Kære pige på 13 år
Tusind tak for dit brev, hvor du fortæller, hvor ked af det du er efter din fars selvmord. Hvor kan jeg godt forstå, at du har det rigtig svært for tiden. Al miste en forælder er noget af det sværeste, man som barn kan opleve. Det er et tab, som man skal leve med resten af livet – og det tager tid at forstå, acceptere og ”lære” at leve videre.
Det er helt naturligt, at der kan gå lang tid, før man vænner sig til, at man – som i dit tilfælde – har mistet sin far. Faktisk er der mange mennesker, der tror, at man skal komme ”over” et tab. Men det kan man ikke, og det skal man hellere ikke. Det er jo en person, som har betydet noget helt særligt, og din far vil derfor altid være en del af dig.
Men man skal lære at kunne leve videre med tabet/sorgen. Derfor er det ikke noget, der går ”over”, men sorgen ændrer form, når man lærer at leve med den. Du skal altså vide, at det er helt almindeligt, at du stadig er så påvirket af din fars død, at du fx græder, når du skal sove. Det ændrer dog ikke på, at det er svært at gå alene med sorgen. Gør man det, kan sorgen blive helt overskyggende, så overskyggende, at det er svært at kunne tænke på noget andet – og det har man brug for. Der skal også være plads til at tænke på noget andet.
I dit brev spørger du, hvad du skal gøre. Jeg tænker, at en af de bedste måder, man kan komme videre med sit liv, er, hvis man taler om den sorg, som du lige nu gennemgår og som vil være en del af dig resten af livet. Du skriver, at ”du har det dårligt med dig selv, hvilket du føler går ud over dine venner”. Du behøver ikke have dårlig samvittighed overfor dine venner, for det er helt naturligt, at din fars død fylder rigtig meget i dine tanker. Du skriver, at du oplever, at folk tror, at du er kommet videre. Men det lyder ikke til, at det er noget, som du har talt med dine venner om? Du har jo ikke fortalt dem, at ”alt” ikke er som før, men måske oplever de, at du ”virker” som om, at du har det godt.
Der er faktisk mange pårørende til personer, der har mistet en, de elskede, der har rigtig svært ved at vide, hvordan de bedst muligt hjælper personen videre. Måske er de bange for at spørge ind til din sorg, fordi de måske er bange for, at det vil gøre dig ked af det. Måske har dine venner brug for at få at vide, at du ikke kan blive mere ked af det, men at det faktisk vil være en hjælp for dig, hvis I indimellem kunne tale lidt om din far og om, hvordan du har det. Mon du kunne have mod på at tage sådan en snak med dine venner? Måske du har én særlig ven/veninde, som du gerne vil starte med at fortælle hvordan du har det, har du mon en i tankerne?
Jeg vil anbefale du går ind på hjemmesiden
www.bornungesorg.dk
, du er nemlig ikke alene med at gå med en sorg over en mistet forælder. Hos Børn, Unge & Sorg har du flere muligheder for at møde andre på samme alder, som også har mistet en far eller en mor. Det kan ofte være en lettelse at møde andre der står i samme situation, de kender til de tanker og følelser som du også går med. De laver bl.a. gruppeforløb. De har også en anonym telefonrådgivning, chat og et forum, hvor du har mulighed for at skrive sammen med andre, der også har mistet en forælder
I dit brev skriver du ikke noget om nogen voksne. Det er vigtigt at en voksen ved hvordan det er at være dig lige nu, så du har en der lytter, støtter og trøster. Det kunne være en rigtig god ide, hvis du taler med fx din mor eller en anden voksen om din sorg. Det kan også være, at du skal tage en snak med din lærer, så han/hun evt. kan tage en snak med din klasse. Det er nemlig rigtig vigtigt, at man ”tør” tale om døden. Indimellem skal man som pårørende eller klassekammerat/ven lige have at vide, at man ikke gør nogen "skade", hvis man spørger ind. Det er faktisk meget værre, hvis man ikke tør tale om døden, for så kan det i værste fald opleves som om, at den person, som er død, ikke har eksisteret. Og din far har eksisteret - og han har en helt særlig plads i dit hjerte.. både nu og i fremtiden.
Jeg håber, at mit svar måske har givet dig nogle ideer til, hvad du måske kan gøre. For der er intet menneske, der kan holde til at ”sidde” fast i sorgen alene. Der skal være plads til at have det sjovt uden at tænke på ens tab, men samtidig skal der også være plads til at kunne tale om, at det er hårdt at leve uden sin far.
Hvis du har brug for det, må du meget gerne ringe til BørneTelefonen på 116111. Her sidder søde rådgivere parat, der altid er klar til at lytte til lige det, du har brug for at tale om.
De bedste hilsner
BørneTelefonen
