Kære pige på 13 år
Tak for dit brev.
Det er rigtig godt at du finder på at skrive til os, også selvom du føler, at du ikke har brug for svar på noget. Det er også helt ok at ringe ind og fortælle om, hvordan man har det og få en snak med os.
Jeg forstår godt, at du har brug for at komme ud med de problemer du har. Jeg synes faktisk at du er ret god til at fortælle – eller skrive – hvordan angst påvirker dig.
Det er ofte rigtig godt at dele sine tanker og følelser med andre. Kan også være en stor hjælp at få skrevet sine tanker og følelser ned, som du har gjort i dette brev .
Mon det også har gjort noget godt for dig?
Jeg vil i hvert fald gerne i mit svar, forsøge at komme med nogle råd til, hvad der måske kunne hjælpe dig til at tro på, at du kan få det bedre.
Det lyder ikke særlig rart at have det, som du har det. Samtidig er det også svært når du ikke oplever at de andre i gruppen har det på samme måde som dig. Kan godt forstå hvis det får dig til at føle dig alene med dine problemer?Jeg ved fra andre børn, og også voksne, at det oftest er rart, hvis andre kan genkende de følelser man har. Måske kan de godt forstå, hvordan du har det, uden at have det på præcis samme måde. Måske du kan genkende det?
Måske har nogen af dem, du er i gruppe med, det på samme måde som dig, men at det er svært at for dem at fortælle om det … ? For ikke alle er så gode til mærke og beskrive sine følelser, som jeg ser du er i dette brev! Du er meget bevidst om, hvad angsten gør ved dig. Angsten påvirker dig så meget at du blev nødt til at pjække, selvom du ved at det er forkert….men du passede på dig selv
Jeg ved ikke hvor længe du har gået i gruppen? Jeg vil foreslå dig at fortsætte og håbe på, at det kan være med til, at de andre siger mere om, hvordan de har det! Ofte er det også sådan med gruppeterapi – at der går noget tid inden det føles som om det hjælper…og det kan tage tid at føle sig tryg og få tillid i gruppen.
Jeg ved at rigtig mange børn og unge har angst, uden at have fået en diagnose. Der er undersøgelser, der viser at der er nogle børn i hver klasse med symptomer som dine. Vi får også rigtig mange opkald om angst og psykiske problemer, hver dag. Det jeg vil sige til dig er, at du er ikke alene om at have det sådan. At du er nået til at have fået en diagnose kan være med til, at du får hjælp på en anden måde. Men jeg ved at det er svært at have angst, uanset diagnose eller ej.
Måske du kender flere af de råd jeg skriver? Men ellers kan du jo afprøve dem hvis du har lyst:
Sådan kan du stoppe de urolige tanker:
- Når du mærker uro, så prøv at forestil dig, at du er et rigtig rart sted, hvor du plejer at have det godt og være tryg – det kan måske bremse de urolige tanker og bekymringer.
- Sig angsten og uroen imod – tænk på, at du ikke vil finde dig i, at urolige tanker skal forstyrre sig og ødelægge din dag.
- Tænk på nogle neutrale ting, så din tænkehjerne kommer så meget på arbejde, at der slet ikke bliver plads til, at følelserne tager over
Sådan kan du trække vejret og få ro på kroppen:
- Øv dig i at trække vejret stille og roligt, fordi det kan hjælpe dig med at genfinde roen, hvis du bliver urolig.
- Træk vejret stille og roligt og forestil dig, at du puster uroen / angsten ud.
- Hold hånden på din mave lige omkring navlen. Når du trækker vejret, mærker du, at hånden hæver sig, når du trækker vejret ind, og sænker sig, når du puster ud
- Du kan lave øvelsen alle steder, og hvis du træner dagligt, bliver det lettere for dig at finde roen igen
Sådan kan du få en pause fra tankerne:
Lav ting, som føles trygt og rart, det kan fx være:
- Ring til en ven
- Lyt til noget beroligende musik
- Gå en tur
- Drik et glas vand eller en kop the
- Tag et dejlig varmt bad
- Se noget hyggeligt i TV
- Se en film eller serie, som du kender i forvejen
- Tag en lille lur
- Læs et blad
- Spil et spil
- Læg puslespil
- Mal mandala
Men jeg vil virkelig foreslå dig at snakke med dine forældre igen. Fortælle dem om, hvordan du havde det da du skulle fremlægge. Vær ærlig overfor dem. Jeg tror på at dine forældre vil lytte til dig og forstå, hvor svært du har det. Det lyder til at de tog dig alvorligt da de fandt ud af hvordan du havde det for 2-3 år siden…så de lyder til at være der for dig, og gerne vil dig det bedste!
Måske tænker de, at du allerede får den rette hjælp nu? Men når du ikke føler det hjælper, er det vigtigt at du deler dine følelser med dem.. En start på jeres snak kunne være: at du viste dem brevet du har skrevet til os?
Jeg tænker at det også er en mulighed at fortælle din matematiklærer, eller en anden lærer du er tryg ved, hvorfor du pjækkede… Måske I sammen kan finde ud af, hvad der hjælpe dig en anden gang. Hvordan du får mulighed for at sige fra uden at være nødt til at pjække.
Det kan også være at du og dine forældre kan bede om et møde med lærerne i klassen? Så I alle sammen kan snakke om, hvordan man kan planlægge din skoledag, så du ikke behøver at skulle pjække, hvis du synes det bliver for svært. Det kan måske være med til at du lettere kan sige fra, hvis du får meget angst i forhold til en fremlæggelse eller andet.
Jeg håber at mit svar kan være med til at du føler, at du har fået noget godt ud af at skrive til os.
Du er altid velkommen til at skrive igen eller kontakte BørneTelefonen ved at ringe, smse eller chatte på 116111
Jeg ønsker for dig, at du snart oplever at have mindre angst og at du får det bedre.
Kærlige hilsen
BørneTelefonen.