Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

slipper hende aldrig!:,,,,(

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tak for dit brev, hvor du udtrykker sorg over ikke længere at have kontakt med en. Det lyder til, at det er en person, som har stået dig meget nær. Jeg ved ikke, hvilken relation du har til hende eller hvorfor du har mistet hende. Mit svar til dig, vil derfor handle om sorg og hvad, der kan være hjælpsomt.

Ofte er sorg en reaktion på, at man ikke kan se og være nær en person, som man holder meget af. Jeg har talt med andre, der føler det som et hul indeni eller som om der er et tomrum. Jeg ved ikke, hvordan du oplever det?

Når man i perioder har det svært eller er meget ked af det, kan det være en stor hjælp at tale med andre om det. Jeg tænker, om du har nogen i din familie eller dine venner, som du kan gå til? Det kan ofte være rart at have en, som støtter en og som man kan komme til og få alle ens tanker ud hos. En mulighed er også at tale med en veninde. Af dem du kender, hvem vil så være bedst at tale med?

Det kan for nogen være en hjælp at lave ritualer for, hvornår man tænker på den person, som man har mistet. Det kan være ting I lavede sammen eller noget bestemt musik, som du forbinder med at være sammen med hende. Hvilke tidspunkter vil mon  være gode for dig at lave de her ritualer på? Det kan være en måde, hvor du både har plads til at savne og mindes samtidig med, at du kan komme videre med andre ting. Du kan læse mere om sorg på vores hjemmeside. Her står der råd til, hvad du kan gøre for at kunne være i sorgen og at komme videre. Du kan trykke på linket for at komme ind på siden: http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Sorg/Gode-raad.aspx .

På den ene side skriver du, at du ikke vil tale med dem, der kan få hende tilbage, og på den anden side føler du ikke, at du kan komme videre. Nu kender jeg ikke til din specifikke situation - måske vil det skabe mere klarhed, hvis du taler med dem, der har sagt, at du ikke skal tilbringe tid med hende. De kender til din situation og vil måske kunne hjælpe dig på vej. Hvad tænker du om det? Hvis du vil tale med dem, kan det måske være rart for dig at have en med, som kan støtte dig i situationen. Hvem ville være god at have med, hvis du har brug for en? 

Du skriver, at du har overvejet selvmord. Jeg tænker, at det er vigtigt at få hjælp fra andre. En måde at få hjælp, er ved at tage kontakt til din egen læge. Her vil du kunne fortælle om din situation og dine tanker, hvor lægen vil kunne tale med dig om, hvad der kan gøres. I kan for eksempel tale om eventuelt at gå til en psykolog. En psykolog kender til at have det svært, være i sorg og have selvmordstanker. Det vil derfor være en måde at få talt det hele igennem og få hjælp til at få det anderledes. Hvad tænker du om det? En start kunne være at tage kontakt til din læge.

Ellers er en mulighed, at du fortæller det til sundhedsplejersken på skolen eller den psykolog, der er tilknyttet skolen. På nogle skoler er det sådan, at man selv kan gå hen til enten sundhedsplejersken eller psykologen og fortælle om, hvordan du har det. På andre skoler, skal det gå igennem en lærer, dvs. at man først taler med læreren, der så kan få kontakt med sundhedsplejersken eller psykologen på skolen. Hvis det er en lærer, hvilken lærer er du allermest tryg ved og vil kunne tale med? Sommetider kan det være en hjælp at tænke over, hvad man gerne vil sige, så kan det være lettere at få sagt. Måske kan det være en hjælp for dig? En mulighed er også at vise dem det her brev, så de kan se, hvordan du har det.

For nogen er det en hjælp at holde pause fra sorgen, at give sig selv lov til at holde pause, så man også får lavet noget, der gør en i godt humør og får en til at tænke på andre ting. Det kan nemlig være hårdt, hvis man holder sig selv fast i sorgen og på en måde bliver helt opslugt af sorgen og ikke på nogle tidspunkter får sorgen lidt på afstand – selvom den selvfølgelig stadig vil være der. Hvis du skal nævne tre-fem ting som gør dig glad, hvad er det så for ting? En hjælp for dig kan eventuelt være at planlægge det sådan, så du mindst en gang om ugen og gerne oftere skal gøre en ting, som gør dig glad. Det kan for eksempel være at lave noget udendørs, være sammen med dine veninder/venner, shoppe, dyrke motion, male eller noget helt andet. Hvad tænker du om det og hvornår kunne være første gang?

Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med, hvad du skal gøre. Det er så godt, at du skriver herind om det – det viser, at du har mod til at fortælle det og få hjælp fra andre. Du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale videre om det. Nummeret er 116 111 og du vil være anonym.

Mange hilsner fra BørneTelefonen

 

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Sorg Andre der kan hjælpe dig

Sorglinjen og andre sorgtilbud

Tilbud til dig, der har mistet eller lever med en syg forælder eller søskende
Læs mere

Sorggrupper

Her kan du finde en gratis sorggruppe tæt på dig
Læs mere

Når far og mor bliver syg

Hjemmeside til dig, der lever med en alvorlig syg forælder eller har mistet en
Læs mere
Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat