Kære pige på snart 16 år,
Mange, mange 1000 tak for dit brev.
Det er rystende og tragisk, at du skulle opleve din bedste veninde begå selvmord. Det er tragisk, at hun havde det så svært, at hun valgte at opgive livet. Og det er rystende og ulykkeligt for dig, at miste hende på den måde.
Det gør mig oprigtigt meget ondt for både dig og hende.
Du spørger, hvordan du skal komme videre? Og jeg kan godt forstå du gerne vil videre. Væk fra smerten og panikken.
Det er kun lidt over en måned siden det hele skete.
Det er kun lidt over en måned siden, at du oplevede din veninde havde fået det bedre, og havde fået lyst til livet igen. Kun lidt over en måned siden, at I drømte om og planlagde, at sidde sammen på stranden i Brighton til sommer. At du skulle vise hende England. At du troede din veninde nu var på rette vej.
Det er også kun lidt over en måned siden din veninde hængte sig og tog sit eget liv. Og det er kun lidt over en måned siden du oplevede chokket ved at stå udenfor hendes dør og kalde ind af brevsprækken, vente i gården, se ambulancer og politi, hendes ulykkelige forældre og turen til akutværelset på hospitalet.
Det er KUN lidt over en måned siden!
Så når du ikke har lyst til at stå op morgenen. Ikke har lyst til at fortsætte livet. Ikke tror livet KAN fortsætte. Ikke har lyst til gymnasiet. Ikke har lyst til at bo, hvor du bor, og får panikanfald både i skolen, hjemme og på gaden, så er det HELT naturlige og sunde reaktioner, på det voldsomme og chokerende du har oplevet.
Det du oplever lige nu, er akut chok, krise og sorg.
Det kan man ikke skynde sig igennem. Det tager tid, og gør ufatteligt ondt. Man kan være helt lammet af smerte og sorg. Man kan også være ved at eksplodere af smerten. Og det hele kan føles som om man er ved at dø af sorg og smerte. Det er man IKKE. Men det føles sådan.
INGEN ville kunne være kommet videre efter kun lidt over en måned. Det er faktisk utrolig stærkt og imponerende, at du har haft styrken og overskuddet til at skrive og sende os det brev du har. Efter kun en måned.
Hvordan mon det var for dig, at skrive om det? Måske var det en lettelse? Måske var det også uendeligt svært? Måske kunne du ikke rigtig mærke ordene du skrev?
Der er rigtig mange ting jeg rigtig gerne ville sige dig.
For at trøste dig. For at fortælle dig, hvor vigtigt det er at græde og sørge, selvom det gør ufatteligt ondt og man helst bare vil flygte. For at vise dig, at du nok skal komme igennem det her, selvom det bliver hårdt. For at love dig, at glæden med tiden vil komme tilbage i dit liv, selvom det er umuligt at tro på nu.
Og for at fortælle dig, at din veninde har nydt, at drømme om at sidde på stranden i Brighton sammen med dig. At du har været med til, at give hende nogle af hendes lyseste stunder. Og for at fortælle dig, at du intet kunne have gjort for at redde hende, men at du alene ved at være hendes veninde bragte hende glæde.
Men lige nu, tror jeg det er bedst svaret ikke bliver for langt. Og der er én meget vigtig ting, som jeg håber du vil gøre:
Vil du tage dit brev og mit svar med og vise til din læge?
Det er meget vigtigt, du får nogen at tale med. Måske kan du tale om det med dine forældre? Måske kan du ikke? Men under alle omstændigheder er det ikke nok. Du skal have hjælp fra nogen, der kender til chok, sorg og krise, og som kan støtte dig, og hjælpe dig med at forstå, hvad du nu skal igennem.
Det kan din læge, eller han/hun kan henvise dig til en der kan. Det vil være godt hvis din mor eller far, eller en anden voksen kan gå med dig til lægen. Eller måske har du mest lyst til at gøre det alene? Vis lægen dit brev, og så kan I tale videre ud fra det.
Hvis du syntes det er for svært at gå til lægen med dit brev, så håber jeg du vil vise brevet til en voksen, som kan hjælpe dig, med at få den rette hjælp. Dine forældre? En voksen fra familien? En lærer? Måske skolens sundhedsplejerske?
Hvis det hele virker uoverskueligt, så håber jeg meget, at du vil kontakte os igen?
F.eks. ved at ringe til os på tlf. 116 111. Det er lidt lettere, hvis vi kan tale sammen. Du kan evt. oplyse dit brevs id-nummer, hvis du gerne vil have, at rådgiveren læser dit brev inden I taler sammen. Eller måske har du mest lyst til at fortælle forfra i telefonen?
Jeg håber du hurtigt kan finde mere af den styrke og det overskud, der gjorde at du kunne skrive så klart og tydeligt til os, og kontakter din læge. Enten alene eller sammen med en voksen. Ellers kontakt os igen.
Det største og varmeste kram til dig fra BørneTelefonen
