Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvordan kommer man af med sin sorg?

Kære BørneTelefonen.

Jeg er en person på 15 år.

Jeg har altid været skrækslagen for at mine forældre skulle dø. Hvis de kom blot få minutter for sent hjem kunne de være sikre på at jeg sad og så ud af vinduet for at sikre sig at de kom hjem. Mine forældre har også flere gange fortsat mig at jeg op til flere gange om dagen spurgte dem hvad de ville have at der skulle ske med dem når de var døde. De slog det altid hen med “det sker jo ikke” eller et lille grin.

I 2015 sker så det mest utænkelige for mig. Min mor bliver ramt af kræft.
Det var ikke nogen slem form for kræft – det var en godartet form for brystkræft og efter en enkelt operation vat hun klar til kemoterapi. Jeg var med igennem hele forløbet. Blev oplyst og var med hende til diverse undersøgelser.

Jeg talte ikke med nogle om dette. Selvfølgelig talte jeg med mine forældre og mine lære vidste det også godt, men jeg fortalte det ikke til nogle af mine venner. Jeg ønskede ingen unødvendig opmærksomhed og ville ikke stemples som opmærksomhedskrævende. Så jeg holdte det for mig selv.

Min mor bliver senere kræft fri. Hun har konstant store smerter, migræne og problemer med nerverne, hvilket hun også har i dag. Dette er blot nogle af de få eftervirkninger som hun har fået.
Hun kan ikke arbejde mere end 3 timer hver anden dag – og selv efter det er hun træt.

I efteråret 2016 begynder jeg til psykolog. Grunden er at jeg i en matematik time brød grædende sammen, uden at vide hvorfor jeg faktisk græd. Dette skete også to andre gange inden at jeg begyndte i november. Det tog 2 måneder, hvor jeg kun fik en til gentagelse af gråd uden nogen grund og derefter sluttede jeg det. Jeg mente jo at jeg havde det fint.

Men her i senforåret af 2017 er det som om at ting er begyndt at forandre sig. Jeg har ingen energi. Nærmest intet overskud til at lave ting som jeg før elskede. Jeg sover dårligt – kan oftest ikke sove når jeg faktisk hår i seng. Og så vågner jeg også ofte i løbet af natten.

Jeg kan ikke længere koncentrere mig om mine hobby’s. Jeg har altid elsket forksellige ting – at tegne, læse og skrive, men det er som om at jeg mister interessen for dem lige så hurtigt som den kom.

Jeg er i dårligt humør det meste af tiden. Finder oftest mig selv sidde og dagdrømme mig væk til et andet sted. Selv skolen, som jeg før synes om, er et sted som jeg nu hader.
Hver en eneste lille, irriterende lyd ser ud som om at den enten kunne få mig til at ligge mig ned på gulvet og græde eller blive fuldstændig vred. Og jeg ved ikke hvorfor.

Der er selvfølgelig også de mange aftener hvor jeg har været nødt til at læse eller hære musik for at få mine tanker væk fra alle andre ting, for det eneste jeg kan ligge og tænke på er: hvad nu hvis jeg dør? Hvad nu hvis mine forældre dør? Hvad nu hvis min bedste ven dør?
Jeg drømmer oftests også om en jeg kender død. Og det skræmmer mig.

Og det værste ved det er at nogle dage er bare anderledes… der er nemlig nogle dage hvor jeg føler mig glad, klar på dagen og lykkelig. Men det er som om at de dage begynder at blive færre og færre.

Er der noget galt med mig? Kan jeg gøre noget? Hvorfor sker det her?

Tak på forhånd.

15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige

Tak for dit brev. Hvor var det altså bare vigtigt, at du skrev herind. For der er ikke noget galt med dig. De reaktioner du beskriver, er helt almindelige for alle, der har gået igennem de samme ting, som du har. Jeg tror, at jeg har en god forklaring på, hvorfor det her sker for dig lige nu. Du kan få det bedre, end du har det lige nu, og der er heldigvis ting, du kan gøre. Og der er andre omkring dig, der kan hjælpe dig. Alt det vil jeg gerne hjælpe dig med idéer til.

Det må have været et rigtig stort ansvar, som du har følt, når du har skulle sikre dig, at dine forældre kom hjem og at de havde det godt. Jeg kan forestille mig, at du hver dag (og nat) har brugt mange timer på at være bekymret for, at der skulle ske andre eller dig selv noget alvorligt. Jeg tror også, at det må have været et kæmpe chok for dig, da du fik at vide, at din mor var blevet syg. Det er rigtig godt, at du har støttet hende hele vejen igennem. Men det må også have været rigtig svært for dig. Alt det tror jeg må have været meget stressende for dig.

Vi kan alle klare, at der er perioder i livet, der er mere stressende og travle end ellers. Men det bliver sværere, hvis vi hele tiden er under pres. Specielt hvis vi ikke taler åbent om det, men går alene rundt med følelsen og alle tankerne. Så kan vi med tiden udvikle det, der hedder stress. Når man får stress, er det kroppens måde at fortælle én på, at den har brug for mere ro (både fysisk og psykisk). Man mister energien. Og ting man før med glæde har gjort, kan nu virke næsten uoverskuelige. Samtidig kan det være svært at sove, når stressniveauet er højt, og bekymringerne er mange. Er det noget, du kan genkende? Jeg kan ikke på baggrund af dit brev vurdere, om du er på vej til at få stress – men måske kunne det være en idé at få det undersøgt?

Når man har levet med en forælder, der har været alvorlig syg, så kan man sagtens opleve nogle "efter-reaktioner" på det chok og den bekymring, som man har været igennem. De efter-reaktioner kan godt komme frem som stress, eller noget der ligner.

Hvis man føler sig stresset, kan man gå til lægen. Lægen kan stille nogle spørgsmål, der kan afgøre om man er stresset og hvor meget. På nettet findes der også alle mulige stresstests, men den, lægen har, er bedre til at fortælle, om man er stresset eller ej. Og lægen kan bagefter hjælpe eller sørge for, at man får hjælp til at komme ud af stressen. Stress kan man godt komme ud af – det er bare meget nemmere, hvis man får hjælp til det. Det kan være gennem samtaler med en psykolog. Udover at psykologer er gode at snakke med, ved de nemlig også rigtig meget om, hvordan man kommer stress til livs. De har også viden om, hvilke reaktioner man kan opleve, når en forælder har været syg. Måske kunne du bestille en tid hos din læge? Eller hvis du ikke ønsker at snakke om det med din læge, kunne du måske prøve at ringe til den psykolog, du før har gået hos?

Det er rigtig godt, at du har snakket med både din lærer og dine forældre om, hvordan du har det. Snakker du stadig med dem? Og ved de, at du har oplevet en ændring siden foråret? Hvis de ikke ved det, kan det være rigtig godt at fortælle det til dem. For så får de nemlig mulighed for at give dig den hjælp og støtte, du har brug for, når det bliver ekstra svært.  Og hvis du har en ven eller veninde, der er god at snakke med, kunne du også overveje at snakke med ham eller hende. Du er nemlig ikke spor opmærksomhedskrævende. For alle har behov for at sætte ord på sine tanker og vise sine følelser. Og måske vil det endda vise sig, at din ven eller veninde går rundt med de samme eller nogle andre bekymringer?

Jeg håber, at du har kunnet bruge mine idéer. Jeg synes, at du bør ringe til lægen eller din gamle psykolog, som begge vil kunne hjælpe dig rigtig godt på vej. Og jeg er sikker på, at det vil lykkes dig at få det meget bedre, end du har det lige nu. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Sorg Andre der kan hjælpe dig

Sorglinjen og andre sorgtilbud

Tilbud til dig, der har mistet eller lever med en syg forælder eller søskende
Læs mere

Sorggrupper

Her kan du finde en gratis sorggruppe tæt på dig
Læs mere

Når far og mor bliver syg

Hjemmeside til dig, der lever med en alvorlig syg forælder eller har mistet en
Læs mere
Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat