Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min mor er død

Hej, jeg er en pige på 14 år, som går i folkeskolen i 8 klasse. Min mor har været død lidt længe nu, men tænker meget på hende. Jeg var 4-5 år, da min mor døde. Jeg føler en dyb sorg som er ved at kvæle mig, og jeg har flere gange overvejet at begå selvmord. For bare tanken om at jeg aldrig nogensinde kommer til at se hende eller høre hendes stemme eller mærke hende, det gør ondt, meget ondt. Og jeg kan ikke klare det, ikke mere.

Det skal lige siges at jeg bor sammen med min far, som er sund og rask, men jeg har ikke kontakten til min mormor eller onkel mere, de er ikke døde.

Mine venner har rådgivet mig til ikke at begå selvmord, men jeg overvejer stadig tanken, men kan ikke få mig selv til at gøre det. Hele 8 årgang ved at jeg har mistet min mor, og nogle gange mobber de mig med det, uden at lærene ved det.

Min sorg er som et dybt hul inde i mig, som aldrig nogensinde vil hele, og det kommer den aldrig til. Det gør mig ked af det. For jeg vil ikke være sammen med mine venner, for jeg er bange for at miste dem, ligesom jeg mistede min mor, er så ked af det.
Men mine venner vil gerne være sammen med mig, tør bare ikke at sige sandheden til dem, med at jeg er bange for at miste dem.

Hvad skal jeg gøre?
Skal jeg prøve at leve med min sorg, eller skal jeg begå selvmord?

PS: Græder næsten hver dag, uden at nogen ser det, ingen ser noget, de lader som om jeg er usynlig. Nogle gange også lærene.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Jeg kan høre, at du har meget brug for at tale med nogen om din sorg og de tanker og følelser, du er ramt af lige nu.

Sorg er en svær følelse at håndtere, for lige meget hvad, så kan man ikke få den person tilbage, som man har mistet – og alligevel føles det som om, at det eneste, der hjælper, er at få personen tilbage.
Det er derfor, det er så vigtigt, at man får talt med nogen om det.

Selvom det er længe siden, du har mistet din mor, så kan din sorg være ligeså stor, som hvis du havde mistet hende for kort tid siden. Det er de samme følelser, der er på spil.

Lige nu befinder du dig også i en følsom alder. Der sker rigtig meget med dig både fysisk, psykisk og følelsesmæssigt.
Du har muligvis nogle humørsvingninger, hvilket er normalt for alderen. Man kan meget nemt komme til at føle sig trist til mode uden at kunne forklare hvorfor, og så ville det bare være så rart, hvis man kunne knuge sig ind til én, der bare var der og forstod det hele. Er det sådan, du har det?

Hvis det er, så er det muligt, at det er dét, der får dig til at savne din mor ekstra meget lige nu. Og måske har du også en oplevelse af, at din far ikke helt forstår dig. Er det rigtigt?
Det skal her siges, at når man er 14 år, så er det helt naturligt, at man synes, at ens forældre aldrig forstår noget som helst. Og så forestiller man sig, at alle andres forældre er meget bedre til at forstå deres børn. Men ”alle” andre på din alder har det på nøjagtig samme måde med deres forældre.

Uanset hvad, så vil jeg foreslå, at du taler med din far om din sorg. Måske forstår han dig meget bedre, end du regner med. Og så findes der masser af muligheder for at få hjælp, når man er i sorg. Også selvom det er længe siden, man har mistet. Det skal din far hjælpe dig med.
Dels vil det være godt for dig at få talt med en psykolog om alle de tanker, der spøger hos dig. Og dels kunne det også være godt at undersøge, om der findes nogle sorggrupper i nærheden af, hvor du bor. I en sorggruppe går man i terapi sammen med andre børn og unge, som også har mistet en forælder.
Det får én til at mærke, at man ikke er alene om at have mistet. Man er ikke alene med sin sorg.
Man får nogen, man kan støtte sig til, når man får triste tanker.

Vedrørende dine selvmordstanker… Det er ikke unormalt, at man som ung kan få den tanke, at alt ville være meget nemmere, hvis man ikke var der mere, når man oversvømmes af triste følelser. Heldigvis er det for de fleste en forbigående ting. Men man skal tage sådanne tanker alvorligt, når de melder sig.

Selvfølgelig skal du ikke begå selvmord. Det var da en forfærdeligt tanke. Så ville din far jo skulle have det, som du har det nu. Det går ikke.
Du skal kæmpe dig igennem den svære periode, du oplever lige nu. Og det skal du gøre med hjælp fra nogen, der har forstand på sorg og de følelser, der følger med. Du skal simpelthen have talt om det.

For at få nogle psykologsamtaler kan man starte med at få en tid hos sin læge. Her fortæller du (og din far), at du har det psykisk svært, fordi du savner din mor. Lægen kan så henvise til en psykolog.

Muligvis kan lægen også henvise til en sorggruppe, eller også kan I google, om der skulle være nogen i nærheden af, hvor I bor. Jeg tænker også, at du vil kunne få stor glæde af at tale med Børn, Unge & Sorg   De vil også kunne fortælle dig om mulighederne for sorggrupper nær dig.

En anden ting, jeg gerne vil foreslå dig, er, at du prøver at tage kontakt til din mormor og morbror, hvis du har lyst.
Du kunne skrive et brev til dem og spørge, om de har lyst til at få besøg af dig.

Mon ikke de ville blive glade for at se dig igen; se hvem du er blevet til, hvordan du ser ud, hvordan du har det?
Det kunne jeg i hvert fald nemt forestille mig.

Jeg forestiller mig, at det kunne være godt for både dig og dem, hvis I mødte hinanden igen. Måske vil I kunne få stor glæde af hinanden.

Selvom du måske tænker, at det er dem, der burde tage kontakt til dig, så kan det jo være, at de tænker, at de ikke vil trænge sig på i dit liv, hvis du ikke ser nogen grund til at have kontakt.
Måske tænker de, at det bør være op til dig, om du ønsker at have kontakt til dem.

Der er mange mennesker, der prøver at tage hensyn ved at holde sig i baggrunden. Du skal derfor ikke på forhånd tænke, at de ikke ønsker kontakt med dig.

Noget, der også er vigtigt, er, at du får fortalt din klasselærer eller en anden voksen på skolen, hvordan du har det. Du skal ikke sidde i skolen med en følelse af at være usynlig. For det er du ikke.

Dog kan det godt være, at dine følelser er usynlige.
Det er slet ikke sikkert, at nogen på skolen tænker over, at du savner din mor. Netop fordi det er længe siden, hun er død.

Det er altid virkelig vigtigt at fortælle, hvordan man har det. For ens omgivelser er ikke tankelæsere. De kan simpelthen ikke gætte, hvordan du har, selvom du har så stærke følelser, at du føler, at det stråler langt ud af dig.
Der må jeg altså sige, at det gør de ikke. Især ikke hvis du er ekspert i at gemme dem væk. Forstår du?

Skolen kan i øvrigt også hjælpe med at håndtere sorg. Alle skoler har en sorg- og kriseplan. Det kan din klasselærer og din far tale om.

Til sidst vil jeg sige, at du altid er velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale med nogen. Nummeret er 116 111. Du kan også fange os på chat eller sms. Du er meget velkommen!

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Sorg Andre der kan hjælpe dig

Sorglinjen og andre sorgtilbud

Tilbud til dig, der har mistet eller lever med en syg forælder eller søskende
Læs mere

Sorggrupper

Her kan du finde en gratis sorggruppe tæt på dig
Læs mere

Når far og mor bliver syg

Hjemmeside til dig, der lever med en alvorlig syg forælder eller har mistet en
Læs mere
Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat