Kære du
Tusind tak for dit brev, og jeg vil godt sige til dig, at jeg synes, det er godt, du har skrevet. Jeg er ked af at læse, at du har mistet din mor, og jeg kan godt forstå, du savner hende og tænker på hende. Det er helt forståeligt.
Jeg kan forstå, at det nu er 4 år siden din mor døde, og at det stadigvæk er svært for dig at leve videre uden din mor. Du skriver, at du ikke forstår, hvorfor din sorg bliver stadig sværere for dig at leve med. Du troede, at det ville blive lettere, men sådan oplever du det ikke, og det forstår du ikke. Det kan jeg godt forstå, for ofte hører man, at sorgen vil blive mindre. Jeg tænker den måske ikke bliver mindre, men anderledes.
Det er min erfaring, at når personer vi har elsket dør, så er det lige meget, hvor lang tid, der er gået, og hvordan man har mistet, så vil det altid fylde i vores liv. Jeg tænker, at du nok altid vil have din mor ”ved din side”, forstået på den måde, at hun har været og er stadig så stor en del af dit liv, at du måske skulle finde ”en plads” til hende. Prøv om ikke du kan finde en god plads til hende i dit liv. Tænk positive gode tanker om din mor og tænk med glæde på de oplevelser, I nåede at få sammen. Jeg tænker, at det vel også er godt og rart at mindes din mor, er det ikke det? Føle at hun stadigvæk lever i dine tanker, dine minder.
Jeg kan godt forstå, at du savner din mor enormt meget, og jeg tænker, at savnet og sorgen nok altid vil være i dit liv. Du skriver, at du husker hendes død, som var det lige sket. Er det fordi, det var en uhyggelig, væmmelig oplevelse? Hvis det var tilfældet, så tænker jeg, at det ville være godt, hvis du kunne tale med nogen om den oplevelse. Du skriver, at du ikke vil snakke ”face to face”, og at du forgæves har prøvet at komme igennem på chatten. Der findes også en anden hjemmeside, som du måske kunne bruge, det er www.bornungesorg.dk. Det er en gratis rådgivning for børn og unge op til 28 år, der har mistet forældre eller søskende efter alvorlig sygdom, selvmord eller en ulykke inden for de seneste år.
Du skriver ikke noget om din far, er han mon stadigvæk en del af dit liv? Talte du mon med ham, da din mor døde? Hvad med resten af din familie, hvordan er mon dit forhold, din fortrolighed til dem? Det er min erfaring, at det hjælper rigtig meget, hvis man kan få talt med nogen om sin sorg. Måske skulle du overveje, at ringe til BørneTelefonen og tale med en af de voksne der? Det kan du gøre helt gratis og anonymt på tlf. 116 111, det kan vel ikke siges, at være ”face to face”, og du kan jo til hver en tid slutte samtalen, når du vil. Tror du ikke, det kunne være en mulighed?
Jeg håber, du måske alligevel kan finde frem til en voksen, der vil tale med dig om din sorg. Hvis du synes, det er for svært at sige/forklare, hvordan du har det, så kan du måske vise brevet her og få samtalen i gang på den måde? Det kan også være, det kunne hjælpe dig at skrive en dagbog eller tegne det, der er svært og det, du savner? Måske ville det hjælpe dig, således at sorgen ikke ville fylde så meget i dit liv? Nogen gange hjælper det, at få det ud af kroppen og ned på papir... Måske du kunne have lyst til at prøve det?
Jeg håber, du finder ud af at få talt med eller skrevet med nogen om dit savn, så du kan komme videre i dit liv på en god måde. Hvor sorgen og savnet over din mor ikke fylder så meget, men stadig er en del af dit liv.
Kærlige hilsner BørneBrevkassen
