Kære pige på snart 17 år,
Mange tak for dit stærke og modige brev. Og tak for tilliden. Du skal slet ikke undskylde længden på dit brev. Du har skrevet om nogle meget vigtige ting, og det skal have den plads det kræver.
I overskriften skriver du, at du cutter og er ked af det uden grund. Men med de ting du fortæller i dit brev, er det meget tydeligt for mig, at det bestemt IKKE er uden grund. Jeg kan imidlertid godt forstå, hvis du har svært ved at overskue tingene, og det hele er lidt svært at forstå. For det er svære ting, der fylder i dit liv, og har fyldt et stykke tid.
Mit svar bliver langt, for der er flere ting jeg gerne vil. Så jeg har sat nogle overskrifter ind. Det gør det måske lidt lettere at finde rundt i det jeg har skrevet.
Det første jeg gerne vil er, at fortælle dig, om de sammenhænge, jeg ser, i det du har fortalt. Det andet er, at komme med nogle forskellige forslag til, hvad du kan gøre for at komme et skridt videre, og få den støtte som du både har brug for og ret til. Heldigvis er der flere måder, du kan få hjælp, for det er alt for meget at gå alene med.
Tanker om hvorfor du er ked af det og føler sorg. Når man som du har mistet sin mor, og samtidig har oplevet en lang svær tid hvor hun var syg af kræft, så er det en kæmpe stor sorg. Måske en af de største sorger man kan opleve.
Desværre har der ikke været plads til rigtig at sørge hjemme hos jer. I talte ikke om det dengang, og taler ikke om det nu. Som du siger, er det blevet en slags tabu.
Men ting forsvinder ikke bare, fordi man ignorerer dem. Nogen gange bliver det tværtimod sværere. Og sådan er det med sorg.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du stadig er fyldt med uforløst sorg over, at have mistet din mor. For sorg forsvinder ikke, hvis man ikke sørger og gennemlever den. Sorgen går bare i ”hi” (som bjørnene om vinteren). Og det er dén sorg, der nu viser sig som en stor navnløs sorg. Måske kommer den frem af sit ”hi” nu, fordi du er blevet ældre, og nu bedre kan bede om hjælp til at sørge, end du kunne da du var en lille pige?
Det kan være utroligt smertefuldt, når man mister forståelsen af, hvor ens sorg kommer fra. Heldigvis er du ved at genfinde forståelsen. Det er tydeligt, at du selv ser sammenhænge mellem din mors død, tabuet om hendes død – og de ting, der sker i dit liv lige nu.
Du er ved at bryde tabuet inde i dig selv, og det er både utrolig stærkt og modigt. Det er nogle vigtige, men smertefulde skridt du er ved at tage, og de kan være med til at gøre dig fri af den tunge, uforståelige sorgfølelse.
Du har brug for, endelig at få lov til at sørge. Så prøv at giv dig selv lov til at sørge over, at du har mistet din mor, og over at du som lille pige var nødt til at gemme sorgen væk, så den gik i ”hi”. Det er ikke for sent. Det bliver ALDRIG for sent!
Du har også brug for, at kunne dele sorgen og savnet af din mor med nogen. Og for at få mere at vide om, hvem hun var. For når du får lov til at sørge, til at dele sorgen og savnet, og til at skabe minder om din mor, så kan du bærer hende med dig gennem livet, som en lille privat rigdom i hjertet.
Du vil nok altid føle et savn og sorg over, at hun ikke er her. Men det bliver på en helt anden måde. Det vil blive til et savn og sorg, der gør meget mindre ondt, og som også indeholder glæde, lethed og kærlighed til din mor.
Tanker om hvorfor du cutter. Når man, som du, skærer i sig selv, så er det ofte tegn på, at man har en stor indre smerte, som man ikke ved, hvad man kan gøre ved. Når man skær, så ”gør man noget”, og den fysiske smerte kan flytte opmærksomheden fra det, der gør ondt inden i. På den måde kan smerten ved at skære føles som en lettelse.
Forstået på den måde, så er det let at forstå, at du kan føle trang til at skære i dig selv. For du bærer på en stor smerte, som du ikke har vidst, hvad du skulle stille op med. For du vidste ikke, hvor den kom fra. Det er du heldigvis nu, begyndt at finde ud af.
Når du finder en, du kan tale fortroligt med om din sorg, så vil smerten inden i dig langsomt blive mindre. Og trangen til at skære i dig selv, vil også langsomt blive mindre (og til sidst forsvinde). Ligesom du oplevede det blev bedre, da du havde de gode samtaler med din svømmelærer.
Tanker om at cutte – selvom man også er glad. Du er begyndt i gymnasiet, er kommet i en dejlig klasse, har fået en mange nye rigtig gode venner, og dit liv er på mange måder også rigtigt dejligt. Alligevel sker det, at du efter en god dag i skolen, går hjem og skær i dig selv.
Det kan jeg godt forstå, du bliver forvirret over. Men det er en HELT normal reaktion, når man som du, bærer på en stor og ubearbejdet sorg. Så det du oplever, er helt normalt og naturligt, selvom det er forvirrende. For heldigvis er det sådan, at uanset hvor meget sorg man er fyldt af, så kan man ikke være ked af det og ulykkelig 24 timer i døgnet. Ligesom man heller ikke kan være glad og lykkelig 24 timer i døgnet.
Én måde at forstå det der sker, når du både elsker din klasse og dit nye gymnasieliv, og samtidig føler sorg og går hjem og skær i dig selv, er ved at se det som to lige vigtige og parallelle dele af dit liv. Ligesom hvis du på din computer sad og skrev på en svær stil, samtidig med at du skrev og hyggede med dine venner på Facebook: Du har to vinduer åbne på samme tid, og kan hoppe mellem dem.
Begge dele er LIGE vigtige og lige ægte – Og det er IKKE fake, når du har det sjovt, griner og hyggeskriver på Facebook. For selvom det er vigtigt ,at du skriver på stilen, så er det også vigtigt at du hygger dig med dine venner. Måske åbner du nogen gange også et tredje ”vindue”? Og spiller et spil, eller tjekker en ny musikvideo. Forstået på den måde, at der kan være mere end 2 ting, der er vigtige for dig på samme tid. F.eks. som da du også gik til elitesvømning.
Det tager lidt længere tid at skrive stil på den måde, men det gør det også lettere. Fordi du henter energi i det, der er dejligt og let, til at klare det der er svært og tungt. Det er en del af livet, at der sker flere ting samtidig. Dine venner har det på samme måde. Deres ”stile” handler måske bare om noget andet, end din ”stil om sorg”.
Giver min måde at forklare det på mon mening? Altså, at du kan have flere parallelle ting, som er vigtige i dit liv samtidig. At du sagtens kan have flere forskellige og måske modsatrettede følelser. Og at du kan bevæge dig mellem dem, lidt ligesom du klikker mellem vinduerne på computeren?
Hvis jeg har forklaret det på en forvirrende måde, så bare husk: Det er HELT ok at føle glæde og lykke, selvom man også er fyldt med sorg. Din hjerne ”passer på dig”, ved at give dig steder og tidspunkter, hvor du får en pause fra sorgen. Det er vigtigt at tage imod de pauser. De er lige så vigtige, som hviledagene er, når man dyrker elitesport.
Forslag til hvor du kan finde voksne, der er gode at tale med om sorg. Jeg er imponeret over dit brev. For måske uden du helt er klar over det, så har du SELV skrevet alle forståelserne frem! Det eneste jeg gør, er at forbinde de ting, du fortæller, i en meningsfuld rækkefølge, som måske kan gøre dem mere tydelige for dig?
Måske forbinder jeg nogen af tingene forkert, så de ikke passer på, hvordan du har det? Men så kan du måske blive inspireret af det jeg har tænkt, og selv forbinde tingene på en måde, der passer bedre til, hvordan det er for dig?
Det samme gælder for forslagene til, hvordan du kan komme videre, og få den hjælp og støtte som du både har brug for og ret til. For du har selv skrevet næste skridt ind i dit brev: Du vil gerne have nogen at tale med om din sorg. Og du har ret, det er rigtig vigtigt at, du får en/nogen kloge ansvarlige voksne at tale med.
Der er flere måder du kan få dét på:
Din læge kan give dig en henvisning til en psykolog, og så kan I få økonomisk støtte. Men det vil stadig koste nogen penge. Hvis du har lyst kan du evt. vise lægen dit brev til os? Så behøver du ikke fortælle helt forfra, og det bliver tydeligt for lægen hvor alvorligt og svært det er for dig.
Du/I kan kontakte www.bornungesorg.dk . Tjek evt. deres hjemmeside. Den er rigtig god. Her kan du også finde beskrivelser af forskellige måder at få støtte og hjælp til at sørge. Du kan kontakte dem anonymt. Og de kan tilbyde dig individuelle terapisamtaler (gratis), og de kender godt til udskudt sorg, som den du oplever.
Du/I kan kontakte Kræftens Bekæmpelses rådgivning på tlf. 8030 1030. De tilbyder sorggrupper, rådgivning og støttende samtaler til børn og unge der har mistet forældre. Det er gratis. Og ligesom ”Børn, unge & sorg” kender de også til udskudt sorg, og hvordan den både ligner og adskiller sig fra den akutte sorg lige efter et dødsfald. Hvis du ringer til dem, kan de fortælle mere om, hvordan de kan hjælpe dig. Tjek evt.: http://www.cancer.dk/Hjaelp+viden/raadgivning/tilbud+boern+unge/sorggrupperforbornogunge.htm
Du kan også altid ringe til os på BørneTelefonen tlf. 116111. Både hvis du har brug for at tale om din sorg, gerne vil have støtte til at tage dit næste skridt eller bare gerne vil tale med en voksen.
Tanker om tabuet i din familie. Jeg forstår godt, at det vil være svært at tale om din mor og sorgen, i din familie. Det har været gemt væk så længe. Jeg forstår også godt, at det er ekstra svært at tale med din far om det. I har det svært med hinanden i øjeblikket, hvilket måske er meget naturligt, når man også er teenager. Men det gør det også ekstra svært at tale om de mere alvorlige ting.
Samtidig bærer du på en stor angst for også at miste ham. Mon han ved det? At det er en af grundene til, at du skubber ham væk? Hvad tror du han ville sige til dig, hvis han vidste det? Eller hvis han vidste, at du har det så svært at du skærer i dig selv? Ville han kunne trøste dig og passe på dig, eller ville han blive så ked af det, at han ikke kunne? Eller ville han have brug for tænketid og kunne snakke med dig herefter? Eller noget helt tredje?
Jeg forstår godt, at du er bange for, at det vil gøre din far ked af det, hvis du prøver at tale med ham om det. Måske har han det på samme måde? At han ikke vil tale med dig og din tvilling, for ikke at gøre jer kede af det?
Måske har din far har brug for hjælp til sin egen sorg, før han har overskud til at være far og passe på jer? Kræftens Bekæmpelse har også sorggrupper og sorgrådgivning til voksne - og til familier. Tror du det kunne være noget for din far – for jer? Hvis ja, så kan I ringe til deres rådgivning på tlf. 8030 1030, og høre mere.
Hvis du ikke tror, at din far og din tvilling er klar til det store arbejde det også er, at kikke på sorgen og gennemleve den, så er det vigtigt at du finder hjælp til dig selv. Hvis du ikke kan tale med nogen i din familie om det, så kan du sagtens få rådgivning og samtaleterapi uden, at de behøver vide det.
Men måske kan du finde modet, og f.eks. vise din tvilling dit brev til os og mit svar?
Jeg tror nemlig I oplever rigtig mange af de samme følelser og tanker, og at I begge har været bange for at bryde tabuet og tale om jeres mor? For I taler ellers om (næsten) alt med hinanden. Måske kan I hjælpe hinanden, ved også at begynde at tale om jeres mor. Måske kan I sammen lave en mindebog med billeder og små fortællinger om hende?
Hvis du og din tvilling kan tage de første skridt til at bryde tabuet sammen, så bliver det måske lettere at inddrage jeres far? Og resten af familien? Så I sammen kan blive fri af den tunge, svære sorg, og lade den forvandle sig til noget andet og meget lettere.
Ring til os på BørneTelefonen, hvis du har lyst til at tale mere med os. Ligegyldigt om du vælger at få sorgrådgivning alene, eller om din tvilling – og din far også er med. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig og din familie. Og det er lidt lettere, når man kan stille hinanden spørgsmål undervejs.
Til sidst: Jeg ser BESTEMT ikke en ”ødelagt pige” når jeg læser dit brev. Jeg ser meget tydeligt en klog, modig og stærk pige, der oplever stor smerte. En pige der har stor omsorg og kærlighed til sin far, tvilling og veninder – OG som har styrken og modet til at bede om hjælp og bryde et tabu.
Det er langt fra alle, der magter at bede om hjælp, når de har det svært. Jeg er oprigtigt imponeret, og du har min dybeste respekt.
De allervarmeste tanker og bedste ønsker til dig fra BørneTelefonen
