Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

HJÆLP! DYB sorg! Hvad gør jeg nu??

Kære BørneTelefonen.

Jeg er i dyb sorg efter denne tirsdag.. Min morfar har haft det dårligt i lang tid nu, men lægerne vidste ikke hvad der var galt.. Han er blevet sendt frem og tilbage fra sygehuset og hjemme. Idag i 10 frikvarteret kom min mor ind i klassen, og jeg vidste med det samme hvad der var sket.. Det gjorde min ven også, som lige har mistet sin mor begrund af kræft.

Da vi kom over på Hospitalet fik jeg at vide at morfar havde kræft i lungerne, siderne, og vidst også leveren. Ved det faktisk ikke helt, græd det meste af tiden så jeg hørte ikke helt efter. Han var vildt svær at komme i kontakt med, men jeg kunne godt mærke at han var der.. han klemte min hånd ( Så godt som han nu kunne, han havde jo ingen kræfter ).

Først var det kun mig, min mor og min mormor der var der. Det var som om han ventede til at hele familien kom, for så kom min onkel ( Min morfars søn ) min tante og min kusine. Der kom en læge ind og fortalte lidt om hvad han havde kræft i og hvad han skulle når han døde. Han sagde at der kunne gå både dage eller måneder inden han døde. Da han gik…….

Gik der 5 minutter..

Han begyndte at trække vejret anderledes…

3 dybe vejrtrækninger..

Så..

Så åndede han ud..

Mine øjne er stadig helt røde og hævet selvom han døde klokken 13 og jeg sender dette klokken 23..

Lige nu bor vi så hjemme hos min mormor. Ellers skal hun jo bo alene med sit KÆMPE hus helt selv, og vil gerne flytte til noget mindre inde i mig og min mors by så vi ikke bor Så langt væk fra hinanden.

Jeg græder hele tiden, og det gik SÅ hurtigt. ALT gik ALT for hurtigt.. Men det bliver nu smukt når hans aske skal spredes på havet med rosenblade og rosehovder, som han ønskede. Han var en sej morfar. Og han vil aldrig glemmes, og vil altid på i et af mine små værelser i hjertet.

Håber i har nogle tricks til hvordan man kan komme af med sorgen :,)

Tak…

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Jeg forstår, at du er blevet rigtig ked af det, efter at din familie og du pludseligt har mistet din morfar. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet!

Du skriver, at du og din familie var hos din morfar da han døde. Det er en smuk ting at give ham, og jeg er sikker på, at han har fornemmet, at I var samlet omkring ham. Men det er også en voldsom oplevelse at se nogen i ens familie dø – uanset alder. Jeg tænker derfor, at det er en rigtig god ting, at du deler din oplevelse. Det har du allerede gjort ved at skrive her! Men det kan måske også være godt at snakke med nogen om det? Det kunne være nogen i din familie eller venner? Hvis det er svært at tale om, kan det også være en god idé at skrive det ned.

Jeg fornemmer, at din morfars sygdom og hans død kom meget pludseligt. Det kan være hårdt, hvis man ikke føler, man fik sagt ordentligt farvel. Jeg ved ikke, om du også har det sådan? Men jeg siger det, for at du ved, det er normalt at tænke og føle sådan, når man mister én man er tæt med. Det kan måske være hjælpsomt at skrive et brev til din morfar, hvis du har noget, du gerne vil dele med ham. På den måde skal du ikke gå med det selv.

Du beder om tricks til, hvordan man kan komme af med sorgen. Det forstår jeg virkelig godt! Og jeg ville ønske, at jeg kunne give dig nogle råd, som kunne fjerne sorgen. Desværre er det ikke altid så ligetil. Det er også meget individuelt, hvordan vi tackler sorg. Det bedste råd, jeg kan give dig, er at mærke efter, hvad du har brug for og tackle det, som du finder bedst. Der er intet rigtigt og forkert.

Det kan være en god ide, at dine lærere og dine klassekammerater får at vide, at du har mistet din morfar. Det kan være rart, at dem omkring dig ved, hvorfor du måske kan opføre dig lidt anderledes og have brug for lidt ekstra forståelse og omsorg lige nu. Hvis du har mod på det, så kan det være godt at sige lidt højt om det i din klasse.

Det kan være en god idé at tænke over, både at give dig selv lov til at være ked af det og græde, men også at give dig selv plads til andet end sorgen, som fx at se dine venner, have det sjov og lignende. Når du synes, det er tid til det.

Du kan også kigge på BørneTelefonen: Sorg, hvor du kan finde flere råd og breve fra andre i lignende situationer.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd, og at du sammen med din familie vil mindes din morfar på god vis. Sådan er jeg også sikker på, at sorgen med tiden vil blive mindre.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Sorg Andre der kan hjælpe dig

Sorglinjen og andre sorgtilbud

Tilbud til dig, der har mistet eller lever med en syg forælder eller søskende
Læs mere

Sorggrupper

Her kan du finde en gratis sorggruppe tæt på dig
Læs mere

Når far og mor bliver syg

Hjemmeside til dig, der lever med en alvorlig syg forælder eller har mistet en
Læs mere
Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat