Kære pige på 14 år
Jeg kan høre, at du har meget brug for at tale med nogen om din sorg og de tanker og følelser, du er ramt af lige nu.
Sorg er en svær følelse at håndtere, for lige meget hvad, så kan man ikke få den person tilbage, som man har mistet – og alligevel føles det som om, at det eneste, der hjælper, er at få personen tilbage.
Det er derfor, det er så vigtigt, at man får talt med nogen om det.
Selvom det er længe siden, du har mistet din mor, så kan din sorg være ligeså stor, som hvis du havde mistet hende for kort tid siden. Det er de samme følelser, der er på spil.
Lige nu befinder du dig også i en følsom alder. Der sker rigtig meget med dig både fysisk, psykisk og følelsesmæssigt.
Du har muligvis nogle humørsvingninger, hvilket er normalt for alderen. Man kan meget nemt komme til at føle sig trist til mode uden at kunne forklare hvorfor, og så ville det bare være så rart, hvis man kunne knuge sig ind til én, der bare var der og forstod det hele. Er det sådan, du har det?
Hvis det er, så er det muligt, at det er dét, der får dig til at savne din mor ekstra meget lige nu. Og måske har du også en oplevelse af, at din far ikke helt forstår dig. Er det rigtigt?
Det skal her siges, at når man er 14 år, så er det helt naturligt, at man synes, at ens forældre aldrig forstår noget som helst. Og så forestiller man sig, at alle andres forældre er meget bedre til at forstå deres børn. Men ”alle” andre på din alder har det på nøjagtig samme måde med deres forældre.
Uanset hvad, så vil jeg foreslå, at du taler med din far om din sorg. Måske forstår han dig meget bedre, end du regner med. Og så findes der masser af muligheder for at få hjælp, når man er i sorg. Også selvom det er længe siden, man har mistet. Det skal din far hjælpe dig med.
Dels vil det være godt for dig at få talt med en psykolog om alle de tanker, der spøger hos dig. Og dels kunne det også være godt at undersøge, om der findes nogle sorggrupper i nærheden af, hvor du bor. I en sorggruppe går man i terapi sammen med andre børn og unge, som også har mistet en forælder.
Det får én til at mærke, at man ikke er alene om at have mistet. Man er ikke alene med sin sorg.
Man får nogen, man kan støtte sig til, når man får triste tanker.
Vedrørende dine selvmordstanker… Det er ikke unormalt, at man som ung kan få den tanke, at alt ville være meget nemmere, hvis man ikke var der mere, når man oversvømmes af triste følelser. Heldigvis er det for de fleste en forbigående ting. Men man skal tage sådanne tanker alvorligt, når de melder sig.
Selvfølgelig skal du ikke begå selvmord. Det var da en forfærdeligt tanke. Så ville din far jo skulle have det, som du har det nu. Det går ikke.
Du skal kæmpe dig igennem den svære periode, du oplever lige nu. Og det skal du gøre med hjælp fra nogen, der har forstand på sorg og de følelser, der følger med. Du skal simpelthen have talt om det.
For at få nogle psykologsamtaler kan man starte med at få en tid hos sin læge. Her fortæller du (og din far), at du har det psykisk svært, fordi du savner din mor. Lægen kan så henvise til en psykolog.
Muligvis kan lægen også henvise til en sorggruppe, eller også kan I google, om der skulle være nogen i nærheden af, hvor I bor. Jeg tænker også, at du vil kunne få stor glæde af at tale med Børn, Unge & Sorg De vil også kunne fortælle dig om mulighederne for sorggrupper nær dig.
En anden ting, jeg gerne vil foreslå dig, er, at du prøver at tage kontakt til din mormor og morbror, hvis du har lyst.
Du kunne skrive et brev til dem og spørge, om de har lyst til at få besøg af dig.
Mon ikke de ville blive glade for at se dig igen; se hvem du er blevet til, hvordan du ser ud, hvordan du har det?
Det kunne jeg i hvert fald nemt forestille mig.
Jeg forestiller mig, at det kunne være godt for både dig og dem, hvis I mødte hinanden igen. Måske vil I kunne få stor glæde af hinanden.
Selvom du måske tænker, at det er dem, der burde tage kontakt til dig, så kan det jo være, at de tænker, at de ikke vil trænge sig på i dit liv, hvis du ikke ser nogen grund til at have kontakt.
Måske tænker de, at det bør være op til dig, om du ønsker at have kontakt til dem.
Der er mange mennesker, der prøver at tage hensyn ved at holde sig i baggrunden. Du skal derfor ikke på forhånd tænke, at de ikke ønsker kontakt med dig.
Noget, der også er vigtigt, er, at du får fortalt din klasselærer eller en anden voksen på skolen, hvordan du har det. Du skal ikke sidde i skolen med en følelse af at være usynlig. For det er du ikke.
Dog kan det godt være, at dine følelser er usynlige.
Det er slet ikke sikkert, at nogen på skolen tænker over, at du savner din mor. Netop fordi det er længe siden, hun er død.
Det er altid virkelig vigtigt at fortælle, hvordan man har det. For ens omgivelser er ikke tankelæsere. De kan simpelthen ikke gætte, hvordan du har, selvom du har så stærke følelser, at du føler, at det stråler langt ud af dig.
Der må jeg altså sige, at det gør de ikke. Især ikke hvis du er ekspert i at gemme dem væk. Forstår du?
Skolen kan i øvrigt også hjælpe med at håndtere sorg. Alle skoler har en sorg- og kriseplan. Det kan din klasselærer og din far tale om.
Til sidst vil jeg sige, at du altid er velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale med nogen. Nummeret er 116 111. Du kan også fange os på chat eller sms. Du er meget velkommen!
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
