føles endnu større.

Du spørger om det er normalt, at du er bange for at blive ældre, syg og dø, når du kun er 13 år gammel. Det er svært at svare på, hvad der er normalt. Men jeg kan fortælle dig, at der er andre børn og unge på din alder, der oplever præcis de samme bekymringer. Så du er ikke alene med de tanker!

Der er også almindeligt at opleve alle de her tanker og bekymringer som anderledes og måske endda uhyggelige. Der er flere, der oplever at disse bekymringstanker fylder så meget, at de får svært ved at leve deres liv på samme måde som andre jævnaldrende. Måske er det noget, du kan genkende?

Den enkelte persons sorg er altid noget helt særligt, men det er muligt at finde støtte. Og det er vigtigt, at du gør netop dette.

Når vi åbner op omkring vores sorg, kan den blive lettere at skulle løfte. Og du vil højst sandsynligt føle dig mindre bekymret. Du kunne forsøge at snakke med din mor eller en anden person, du er tryg ved. Jeg forestiller mig, at de andre mennesker i dit liv rigtig gerne vil vide, hvordan du har det.

De vil måske også kunne hjælpe dig med at finde øjeblikke, hvor sorgen ikke fylder. Eller hjælpe dig med at mindes din far eller morfar ved f.eks. at gøre ting, som I plejede at gøre sammen, eller lytte til musik, de kunne lide.

Jeg tænker, at det lyder som en rigtig fornuftig tanke at tage kontakt til din læge. Og det er også muligt, at din læge kan hjælpe dig med din sorg ved f.eks. at henvise dig til en psykolog, hvis det viser sig at være relevant.

Der findes også noget, der hedder Børn, Unge og Sorg. De fungerer som et slags sorgcenter for børn og unge, der har mistet en forælder eller søskende. De tilbyder gratis terapi og derudover har de en særlig og god sorglinje.

Her til sidst er det er vigtigt for mig også at gøre det klart, at din sorg ikke vil fylde på samme måde for evigt. Den vil på nogen måder ændre form, eller i hvert fald trække sig tilbage, så du bedre kan leve dit liv.

Jeg tror på, at du vil og kan finde en vej videre. Men du behøver hjælp og støtte i form af de mennesker, du stadig har i dit liv.

Den styrke du har vist ved at skrive herind til Børnetelefonen, håber jeg meget at du kan finde frem igen. Jeg håber, den kan give dig mod til at give en anden person mulighed for at støtte dig.

Du er altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen ved også at ringe, sms’e eller chatte med os på BørneTelefonen på: 116111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Sorg Andre der kan hjælpe dig

Sorglinjen og andre sorgtilbud

Tilbud til dig, der har mistet eller lever med en syg forælder eller søskende
Læs mere

Sorggrupper

Her kan du finde en gratis sorggruppe tæt på dig
Læs mere

Når far og mor bliver syg

Hjemmeside til dig, der lever med en alvorlig syg forælder eller har mistet en
Læs mere
Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat