Jeg har det svært på min institution
Hej, jeg er en pige på 13 år og jeg har det meget svært det sted jeg bor.
Da jeg var 3 år gammel blev jeg taget væk fra min mor. Jeg er flyttet fra plejefamilie til plejefamilie de seneste 10 år og det har været meget hårdt. Nu bor jeg på en lille institution hvor der kun er plads til 5 børn ad gangen. Jeg har boet der et halvt år nu.
I starten hyggede jeg mig rigtig meget med de andre og elskede at bo der. Tre af dem jeg bor sammen med er søskende og skændes ekstremt meget. ( der er kun piger på den institution )
Så da corona kom fik jeg det værre og værre fordi jeg hele tiden skulle være sammen med den slåsende søskendeflok. Og på et tidspunkt skulle vi ud og hente blomster. Det var meningen at det kun var en af pigerne fra søskendeflokken og en pædagog som skulle afsted. Men så kom jeg og spurgte om jeg måtte komme med og det måtte jeg så godt.
Hende der også var med blev virkelig jaloux på mig og lavede så en historie inde på Snapchat hvor hun skriver at hun ikke kan holde mig ud og at hun vil skyde mig midt i hovedet og give mig corona og sådan nogle ting.
Jeg bliver virkelig virkelig ked af det og vælger at lukke mig selv inde på mit værelse. Det ender så med at jeg ikke har nogen form for kontakt med dem jeg bor sammen med og bliver nærmest bange for dem. Pædagogerne på institutionen trækker sig også tilbage fordi jeg ikke gider lave noget længere.
Det er stået på i nogle måneder nu og jeg føler mig meget ensom. Jeg har overvejet og tage mit eget liv. Jeg har snakket med en pædagog og min mor om det og de siger begge to at jeg skal være mere social. Problemet er bare at jeg har brug for hjælp til det og jeg ved ikke hvordan jeg skal få den hjælp. Jeg har brug for en voksen til at kunne hjælpe mig op igen men jeg har ikke nogen voksen omkring mig lige nu som jeg føler kan hjælpe mig.
De voksende kan heller ikke se hvor svært jeg rent faktisk har det. At jeg sidder og græder oppe på mit værelse og at jeg tænker på at tage mit eget til. De ved ikke at det er så alvorligt. De kender kun til det de kan se og det de kan se er en pige som har trukket sig tilbage pga en snap som hun blev meget ked af.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Dem jeg bor sammen med tror også at jeg ikke kan finde ud af noget fordi jeg har autisme og går på specialskole. En anden ting der også går mig på er at alle siger jeg har autisme og at jeg er en pige der skal tages meget hensyn til. Men min mor siger at det er en fejl diagnose og at jeg ikke har det. Og sådan er det med mange ting.
Pædagogerne på institutionen siger en ting og min mor siger en anden ting. Det er meget forvirrende plus at jeg også har det med at jeg er meget asocial at bøvle med. Jeg har altid ondt i maven og jeg kan snart ikke holde mit liv ud længere.
Tak for at ha læst mit brev 🙂
Sorg Andre der kan hjælpe dig
Sorglinjen og andre sorgtilbud
Når far og mor bliver syg
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
