Kære pige på 12 år,
Mange tak for dit vigtige brev.
Jeg kan godt forstå, at du tænker meget over dem, der er døde i din familie og føler sorg.
Både over din far, som døde da du var helt lille, og som du ikke rigtig selv kan huske. Og over din moster, din gamle hund og din kat som blev kørt over.
Om døden . I Danmark taler vi ikke så meget om døden. Om at alt, hvad der er levende, kan dø. Og vil dø på et eller andet tidspunkt.
Måske taler vi ikke om det, fordi det gør os kede af det? Gør os bange? Eller fordi vi ikke har lyst til at tænke på, at livet slutter engang?
Det gør os især kede af det, når nogen dør alt, alt for tidligt. Altså, at de ikke når at leve til de bliver meget gamle, og at mange mangler og savner dem når de er væk. Ligesom med din far og dig.
Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke er bedre til også at tale om den side af livet der handler om døden. For sorg og savn kan blive meget lettere, hvis vi kan dele det med nogen, der både lytter, forstår og trøster.
Har du nogen du kan tale med om døden? Om at have mistet og om at savne? Og om at føle sorg?
Kan du mon tale med din mor? Eller en anden voksen i familien? En voksen du kender et andet sted fra? Måske andre børn, der har prøvet at miste nogen til døden?
Måske har du og din mor allerede talt lidt om det? Så kan du måske fortælle, at du har brug for, at I stadig taler om det?
Måske har I ikke rigtig talt om det endnu? Så kan du måske fortælle hende, at det vil du gerne?
Hvad tror du der ville ske, hvis du viste din mor dit brev til os og mit svar?
Tror du hun ville blive ked af det, men også tænke at I begge kunne blive trøstede af at tale om dem I har mistet? Eller tror du ikke hun ville forstå?
Prøve at tjekke
www.bornungeogsorg.dk
. Jeg kan varmt anbefale siden. Her kan du både læse om, og tale med andre børn og unge, der har mistet en forælder eller andre i deres familie. Du kan også komme til at tale med en voksen, der ved rigtig meget om børn og sorg.
Måske kan du og din mor kikke på hjemmesiden sammen?
Særligt om din far. Mange børn, der mister deres far når de er helt små, savner ham selvom de ikke rigtig kan huske ham. Det kan være svært for andre helt at forstå. Nogen spørger, hvordan kan man savne og sørge over et menneske man aldrig har kendt? Men det kan man sagtens.
Når man er helt lille, tænker man måske ikke så meget over det, fordi man er så lille. Men når man bliver større, som du er nu, så begynder man at tænke meget mere over livet og den verden man lever i. På en måde er det først når man bliver lidt ældre, at det går op for en hvad man har mistet da ens far døde.
Og så mærker man sorgen og savnet.
Tit handler noget af sorgen netop også om, at man ikke kan huske sin far. At man ikke fik lov til at lære ham at kende. Er det mon noget du kan genkende fra dig selv? Eller er det andre følelser og tanker der fylder for dig?
Hvis du kan genkende det, så kan du måske (sammen med din mor) lave en mindebog om din far? En bog hvor du skriver, de ting du kan få at vide om din far:
F.eks. Hvad kunne han godt lide at lave da han var ung? Hvad var han god til? Hvad hed hans bedste venner i skolen? Hvad var hans livretter? Havde han kæledyr da han var dreng? Kunne han lide at svømme? Spille fodbold? Læse?
Noget om hvordan han og din mor mødte hinanden? Hvad faldt hun for hos ham? Hvad faldt han for hos hende? Er der noget af det, som du har arvet? Hans hår? Hans humor? Eller en særlig interesse?
Og hvad sagde han, da han opdagede han skulle være far til dig? Ville han gerne skifte ble? Eller syntes han det var lidt ulækkert med babybleer? Hvad lavede du og han sammen? Læste han bøger for dig? Sang han for dig? Og syntes han det var nyt og svært, at være blevet far?
Måske kan din mor hjælpe dig, med at købe en rigtig smuk bog (scrapbog) eller mappe du kan samle tingene i? Og måske kan hun huske nogen søde, sjove eller alvorlige historier om din far, som I sammen kan skrive ned? Måske kan andre i din familie, huske noget? Måske er der billeder, du kan få en kopi af og sætte ind i bogen? Hans kørekort eller gamle pas? Et eksamensbevis? Eller noget han har skrevet, så du kan se hans håndskrift?
Jeg ved at mange børn og unge, har haft stor glæde over at lave sådan en mindebog. Især hvis de ligesom dig, var meget små da deres far døde, og derfor ikke selv kan huske noget om ham.
En dreng på 15 år, fortalte mig engang, at han følte at han ved at lave en mindebog, lærte sin far at kende selvom han var død. Og det gjorde ham rigtig glad, selvom han også stadig savnede og sørgede.
Tror du, at sådan en mindebog om din far, også vil være noget du kan bruge og glædes over?
Om at sørge. Engang troede man, at når nogen der betød noget for en, døde; Så sørgede man et stykke tid, og så holdt man op med at sørge og blev glad igen.
I dag så ved vi, at selvom vi er mest kede af det lige når vi har mistet en vi holdt af til døden, så bliver vi ved med at ”mangle” dem en lille smule. Og derfor bliver sorgen og savnet noget vi bærer med os videre i livet. Også selvom vi oplever stor glæde og lykke.
Heldigvis bliver vi ikke ved med at være kede af det hele tiden, og sorgen og savnet kommer med tiden, kun til at få en mindre plads i vores liv.
Om at tænke på noget andet. Så når du spørger, hvordan du kan komme til at tænke på noget andet end dem, som er døde i din familie, så tænker jeg tre ting:
Første ting: Måske har du ikke brug for at tænke på noget andet? Måske har du mere brug for at tænke om det, på en anden måde? (F.eks. ved at lave en mindebog om din far?) For sorg og savn forsvinder ikke af, at man prøver at tænke på noget andet. Men sorg og savn kan blive mindre svær at bære, hvis man giver sig selv lov til at sørge, når man har brug for det. Og af at man taler med nogle andre mennesker, som forstår en.
Anden ting: Måske tænker du ikke over det, men man kan faktisk godt være både ked af det og glad samtidig. Forstået på den måde, at selvom man bærer en sorg med sig i livet, så er det umuligt at være ked af det hele tiden. Ligesom det er umuligt at være glad hele tiden. Hvis du kan finde en måde, at give dig selv lov til at være glad og nyde det, når du har det på den måde. Og samtidig give dig selv lov til at tænke og sørge, når du har det på den måde. Så tror jeg måske, at du kan finde en god måde, at give plads til både det svære og det gode i dit liv?
Tredje ting: Hvis du oplever at nogen tanker bliver ved med at rode rundt i dit hoved, selvom du har givet dem masser af opmærksomhed og forståelse, så kan du skabe dig et lille ”frikvarter” fra tankerne ved at snyde dem lidt: Du kan f.eks. dyrke noget sport, hvor pulsen kommer op og du bliver forpustet. Du kan også prøve at koncentrere dig om noget meget spændende, meget sjovt eller meget svært f.eks. et spil, nogle lektier, en bog eller en film. Eller du kan bruge tid sammen med nogen, hvor I laver noget hyggeligt eller sjovt. Tankerne vender tilbage på et senere tidspunkt, men så har du haft tid til at samle ny energi i ”frikvarteret”, som du kan bruge til at tage dig af dem på en god måde.
Jeg håber du har kunnet bruge mit svar til noget? Og at du finder ud af, hvem du kan og vil dele dine tanker, sorg og savn med.
Husk du også altid kan ringe, chatte eller sms’se med os. Vi vil rigtig gerne både lytte og hjælpe.
Mange kærlige hilsner til dig fra BørneTelefonen
