Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min venindes mor skal dø!

Hej

Jeg har denne veninde fra min nye skole, som jeg rigtig godt kan lide at være sammen med. Vi kender ikke hinanden særlig godt, altså vi har været sammen et par gange og sådan, men ikke det der dybe forhold.

Men hendes mor er døende, hun er indlagt på hospice og venter faktisk kun på at dø. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre! Jeg vil rigtig gerne snakke med hende om det, men ovre i skolen virker hun helt normal og virker ikke ked af det eller noget, så ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an?

Skal jeg tage fat i hende og spørge om vi ska snakke, eller er det hende, som skal komme til mig? Og når hendes mor nu dør, hvad så?

Please hjælp mig!

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige pige

Hvor ville jeg gerne være din ven. Du tilhører en ret sjælden gruppe af mennesker, som ikke er bange for at snakke med en person, som er i krise. Mange mennesker forsøger at krybe udenom – hvorimod du gerne vil gå ind i det. Du er ikke skræmt af, at din nye veninde har det svært. Jeg synes, at det er så fint, at du (på trods af at hun virker helt normal i skolen) har en idé om, at hun nok er ked af det, og at du kan gøre noget for hende. Du har masser af mod og empati, og det er virkelig en gave.

Jeg synes, at du skal tage fat i hende. For når man er ked af det, tror man tit, at andre ikke orker snakker om det triste. Hun kan ikke vide, at du er sådan én, man godt kan snakke med om svære ting. Det ved hun først, når du åbner for det. Du kan helt enkelt spørge hende, hvordan hun har det – og måske hvordan det går med hendes mor.

Hvis hun så ikke har lyst til at fortælle om det, når du har spurgt, så kan du nok mærke det på hende. Du skal ikke presse det ud af hende. Men mit gæt er, at det har hun lyst til. Jeg har talt med andre børn/unge, som har været i din situation. De har oplevet, at den ven, som har en syg forælder gerne vil dele det, når de bliver spurgt.

Det bliver også lidt nemmere for din veninde at snakke med dig, når hendes mor er død, hvis I allerede nu kan tale lidt om det, tror du ikke? Når det sker, at hendes mor dør, så er det igen det samme: Spørg din veninde, hvordan hun har det. Og mærk igen efter, om hun gerne vil tale om om det.

Ud over at snakke med personen, som er i krise, så kan man også bare lave noget sammen med dem, rare ukomplicerede ting som man plejer at lave sammen: Gå i biografen, bage en kage sammen, gå en tur, tage ud og shoppe eller bare hænge i sofaen sammen. Hvad har I lavet sammen indtil videre, som I begge holder af? Bliv ved med det.

Når din venindes mor er død, er det i en periode sikkert mest dig, der skal tage initiativ til at I ses. Din veninde vil nok have mindre overskud, og måske være indadvendt og stille. Det er helt normalt, og har ikke noget med jeres forhold at gøre. Det kræver overskud at være nær ven med én, der sørger, men jeg tror, at du har det overskud, der skal til.

Hvis du nu eller senere har brug for at vende det yderligere med os, kan du altid ringe ind på 116 111. I øvrigt vil jeg opfordre dig til selv at snakke med nogen om din nye venindes situation. Det kan være en gammel veninde, eller dine forældre f.eks.? Hvis du skal støtte din nye veninde, kan du hurtigt få brug for, at der også er nogen du kan læsse af på. Husk at passe på dig selv.

De kærligste hilsner, BørneTelefonen

PS: Her kan du læse BørneTelefonens råd til, hvordan man kan hjælpe en ven i sorg: Gode råd om sorg >>

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat